»Woke er død! Længe leve sund fornuft og meritter,« skrev Donald Trump Jr. på X, da hans far havde vundet det amerikanske præsidentvalg i november 2024. Siden har kommentatorer verden over haft travlt med at give ham ret og erklære død over woke som definerende strømning i samfundet.

Hjemme i København glædede chefredaktør for Zetland, Lea Korsgaard, sig i februar over, at hun nu ikke længere behøvede at se på »gravid mand-emojien« og »den hysteriske udskamning af J.K. Rowling«, og flere medier har fulgt trop med begravelsesceremonier og nekrologer over woke som politisk idé.

Konkret kommer dødsfaldet til udtryk i regeringen, hvor sundhedsminister Sophie Løhde i januar proklamerede, at der i den nye abortlov ikke længere skal stå »personer med livmoder«, men »kvinder«, og hvor forsvarsminister Troels Lund Poulsen i april lukkede flere af hærens diversitetstiltag.

Allerede sidste sommer havde tidligere ligestillingsminister Marie Bjerre »brug for en pause« fra Copenhagen Pride. Som en vaskeægte firstmover, kan man sige.

Gassen er gået af ballonen, forlyder det, folk angiver ikke længere deres pronominer på LinkedIn – og breder der sig ikke også en stemning af, at man godt kan begynde at flirte bare en lille smule med praktikanten igen? Det mente journalist på Weekendavisen Christian Bennike i hvert fald i en podcast for nylig.

Sådan ligger landet altså uden for KU’s mure – i hvert fald ifølge mange af dem, som måske aldrig selv nåede at blive sådan rigtig woke.

Men hvad med her på Københavns Universitet?

Gennem årene har universitetet været et tag-selv-bord for kritikere af woke, som jævnligt har kunnet finde nye eksempler i Uniavisens spalter. Tænk blot på den forbudte sombrero, rygtet om, at der ikke længere fandtes to køn på Biologi, og den løbende debat om akademisk frihed, som begge lejre beskylder de andre for at ville begrænse.

Omvendt er rektorkæder og bronzestøtter her i 150-året for kvindernes indtog på universitetet stadig mest for mænd. En tredjedel af de kvindelige ph.d.-studerende har oplevet sexisme, og man kan fortsat ikke komme rundt på alle campusser med en kørestol.

Så er woke også død på universitetet? Og hvad betyder ordet overhovedet i en KU-kontekst? Det forsøger Uniavisen at finde ud af.

LÆS OGSÅ: Buste af afgående rektor skal ud i byrummet. »Jeg kan jo ikke gøre for, at jeg har det køn, jeg har«

Woke er noget,
de andre er

Woke blev optaget i Den Danske Ordbog i 2017 i betydningen »[person] som er blevet bevidst om og optaget af social uretfærdighed, racisme, manglende ligestilling eller lignende.«

Men allerede efter fem år måtte en ny, alternativ betydning føjes til ordbogsopslaget. Ordlyden er den samme, men nu er den efterfulgt af tilføjelsen »i en grad, der opfattes som overdreven, demonstrativ og konfrontatorisk.«

Og netop det overdrevne er noget, lektor i retorik Kristine Marie Berg fremhæver, da vi ringer til hende for at vende begrebet med fagkundskaben:

»Egentlig betyder woke jo bare, at man er opmærksom på nogles privilegier og andres undertrykkelse. Men de senere år har det fået en klang af, at man er det på en måde, som er for meget,« siger hun.

På KU blev der for eksempel indført retningslinjer for krænkelser i 2018, som tog udgangspunkt i den oplevede krænkelse. Det faldt mange for brystet, fordi der ifølge kritikerne blev lagt for meget vægt på den ene parts oplevelse.

Allerede året efter blev retningslinjerne ændret, så det nu ikke var tilstrækkeligt at opleve sig krænket for at blive anerkendt som sådan. Var woke allerede på tilbagetog på KU i 2019?

Hvornår noget er for meget, er jo en vurderingssag, siger Kristine Marie Berg – og det er sjældent noget, man vil mene om sig selv:

»Woke er noget, de andre er.«

På den måde fungerer ordet også som et stråmandsargument, siger hun. Har man held til at stemple sine modstandere som woke, har man samtidig stemplet dem som ’for meget’, og så er deres pointer lettere at affeje – uden, at man reelt behøver forholde sig til indholdet.

Det har måske også været tilfældet for nogle af de mest højlydte debatter om emnet, der har udspillet sig omkring KU gennem årene.

I 2018 forsøgte daværende prodekan på Det Juridiske Fakultet, Stine Jørgensen, at undgå en shitstorm på grund af krænkelser og stereotyper i introugen, men hun endte som skydeskive for den modsatte fløj, der beskyldte hende (og dermed universitetet) for at være alt for woke.

Kort før introugen var hun blevet gjort opmærksom på, at nogle nye studerende opfattede de udklædninger, de var blevet bedt om at forberede hjemmefra, som ekskluderende. Derfor traf hun en resolut beslutning og sendte en mail til tutorerne, hvor hun henstillede til, at de »hurtigst muligt [så] på udklædningskategorierne igen med henblik på at sikre, at temaerne [levede] op til fakultetets værdier om diversitet og ikke diskrimination.«

»Og så eksploderede det,« fortæller hun, da vi beder hende om at genkalde sig forløbet.

Prodekanen oplevede, at journalister fra den ene fløj beskyldte hende for at lade hånt om studiemiljøet, mens den anden fløj polemisk spurgte, »hvad fanden sker der på Jura, nu må man ikke have en mexicanerhat på,« som hun selv formulerer det.

»Alle medier skrev pludselig, at man ikke længere måtte klæde sig ud til studiestart på Jura. De forsøgte ikke engang at sætte sig ind i, hvad det egentlig var for en problemstilling, vi prøvede at løse,« siger hun.

»Der var en kollektiv blodrus i medierne. Det var fuldstændig umuligt for mig at få nuanceret historien og bragt fakta på banen.«

Anklagerne om, at hun var woke, bryder Stine Jørgensen sig ikke om. Hun er ikke glad for begrebet, som hun finder både polemisk og udefinerbart – meget langt fra hendes juraverden.

Alligevel kan hun godt se, at der i beskyldningerne om wokeness måske netop lå en pointe om, at hensynet var gået for langt – at det var for meget, som retoriklektor Kristine Marie Berg ville formulere det.

»Jeg er ikke sikker på, at jeg ramte balancen 100 procent rent. Det gjorde jeg formentlig ikke,« siger Stine Jørgensen.

Kammede det for meget over i hensyn?

Stine Jørgensen holder en lang pause.

»Ja, på en måde,« siger hun så.

»Man må jo gerne klæde sig ud. Det må man bestemt. Og jeg ærgrer mig da over, at det nu for altid klæber til Københavns Universitet, at man ikke må tage en mexicanerhat på.«

Fornyet gnist i LGBTQIA

På trods af den klæbrige sombrero, har KU ikke haft et generelt problem med wokeness, mener professor i idéhistorie ved Aalborg Universitet Frederik Stjernfelt.

»Det lader til, at KU tidligt forstod, at det ikke er smart, hvis et universitet går og fører sin egen politik. Institutionen skal være politisk neutral, og så må det være op til studerende og professorer at have synspunkter.«

Frederik Stjernfelt er ikke woke. Han synes egentlig, strømningens tankegods er sympatisk, men bryder sig ikke om ideologiens totalitære metoder, siger han:

»Problemet opstår, når man, som vi har set i USA, forsøger at gennemføre det her ideal med tvangsmidler. På de amerikanske universiteter er det gået grassat med fyringer og deplatforming (en form for boykot, red.) og voldsomme diversitetskrav i ansættelser.«

Det er ifølge professoren denne gåen grassat, der har banet vejen for antiwoke-strømningen. Spørgsmålet er dog, siger han, om strømningen vil få held til at udrydde woke som bevægelse – eller om den snarere vil ende med at styrke woke rundt om i små lommer af samfundet: universiteterne, for eksempel.

»Det ved jeg simpelthen ikke endnu. Det kan gå begge veje,« siger han.

At det lige nu kan gå begge veje for opbakningen til diverse inklusionstiltag lokalt på KU, kan man forvisse sig om ved at se på universitetets LGBTQIA-netværk for medarbejdere.

Det har eksisteret siden 2019, og medlemmerne mødes i Studenterhuset »så ofte der er kræfter til at arrangere sammenkomster,« står der på hjemmesiden.

Tjekker man netværkets kalender på KUnet, er der dog ingen arrangementer i sigte. Også Facebook-gruppen forekommer inaktiv. Det ligner umiddelbart et døende diversitetsinitiativ.

Og det var det også lige ved at blive, fortæller bestyrelsesmedlem i netværket Tim Ammitzbøll Gudkov:

»Engagementet har været for nedadgående det seneste års tid, og der er ikke dukket så mange op til vores arrangementer og møder,« siger han.

»Vi har faktisk overvejet, om der stadig var behov for et LGBTQIA-netværk på KU.«

Men så for nylig var det, som om der opstod en fornyet interesse, siger Tim Ammitzbøll Gudkov.

»Pludselig skete der rigtig meget, både i udlandet og i Danmark, og det blev vores call to action. Det var lidt som en gnist, der blev genantændt.«

Behovet er ikke mindst ført an af udenlandske medarbejdere, som har den nærværende trussel mod LGBT+-rettigheder, der ses på verdensplan efter valget af Trump, tættere på livet end deres danske kolleger, siger Tim Ammitzbøll Gudkov. Og det giver stof til eftertanke:

»Vi kan ikke bare tro, at alt bliver ved med at følge en opadgående positiv kurve for rettigheder og accept i samfundet. Det tror jeg, den seneste tids politiske spændinger har været med til at sætte fokus på.«

»Og så bliver der måske også mere brug for et netværk som vores. Derfor er vi i den nye bestyrelse i gang med at gentænke både netværkets formål og rammer.«

At der (igen) er brug for et LGBTQIA-netværk på KU kan tolkes som del af den modreaktion på universiteterne, som professor Frederik Stjernfelt taler om. Men det kan også betyde, at antiwoke-bevægelsen bare slet ikke er nået til KU endnu. Som Tim Ammitzbøll Gudkov siger, har LGBTQIA-netværket fået ny bestyrelse, der lige skal finde sine ben. Så skyldes den svingende aktivitet overhovedet storpolitiske strømninger – eller bare tilfældighed?

For at afgøre det spørgsmål, vender vi tilbage til woke i sin første definition, nemlig som en bevidsthed om social uretfærdighed, racisme og manglende ligestilling. Vi skal forsøge at gøre status over resten af KU’s inklusionstiltag.

6.000 undervisere,
45 på kursus

LGBTQIA-netværket er nemlig blot en lille del af KU’s samlede handleplan for ligestilling og diversitet, hvis seneste udgave er fra 2022. Hvordan det går med planens øvrige indsatser, fremgår af en såkaldt monitoreringsrapport, hvor 23 diversitetstiltag er tildelt kulør efter, om de er gennemført (grøn), delvist gennemført (gul) eller inaktive (grå). I den seneste status fra 2024 er 18 tiltag grønne, et er gult, og fire er grå.

Det halter med rekrutteringsindsatsen, hvor målet om at »styrke lige muligheder i rekruttering og forfremmelse« er angivet som gråt og »ikke gennemført«. Et tiltag til at »styrke lige muligheder i rekruttering af ledere« er gult og »gennemføres ikke i fuld form«.

Måske afspejles de inaktive tiltag i kønsfordelingen blandt universitetets ansatte, hvor der i årene 2022-23 er sket et svagt fald i andelen af kvinder ansat som lektorer, postdocs og ph.d.er. Til gengæld er der en svag stigning i samme periode på professor- og adjunktniveau. Men dem er der også færre af, så der skal færre ansættelser til for at rykke balancerne.

Et andet område, der lader til at hænge i bremsen, er de mange kurser i mangfoldighed, som forskellige aktører har anbefalet de senere år. Et »generisk kursus om ligestilling, diversitet og ubevidste bias målrettet alle medarbejdere« er ifølge rapporten ikke blevet udviklet, om end der er gennemført en »webinarrække om emner inden for diversitet, ligestilling og inklusion, herunder parallelsproglighed, sexisme med videre, som til dels opfylder denne målsætning.«

Et andet kursus for undervisere »med fokus på grundlæggende teorier og begreber inden for ligestilling og diversitet« er farvet grønt, men har på to år haft cirka 45 deltagere (ud af KU’s knap 6.000 undervisere) fordelt på tre kurser. Det oplyser KU-enheden TEACH, som også fortæller, at man på baggrund af respons fra deltagerne har forkortet kurset fra to dage til én.

Interessen blandt KU’s undervisere for at lære om grundlæggende diversitetsteorier lader med andre ord til at være begrænset.

Det går bedre for andre af handleplanens indsatser. Der er gennemført en hel del dataindsamling, faktisk handler en tredjedel af alle gennemførte tiltag – seks – om at »styrke vidensgrundlaget« på forskellige områder. Fem gennemførte tiltag handler om at håndtere krænkende handlinger, om end der her »kræves fortsat løbende indsats« – fordi arbejdet med at forebygge krænkende handlinger »ikke er noget, man bliver ’færdig’ med«, som vicedirektør for HR Thomas Molin skriver i et mailsvar til Uniavisen.

Og så er der blevet oprettet en whistleblowerordning, som giver mulighed for anonymt at indberette tilfælde af seksuel chikane.

Der kan altså ikke herske tvivl om, at KU på papiret prioriterer ligestilling og diversitet. For eksempel er der netop oprettet tre nye stillinger som mangfoldighedskonsulent i KU’s diversitetsteam, hvilket er en fordobling. Men gør indsatserne også en tilstrækkelig forskel ude på institutgangene?

Den woke vagthund

Kurset for undervisere, som indtil videre har haft 45 deltagere, var blandt tre forslag, som Studenterrådet havde med til rektor, da de i sommeren 2023 overrakte ham deres idékatalog til »et universitet med plads til alle«.

Ira-Thomas Bro Pold, der er forretningsudvalgsmedlem i Studenterrådet på KU, er ikke imponeret over den begrænsede deltagelse:

»Vi er skuffede over, at kurset ikke har været fyldt op. Vi vil gerne opfordre ledelsen til at promovere det mere for alle undervisere,« siger de (som bruger pronominerne de/dem, red.)

Ira-Thomas Bro Pold hører til blandt de – efterhånden få – der gerne betegner sig selv som woke. De bruger det lidt selvironisk, siger de. For eksempel førte de kampagne ved sidste univalg under sloganet »viljesvag og woke«.

»Det var en reference til Alex Vanopslagh, som på et tidspunkt har sagt det om en studenterforening på Statskundskab,« siger de.

»Og så tænkte jeg: Det er jo mig!«

I det store hele mener Ira-Thomas Bro Pold, at ledelsen på KU er opmærksom på inklusion og diversitet, og at Studenterrådet og ledelsen har et godt samarbejde.

Men forretningsudvalgsmedlemmet kan godt frygte, at det måske kunne gå tilbage for inklusionen på KU, hvis ikke Studenterrådet var der »som en vigtig vagthund« til at holde ledelsen i ørerne.

Allerede nu ser Ira-Thomas Bro Pold eksempler på, at KU ikke er helt så woke, som det var for nogle år siden.

De nævner, at KU’s CO2-udledninger er steget til trods for universitetets klimamål om at halvere sin udledning i 2030. Jacob Graff Nielsen, dekan ved KU’s juridiske fakultet og ansvarlig for universitetets klimastrategi, sagde i april til Akademikerbladet, at KU vil genoverveje målsætningen, hvis næste års regnskab også peger i den forkerte retning.

Og det var ikke nogen progressiv udtalelse, mener Ira-Thomas Bro Pold:

»Vi ser det som en enormt ærgerlig udvikling: At hvis man ikke når sine mål, så må løsningen være at gøre dem mindre ambitiøse.«

Studenterrådets forretningsudvalgsmedlem udpeger også et andet område, hvor det er gået tilbage for diversiteten på KU: Nemlig i debatten om universitetets bederum. I april i år blev rummene ryddet for alle personlige ejendele – herunder bedetæpper, tørklæder og bøger. Og nu diskuteres det, om rummene permanent skal lukkes.

»Tænk, at dét overhovedet kan komme på tale,« siger Ira-Thomas Bro Pold.

»Det vil gå ud over inklusionen af muslimske studerende og alle andre, der kan have brug for en pause i hverdagen af forskellige årsager.«

Et sidste eksempel på, at KU er blevet mindre woke, som Ira-Thomas Bro Pold fremhæver, angår rektoratets behandling af aktivisterne i Studerende mod Besættelsen.

Daværende rektor Henrik C. Wegener sagde i november 2024 til Uniavisen, at tålmodigheden med gruppen var brugt op, og at det var derfor, politiet blev tilkaldt ved en ellers fredelig aktion. Det fik retsfilosof ved KU Jakob v.H. Holtermann til at advare om, at det er »meget problematisk,« hvis KU forskelsbehandler studenteraktivister.

»En vildt ærgerlig udvikling,« siger Ira-Thomas Bro Pold, »at rektor meldte ud, at han var træt af at høre på de studerende og derfor ringede til politiet.«

Ryddede bederum, svækkede klimamål og forskelsbehandling af aktivister er altså alle søm i kisten for woke på KU. Men Ira-Thomas Bro Pold mener også, at der er ting, der holder woke i live – navnlig ting, som Studenterrådet selv har været med til at få vedtaget.

»Vi har fået indført frit pronomenvalg på KUnet sammen med Queer Union på KU,« siger de med henvisning til, at studerende nu selv kan ændre deres pronominer i KU’s systemer, så de undgår at blive omtalt forkert eller deadnamet (kaldt et navn, de ikke bruger længere, red.)

»Og så har vi fået indført gratis menstruationsprodukter, hvilket jo også kan siges at være et inklusionstiltag.«

Er Studenterrådet egentlig woke, spørger Uniavisen. Ira-Thomas Bro Pold griner.

»Det er sgu et godt spørgsmål. Altså, alle kan jo komme til vores generalforsamling og præge politikken,« siger de.

»Men jeg må jo nok indrømme, at de mennesker, der faktisk kommer, hovedsageligt er nogle, man ville kunne betegne som woke.«

En symbolsk sejr

Om Studenterrådet er woke – og her i betydningen for woke – er næppe et spørgsmål, man behøver at diskutere længe hos oppositionen i Konservative Studerende. Her mener formand Josefine Paaske, at rygtet om wokes død er stærkt overdrevet:

»Woke er ikke død, woke har vundet,« udbryder hun.

Hun påpeger, at det er lang tid siden, der har været en ’sag’ på universitetet, hvor nogen for eksempel har klaget over brugen af N-ordet i en forelæsning eller udklædninger i rusforløbet.

»Og grunden til, at der ikke har været en sag, er jo, at de autoriteter, vi har på KU, både ledelsen og professorerne, er blevet så påvirket af den her bevægelse, at de er bange for at sige noget som helst, der kan skubbe til folks grænser.«

Det er vel at mærke ikke nogen god ting, hvis man spørger KS-formanden.

»Det er blevet normaliseret blandt studerende at sige, at der simpelthen er nogle ting, vi ikke skal snakke om. Man aflyser al debat på den måde.«

Hun synes ikke, rektoratet har været hård over for Studerende mod Besættelsen – tværtimod:

»De fik jo en kæmpe indrømmelse med investeringerne,« siger hun med henvisning til, at KU i maj sidste år trak sine investeringer i besatte områder på Vestbredden efter pres fra netop Studerende mod Besættelsen.

»Det tror jeg aldrig ville være sket for fem år siden. Der er ledelsen også blevet mere woke.«

Et andet eksempel, hun nævner, er de mange rusforløb for nye studerende, der er blevet ændret de senere år – til det kedeligere, hvis man spørger Konservative Studerende. På Josefine Paaskes eget studie, Statskundskab, må tutorerne ingenting længere, mener hun:

»For eksempel må tutorerne ikke starte et spil beerpong, fordi det er at ’opfordre til druk’ ifølge tutorkontrakten. Men det kan jeg da love dig for, at de gør alligevel. Jeg tror, at man er nået til et punkt – fordi debatten ikke fylder lige så meget, som den har gjort – hvor folk bare accepterer, at den nye kontrakt bliver brudt nogle gange. Og så klarer man det på den måde.«

Når woke ifølge Josefine Paaske har vundet, er det altså til dels en symbolsk eller retorisk sejr. Folk har lært, hvad der er det korrekte at sige, mener hun, men det betyder ikke nødvendigvis, at de også efterlever det, når musikken spiller:

»Og heldigvis for det, da.«

Er krigen forbi?

At woke skulle have vundet på ord, men være død i handling, køber lektor i retorik Kristine Marie Berg ikke.

»Nu taler du jo med en retoriklektor, og jeg ville ikke lave den opdeling mellem retorik og virkelighed – at retorik bare er noget, vi siger.«

Okay, så lad os tage et eksempel: Nu har vi alle sammen lært at sige forperson. Men betyder det noget, hvis vi stadig vælger en mand til posten?

»Jeg forstår godt, hvad du mener. Men at vi kalder det forperson, kan måske være med til på længere sigt at gøre det mere oplagt ikke kun at se efter mændene, når man skal beslutte sig for en kandidat.«

Den retoriske sejr har altså virkelige implikationer:

»Der er jo folk, for hvem det betyder rigtig meget i sig selv, at man bruger de rigtige ord,« siger hun og giver et tænkt eksempel:

»Hvis nogen siger, ’nu skal jeg huske at bruge de rigtige pronominer, når jeg er sammen med den eller den, men når vi ikke er sammen, er jeg ligeglad’, så har det jo stadig betydning for dem, man bruger de rigtige pronominer over for.«

Måske ligger her et kim til en pragmatisk syntese mellem fløjene i universitetets woke-debat. For hvis woke virkelig er død, så er den det måske mest af alt i sin funktion af uforsonlig slagmark?

»Woke har jo i høj grad også været en kampplads,« siger Kristine Marie Berg.

Et punkt, med andre ord, hvor modstandere fra hver sin skyttegrav tørner sammen. Og hvor der måske på hver side af de flammende forposter er et stort flertal, som ganske vist er mest enige med den ene lejr, men som mest af alt ikke længere orker krigen.

»Da du ringede og sagde, at du ville skrive om woke-debatten, der blev jeg sådan lidt træt,« som retorikeren formulerer det.

Det er, som formand for Konservative Studerende Josefine Paaske siger, længe siden, vi har haft en rigtig ’sag’:

»Debatten raser bare ikke så meget i dag, som den gjorde for syv år siden,« bemærker hun.

Det gælder her på KU såvel som i resten af samfundet. Og måske er det i virkeligheden det, der ligger i, at woke er død:

Det er ikke bevidstheden om social uretfærdighed, racisme og manglende ligestilling – den første definition i ordbogen – det er slut med. Men det er i begge lejre ved at være forbi med det overdrevne, demonstrative og konfrontatoriske.

På den måde kan vi erklære woke for død på KU – og så alligevel ikke. For i sidste ende kan spørgsmålet kun afgøres af hele den store universitetsbefolkning; frontkæmpere, medløbere og modstandsfolk, for nu at blive i krigsmetaforen.

Spørg derfor dig selv, kære læser: Er woke død for dig?

I denne test hjælper Uniavisen dig med at finde svaret.