Er KU et mobbe-universitet?

»Akademikere mobber hinanden,« kunne man den 12. oktober læse i Jyllands-Postens netudgave med et smukt billede af hovedbygningen på Frue Plads foroven. I manchetten hedder det ligefrem, at mobning og chikane er udbredt på Københavns Universitet (KU), og lidt længere nede at næsten hver tiende ansat har oplevet at blive mobbet.

Heldigvis har universitetet en resolut ledelse, der gør noget ved problemerne. Der er blevet afholdt et møde, indført nultolerance, og HR-konsulenter arbejder på en værktøjskasse med gode råd til alle parter. Artiklens sidste oplysning stammer fra Dansk Magisterforening, hvor konsulent Lisbeth Møller fortæller, at man hvert år har seks-otte sager. Også hun efterlyser god ledelse.

Reality-check

I den metodeundervisning, jeg gennem en årrække har mobbet og chikaneret de studerende med, er det en fast pointe, at der sker skrækkelige ting med historier, når de bliver genfortalt. Det vidste H.C. Andersen også, og uden at påstå, at vi her har med en fjer og fem høns at gøre, så er det alligevel interessant at gennemføre et lille ‘reality-check’.

Heldigvis angiver Jyllands-Postens journalist sine kilder. Det er en artikel i Magisterbladet. Faktisk stammer alle oplysninger og citater herfra, og selv tonen i overskriften og manchetten er den samme »Mobbekultur ryster Københavns Universitet« , »nu har ledelsen fået nok« og »nultolerance over for mobning og chikane« (Magisterbladet 2009, nr. 16, s. 10-12).

Selv om Magisterbladet umiddelbart burde være ret pålideligt, så er Universitetsavisen selvfølgelig endnu mere pålidelig, ikke mindst fordi Magisterbladets kilde er den konference, som blev afholdt på KUA den 9. september (se Universitetsavisen 2009, nr. 11, den 24. september).

Her bliver tvivlen imidlertid vakt. For det første citeres Lisbeth Møller også i Universitetsavisen, men nu er antallet af henvendelser til Dansk Magisterforening ikke seks-otte årligt, men to-tre, altså kun knap det halve. Desuden er det ikke længere næsten hver tiende, der bliver mobbet, men kun næsten hver tiende, der er blevet mobbet.

Det kunne antyde en forskel på nutid og ubestemt fortid. Og søger man videre på internettet, finder man desuden en artikel af Unversitetsavisens Claus Baggersgaard, der meddeler, at hver tiende bliver mobbet, men at kun 20 ud af 1.900 bliver mobbet dagligt eller ugentligt. Det er jo sådan set kun en procent og ikke ti.

Til kilderne!

Her gælder det, at man må til kilderne, men jeg skal her spare mine læsere for den øvrige efterforskning og blot meddele resultaterne: Fra Lisbeth Møller har jeg fået oplyst, at de seks-otte årlige henvendelser til DM dækker ALLE foreningens medlemmer på ALLE områder, mens de to-tre henvendelser angiver antallet af sager fra ALLE universiteter i Danmark og altså ikke kun KU.

Facit er altså, at vi faktisk ikke ved, hvor mange KU-sager der årligt lander hos DM, men at det må være cirka en om året, hvis der er lidt statistisk retfærdighed til.

Med hensyn til antallet af mobbede, og hvornår mobningen fandt sted, er der hjælp at hente i det spørgeskema, som apv-vurderingen bygger på. Her lyder indledningen til spørgsmålet, som følger: »Ved mobning forstår man, at man gentagne gange bliver udsat for ubehagelig eller nedværdigende behandling, som det er svært at forsvare sig imod.«

Derefter blev man bedt om at svare på, om man havde oplevet noget sådant dagligt, ugentligt, månedligt eller af og til i løbet af de sidste tolv måneder. Og resultatet er, at blandt besvarelserne på de fem fakulteter samt i Fællesadminstrationen, der er optalt, har knap ti procent (312 af 3435) oplevet mobning det seneste år, mens godt en procent (41) oplever det ugentligt eller dagligt.

Universitetsavisen egen Claus Baggersgaard var altså sådan set præcis nok, heldigvis, selv om man måske kan diskutere, om det er mobning af og til at blive udsat for ubehagelig behandling.

Meget eller lidt?

Det store spørgsmål, man sidder tilbage med, er selvfølgelig, om disse tal er høje eller lave, altså om Jyllands-Posten og Magisterbladet har ret i deres alarmerende tolkninger. Også her vil jeg gribe tilbage til min undervisning og fastslå, at tal egentlig først bliver interessante, når de sammenlignes. Først da siger de andet og mere, end vi selv finder på.

Det mest nærliggende spørgsmål er: Hvor meget mobber de andre steder? På universitetets egen hjemmeside kan man faktisk få svaret ved at kigge under ‘mobning, sexchikane og vold’ i den ‘APV-værktøjskasse’, der ligger på arbejdspladsvurderingens hjemmeside. Heraf fremgår det, at på landsplan har »8,5% været udsat for mobning inden for de sidste 12 måneder, de fleste kun af og til. Ca. 2% havde oplevet mere systematisk mobning«. Disse oplysninger blev også præsenteret på mødet den 9. september, men fandt altså ikke vej til pressedækningen.

Hvis man tager hensyn til statistisk usikkerhed og den naturlige variation i forståelsen af mobning, så er den mest oplagte konklusion vist, at KU med hensyn til mobning hverken er værre eller bedre end arbejdspladser flest her i landet. Det kan man så mene om, hvad man vil. Der er givet plads til forbedring, men overskrifter som ‘mobbe-kultur’ fremstår i dette lys mest af alt som udtryk for den sædvanlige journalistiske sensationalisme – i dette tilfælde hjulpet på vej af moderne offentlig managementkulturs krav om at være proaktiv og ‘gøre noget ved det’ i en fart.

Og hvad kan vi lære af det?

Og hermed er vi også fremme ved moralen, for hvad kan vi lære af denne lille eksercits udi kildekritik? Kun gamle og trivielle sandheder: Journalister skriver af efter hinanden, fagfolk citeres i så komprimeret form at præcisionen går fløjten, den ‘gode’ (dvs. dramatiske, negative) historie vinder altid over den banale sandhed – og sidst, men ikke mindst: akademikere er ikke bedre mennesker end andre. Det sidste anede os nok, men det er jo rart at få sort på hvidt.

uni-avis@adm.ku.dk