Er studenterdemokratiet udemokratisk?

Det kræver ikke et længere politologisk studium at konkludere, at universitetsvalget ved Københavns Universitet ikke just er et demokratisk pragteksempel. De seneste to år har færre end 15 procent af KU’s studerende gidet deltage i valget af deres repræsentanter til Universitetsbestyrelsen, Studienævn og Akademisk Råd.

Så da Universitetsavisen samler de tre spidskandidater til posten som studenterrepræsentant i Universitetsbestyrelsen – Jarl Feyling fra socialdemokratiske Frit Forum, Studenterrådets Emilie Nayberg og Martin Garcia fra Radikale Studerende – er det oplagt at stille det spørgsmål, som størstedelen af KU’s studerende øjensynligt tumler med: hvorfor overhovedet stemme?

Det samstemmende svar lyder, at når de studerende skal stemme, så er det fordi, der er indflydelse at hente. Som Frit Forums Jarl Feyling formulerer det:

»Grunden til at folk skal stemme er, at hvis de ikke gør det, så er der andre, der træffer beslutningerne for dem«.

Etpartisystem eller organisation for alle?

Så langt så godt, men allerede det første spørgsmål leder hurtigt over i det, der – af debatten at dømme – er valgets egentlige kerne, nemlig de to mindre listers kritik af det dominerende Studenterråd.

Radikale Studerendes Martin Garcia indleder angrebet:

»I Radikale Studerende er vi målløse over den lave valgdeltagelse. Men årsagen skal findes i, at der er tale om et etpartisystem, hvor Studenterrådet har taget monopol på studenterpolitikken på KU og indoktrinerer de studerende med eksempelvis deres RUS-arrangementer. Vi tør godt sige, at vi er radikale, og vi savner at Studenterrådet er lige så åbne om deres politiske overbevisning. Når vi stiller op, er det for at skabe mere egentligt studenterdemokrati og mere offentlig debat.«

Frit Forums Jarl Feyling konkretiserer sin kritik:

»Det hænger jo også sammen med, at der ved Universitetsvalget er mange penge på spil«.

»Studenterrådet modtager store summer af KU baseret på stemmeandelen. Ved sidste valg fik Studenterrådet ni af ti afgivne stemmer, og dermed gik 90 procent af KU-bevillingen til Studenterrådet. Og de penge har de blandt andet besluttet at bruge til at aflønne deres forretningsudvalgs seks medlemmer 3.000 kroner om måneden – altså 216.000 kroner årligt! – ligesom de holder til i dyre lokaler i Fiolstræde. Studenterrådet bruger altså KU’s penge på at finansiere sig selv. Penge som i stedet kunne gå til at sikre flere undervisningstimer på Humaniora for eksempel. Derfor vil jeg også love, at bliver jeg valgt ind i bestyrelsen, så vil jeg donere mit honorar til de mest pressede uddannelser.«

Studenterrådets Emile Nayberg afviser blankt:

»Bare for at gøre det klart: Hvis jeg bliver valgt ind i bestyrelsen, så bliver jeg ikke lønnet. Mit honorar går til Studenterrådet. Men det er rigtigt, at fagrådene på vores generalforsamling besluttede, at vi skal begynde at understøtte de seks personer, der står for den daglige drift og ledelse, fordi der er tale om så omfattende arbejde, at de ikke har mulighed for at have et studiejob.«

Hun genkender heller ikke karakteristikken af det ‘udemokratiske’ Studenterråd:

»Når vi fylder meget på KU, så skyldes det, at vi repræsenterer studerende fra alle fag, fordi vi består af uddannelsernes fagråd. Jeg er eksempelvis valgt som kandidat på Studenterrådets generalforsamling, der er åben for alle studerende, hvor alle – uanset fagligt og partipolitisk tilhørsforhold – kan deltage, diskutere og få indflydelse.«

Men ifølge Martin Garcia er denne åbenhed i realiteten begrænset:

»I jeres vedtægter står, at alle fagråd skal inviteres til Studenterrådets seks årlige bestyrelsesmøder. Jeg har nu i to år været fagrådsformand på Musikvidenskab, og jeg er aldrig blevet indkaldt til et møde. Når alle ikke bliver inviteret, hvordan kan I så hævde at være åbne? Når ikke alle fagråd deltager i jeres generalforsamling, hvordan kan I så hævde at repræsentere alle?«

Samme kritik rejser Jarl Feyling, som spørger Emilie Naymberg, hvor mange personer, der deltog ved Studenterrådets seneste generalforsamling. Omtrent 70 studerende og repræsentanter fra 20 fagråd, lyder svaret. Reaktionen fra Frit Forum-kandidaten falder prompte:

»Er det nok til at repræsentere et helt universitet?«

Det mener Emilie Nayberg.

»Man skal jo huske på, at beslutningerne ikke bare vedtages ved personlige stemmer, men primært ved fagrådsstemmer. Og fagrådene arbejder hele året for at forbedre uddannelserne og er åbne for alle studerende. På den måde er vi i stand til at tale på de studerendes vegne.«

Almindelig enighed

Så længe debatten kredser om disse, de »de mere strukturelle aspekter ved valget,« som en af deltagerne udtrykte det, er konfliktlinjerne klart trukket op.

Men da ordstyrer, Universitetsavisens redaktør Richard Bisgaard, beder kandidaterne om at spidsformulere de afgørende politiske forskelle på listerne, bliver retorikken anderledes ulden, og både Frit Forum og Radikale Studerende bruger lange tilløb til at forklare, hvordan deres program adskiller sig fra Studenterrådets. Ifølge Jarl Feyling er årsagen dog Studenterrådets egen retorik:

»De formulerer sig i almindeligheder, siger ting, som ingen kan være uenige med – hvem vil ikke have flere timer og bedre studiekvalitet?«

Accepterer man denne kritik, er det dog nærliggende at påpege, at den kan rettes mod samtlige listers programmer. For såvel Frit Forum, Radiale Studerende og Studenterrådets mærkesager er i høj grad brede krav, som sjældent placerer sig i direkte opposition til hinanden.

Radikale: Ikke SU-berøringsangste

Åbenlyse forskelle skal man, som ordstyreren må sande, grave længere efter. Indtil snakken falder på SU’en. Vedvarende Christiansborg-rygter lyder, at en nedskæring af den nuværende SU kan være på vej, herunder fjernelsen af det sjette års SU.

»Vi er meget bekymrede over rygtet om reformen,« siger Emilie Nayberg:

»Vi mener helt grundlæggende, at SU’en skal forblive, som den er. Og hvis forringelserne bliver en realitet, er der ingen tvivl om, at vi vil arbejde politisk for at ændre dem, herunder protestere mod dem. Vi er klar til at demonstrere mod den nuværende regering.«

Jarl Feyling understreger ligeledes, at SU’en hører til Frit Forums mærkesager. Men er den socialdemokratiske organisation klar til at undsige sit moderparti?

»Vi har ingen forpligtigelser i forhold til Socialdemokratiet«, siger han.

»Det giver ingen mening at presse de studerende hurtigere gennem deres studie via forringelser af SU’en, hvis det, der venter dem, er arbejdsløshed. I stedet burde man fokusere på at skabe job til de færdiguddannede. Hvis regeringen beslutter at forringe SU’en, er Studenterrådet velkommen til at demonstrere sammen med Frit Forum.«

Det er til gengæld mere tvivlsomt, om eventuelle nedskæringer vil bringe Radikale Studerende på barrikaderne. Martin Garcia er i hvert fald forbeholden:

»Først og fremmest skal det pointeres, at det er Folketinget, der fastsætter rammerne for SU’en og ikke KU’s organer. Men når det er sagt, er vi ikke berøringsangste over for SU’en, hvis det gør, at vi kan få bedre uddannelser. Som udgangspunkt skal der være SU til den tid, uddannelsen er normeret til. Så kunne man forestille sig eventuelle bonusordninger«.

Bliv valgklar med Uniavisen.dk

Skulle man agere CNN-kommentator, ville det være nærliggende at karakterisere debatten som en typisk åbningsdebat: Emnerne er mange, fokus ikke altid lige stramt, og for de mindre lister handler det i høj grad om at forsøge at formulere en opposition til Studenterrådet – en opposition som ikke altid er lige tydelig, på nær, selvfølgelig, den grundlæggende påstand om, at Studenterrådet er udemokratisk.

Følg valget på Uniavisen.dk, og lad os se, hvad vej, det bærer.

uni-avis@adm.ku.dk

Konservative Studerende stiller også op til valget og modtog en invitation til debat, men var ikke i stand til at medvirke i denne omgang.