Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Er ph.d.-forsvaret pjattet på humaniora og ubehageligt på naturvidenskab?

Forskelsbehandling — Eliza Jarl Estrup så sine venner blive hyldet til deres ph.d.-forsvar, men følte, at hun blev grillet til sit eget. Nu spørger hun: Hvad er egentlig formålet med forsvaret? Er det et forsvar, en eksamen eller en overgangsrite?

Sidste efterår – for præcis et år siden – forsvarede jeg min ph.d.-afhandling og afsluttede dermed den lange, seje kamp, som alle ph.d.-studerende nok bliver en lille smule overraskede over omfanget af.

I mit tilfælde havde personlige forhold (børnefødsler og et nært familiemedlems bortgang) bidraget til en kaotisk proces, hvor ph.d. og faglighed havde haft trange kår.

Alligevel var jeg tilfreds med resultatet, da jeg endelig afleverede min afhandling, og den tropiske sommer 2018 blev en sejrsdans uden lige. Jeg var glad og stolt og uovervindelig, og en tid senere viste det sig endda, at afhandlingen var godkendt til forsvar i første forsøg. Det var mere, end jeg havde turdet håbe på.

Ph.d.-forsvaret blev til gengæld på ingen måde en lige så glædelig oplevelse.

Min ph.d. var en såkaldt erhvervs-ph.d., hvor jeg var tilknyttet både en virksomhed og et universitetet og dermed havde lidt anderledes forpligtelser end en ordinær ph.d. En erhvervs-ph.d. har eksempelvis ikke undervisningspligt på universitetet, men i stedet en formidlingspligt over for det relevante fagmiljø. Dette miljø har ofte rødderne direkte nede i en eller anden form for praksis, mens universitetet selvsagt har sine rødder primært i det teoretisk-akademiske.

Både jeg selv og de andre erhvervs-ph.d.’er i min gruppe havde da også en baggrund i praksis (ud over vores oprindelige kandidatgrad), hvorfor den metodiske tilgang for mange af os tog udgangspunkt i en praktisk problemstilling eller noget data, hvorimod den klassiske akademiske ph.d. tilsyneladende altid tager udgangspunkt i en specifik teoretisk ramme – ud fra hvilken problemerne så kan formuleres. Denne høne-æg-forskel skulle vise sig at være et dårligt udgangspunkt for et vellykket forsvar.

Jeg følte mig dummere og dummere, mens mine venner så på

For mine to eksterne opponenter fra England og Cypern var det direkte forkert (læs: u-akademisk), at mine forskningsspørgsmål var stillet ud fra konkrete problemstillinger, som jeg derefter fandt teoretiske rammer til at analysere og undersøge. Forskningsspørgsmålene skulle have været stillet med direkte reference til en etableret teori fra starten.

Jeg havde, som nævnt, haft en forholdsvis kaotisk proces, hvilket især kom til udtryk i min afhandlings kapitel 4, hvor jeg havde brugt for mange forskellige metoder til at belyse den samme problemstilling. Dette kunne, indrømmet, have været undgået, hvis jeg havde været lidt skarpere på min metode og min teori helt fra starten af ph.d.-forløbet, men til gengæld syntes jeg selv, jeg var kommet godt fra det ved efterfølgende at kunne redegøre for interessante resultater i det indsamlede data – og så var der jo alle de andre kapitler, hvor jeg havde haft mere styr på metoden fra start.

Jeg endte med at stå tilbage med følelsen af, at de egentlig hellere ville have dumpet mig.

Jeg var da også fuldstændig forberedt på at skulle forsvare dette kapitel til det offentlige forsvar, men jeg havde nok ikke regnet med at mine opponenter ville blive ved med at bore i dette ene emne hele forsvaret igennem og slet ikke ville udvise interesse for min afhandlings øvrige undersøgelser.

De gik temmelig aggressivt til værks og styrede begge igen og igen samtalen tilbage til udformningen af forskningsspørgsmålene og den ad hoc udførte metode i kapitel 4. Flere af afhandlingens andre aspekter og kapitler havde de ellers skrevet positive ting om i den foreløbige bedømmelse, man får tilsendt inden forsvaret.

Det gjorde mig forvirret, at de blev ved med at spørge ind til det samme. Jeg kunne ikke finde på nye måder at forsvare mig på og følte mig dummere og dummere, mens alle mine venner sad og så på. Det var, som om grundpræmissen for at lave en erhvervs-ph.d. ikke blev accepteret og/eller forstået af de udenlandske opponenter.

Hvis ph.d.-forsvaret er en eksamen ligesom alle andre eksaminer på universitetet, forstår jeg udmærket deres taktik med udelukkende at behandle de specifikke fejl eller mangler i afhandlingen. Hvis den studerende udviser svaghed på et specifikt område, må man bore i netop dette område for at finde det faglige niveau, hvad end det er behageligt eller ej.

Det har dog aldrig været min opfattelse, at formålet med et ph.d.-forsvar er at bedømme det faglige niveau, men nærmere at diskutere afhandlingen, dens styrker og svagheder, med den ph.d.-studerende og ultimativt at afgøre, om det virkelig er denne ph.d.-studerende, der egenhændigt har skrevet den. Man forsvarer altså ejerskabet af det arbejde, afhandlingen indeholder, for når afhandlingen er indstillet til forsvar, er den jo netop allerede indholdsmæssigt godkendt.

Troede jeg! For nu lyder mit spørgsmål nemlig: Hvad er egentlig formålet med det offentlige forsvar? Og er der enighed om dette formål fakulteterne imellem?

Forskel i praksis fra naturvidenskab til humaniora

Tilbage i 2002 skrev professor Hans Jørgen Schanz artiklen Det pjattede ph.d.-forsvar i universitetsmagasinet Asterisk.

Modsat min oplevelse sidste efterår skrev han, at ph.d.-forsvaret er blevet fuldstændig blottet for kritik. At det – især på humaniora – er blevet degraderet til en slags hyldest af den ph.d.-studerende og »noget formløst pjat.« De ph.d.-forsvar, jeg selv har været med til (ud over mit eget på naturvidenskab), har alle været på Humaniora, og det har alle gange været en overstrømmende positiv oplevelse.

Jeg oplever altså, at der er forskel i praksis fra Humaniora til Naturvidenskab – også selv om man skræller de individuelle forskelle fra (for det er selvfølgelig også meget dygtige bekendte, jeg har ovre på Humaniora).

Hvis ph.d.-forsvaret virkelig er en eksamen med en betragtelig risiko for at dumpe, så bør vilkårene være fuldstændig ensrettede fra fakultet til fakultet.

Til de humanistiske forsvar oplevede jeg for eksempel, at den korte opsummerende vurdering fra den skriftlige foreløbige bedømmelse blev læst op umiddelbart efter forsvarsdelen og umiddelbart inden opponenternes votering. Denne opsummerende konklusion er – i sagens natur – positiv, eftersom afhandlingen er indstillet til forsvar, og denne hurtige oplæsning giver derfor et positivt boost til såvel den nervøse ph.d.-studerende og tilhørende som til opponenterne, der skal ud og votere.

På Institut for Naturfagsdidaktik er praksis derimod, at hele den (fem sider lange) skriftlige bedømmelse, inklusiv hvad der er tilføjet efter forsvaret, bliver læst højt efter voteringen, når den spændte ph.d.-studerende skal have afklaring på, om ph.d.-graden kan tildeles eller ej. I mit tilfælde havde opponenterne tilføjet en hel del negativ kritik til den foreløbige bedømmelse, jeg havde fået tilsendt, og jeg endte med at stå tilbage med følelsen af, at de egentlig hellere ville have dumpet mig.

De kritiske tilføjelser kan jeg ikke sige noget til, de afspejler jo den dårlige oplevelse, vi alle havde af selve forsvarsdelen. Men forestiller man sig et scenarie som ovre på Humaniora, så ville oplæsningen af tekst jo, også i mit tilfælde, have været positiv, og jeg og alle mine tilhørere ville ikke have stået i den akavede situation, hvor vi bagefter ikke rigtig var sikre på, om vi egentlig havde noget at fejre.

Forsvar, eksamen eller overgangsrite?

Min oplevelse efterlader mig derfor med følgende to kommentarer til ph.d.-forsvarets natur.

For det første: Hvis det er korrekt, at ph.d.-graden er så godt som tildelt, når bare afhandlingen er godkendt til forsvar, og at den stort set kun afvises, hvis det ligefrem mistænkes, at den ph.d.-studerende ikke selv har skrevet den, så bør dette være klart forventningsafstemt med alle, også internationale opponenter, så ph.d.-forsvaret bliver den opbyggelige oplevelse, alle håber på, og som den studerende i givet fald kan tage med sig videre i sit arbejde som forsker. En overgangsrite om man vil …

For det andet: Hvis ph.d.-forsvaret virkelig er en eksamen med en betragtelig risiko for at dumpe, så bør vilkårene være fuldstændig ensrettede fra fakultet til fakultet og fra akademiske- til erhvervsordninger. I så fald er det også min overbevisning, at eksaminationen ikke bør være en offentlig forestilling. I England er et ph.d.-forsvar et benhårdt og lukket eksamensforløb, hvor afhandlingen ofte først godkendes i andet eller tredje forsøg. At min ene opponent var fra netop England, kan være en del af forklaringen på min oplevelse, men igen: Afklaring om sådanne spørgsmål med opponenterne må være et minimum før forsvarets start.

Jeg fik min ph.d.-grad, og det er jeg rigtig glad for, men det føles, som om der er behov for en afklaring, og en ensretning, af praksis. Både for at undgå de »pjattede forsvar« på det humanistiske fakultet og de potentielt unødigt ubehagelige forsvar på det naturvidenskabelige.

 

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste