Erhvervslivets oksehale logrer for uni

I mediebranchen er det et pinligt, men sjældent erkendt, etisk problem at virksomheder og andre velpolstrede eller magtfulde aktører smører pressen til gengæld for omtale, for eksempel ved at indbyde journalister til prisoverrækkelser med gallamiddag på Hotel D’Angleterre.

Universitetsavisen ville, for nu at blive i eksemplet, ikke nødvendigvis have bragt en sides reportage fra et erhvervsarrangement om ’employer branding’ hvis ikke der ikke fulgte mad med. Men der var mad.

‘Employer branding’ er betegnelsen for virksomheders krumspring for at virke tillokkende over for kommende ansatte. Selv om der er økonomisk krise, er der nemlig altid små lommer af behov for studerende som er i den gunstige situation at de læser det helt rigtige på det helt rigtige tidspunkt.

Hvad dét er, ved man sjældent i forvejen, men det er som regel noget man læser på DTU. Og aldrig, aldrig noget humanistisk, med mindre Danmark pludselig går i krig i lande med sprog ingen af os kan tale.

Anyway, der var mad. Og champagne. Og 85 guldbrokaderede meter til loftet. Og priser til de bedst brandede virksomheder og deres mest attraktive studerende.

13 års besvarelser
Firmaet der bestak Universitetsavisen, hedder Universum. For at undersøge hvor godt landets virksomheder har markedsført sig selv som attråværdige arbejdsgivere, har Universum spurgt over 7.000 danske studerende hvor de gerne en dag vil arbejde via et spørgeskema som det tager en halv times tid at udfylde. Efterfølgende sælger firmaet de studerendes svar for 38.000 kroner i introtilbud til store arbejdspladser som for eksempel kunne være Københavns Universitet, håber man.

På verdensplan brugte 350.000 studerende sidste år i alt syv millioner minutter, eller 13 år, på at afgive besvarelser som Universum nu kan sælge videre rundt omkring. Man kan ikke lade være med at tænke at de studerende skulle skamme sig og læse lektier i stedet for at bruge 13 år på at udfylde spørgeskemaer blot så Universitetsavisen kan blive inviteret til gallamiddag med … hmm, lad os se: Grillet tun med østers og vagtelæg til forret, tilsat salonjazz.

En historie materialiserer sig
Anna fra universitetets kommunikationsafdeling er her også. Hun er usikker på om Deres bestukne udsendtes artikelvinkel – ikke at have nogen idé, kun ironisk distance – er en lige så god idé som en vinkling der er baseret på en idé. Hun fortæller at Københavns Universitet faktisk er med til prisoverrækkelsen fordi KU, helt ud af det blå, er blevet en attraktiv arbejdsplads blandt studerende.

Andre firmaer vil give deres højre arme – giver faktisk i mange tilfælde deres kinesiske medarbejderes højre arme – for en så flot placering. Men KU har ligesom opnået den uden at anstrenge sig. Det er da en interessant historie, må vi medgive. Eller semi.

Prisuddelingen foregår med mekanisk regelmæssighed foran den stjernebestrøede projektorhimmel i D’Angleterres prægtigt hensmuldrende palmehave. Musik, dernæst en blank sko, høj eller lav, der rammer scenegulvet, så en abrupt afbrydelse af musikken som når gulvet forsvinder under den hængte mand, og endelig finalen: glasdims overrakt. Suk.

KU vinder prisen som tredjebedste forventede arbejdsplads blandt studerende fra naturvidenskabelige eller tekniske fag efter Novo og Novozymes, men foran Vestas og Mærsk og alle mulige andre hæderkronede pengebastioner. KU’s vicedirektør for HR, Niels Balslev Wendelboe, tager glad imod den. Og mens priserne fyger gennem den parfumerede luft drikker Universitetsavisens udsendte en masse vin, en masse Chateau Lauriol, Bordeaux S.

Selvforagtens brønd
Og i bunden af glasset former en tanke sig: Hvad skal den egentlig til for, må avisen spørge sig selv, al denne erhvervslivsberøringsangst? Se på erhvervslivet! Er det så slemt? Folk i erhvervslivet er for eksempel langt pænere klædt end vi andre er. De har blanke sko og skjorteflipper i kraftig kvalitet, eller lange brune ben der forsvinder i en lille knaldrød tehætte af chiffon.

Og prismodtagerne bliver alle sammen oprigtigt og rørende glade for deres grimme lille glaspræmie. Det betyder noget for dem at der er nogle studerende der gerne vil arbejde for dem en dag. Og her kommer så Universitetsavisen væltende med al sin afstandtagen og sine sure gummisko.

Vi spiser jo Ox Tournedos’en og oksehalen, og vi drikker den fancy rødvin og den fancy hvidvin og den endnu mere fancy ungarske vin til desserten. Vi tygger vores pommes anna, og med hver bid synker vi et trevlet stykke selvhad, gumlende os ned i selvforagtens brønd. Uh, dessert!

Den gode humanistiske nyhed der ikke måtte ud
I dagene efter middagen udvikler Universums prisuddeling sig til en besættelse for skribentens kollega Magnus der som legitimering for også at deltage i middagen har medbragt sit kamera. Han gennemlæser firmaets hjemmesider, han ringer til folk og især funderer han over betydningen af ’employer branding’ i den humanistiske sfære.

Og så opdager han noget: KU er ikke blot den tredjebedste arbejdsgiver ifølge de teknisk sindede studerende i Universums undersøgelse; KU er næstbedst hvis man spørger humanisterne. Kun overgået af Udenrigsministeriet, som er populært selv om Per Stig Møller angiveligt er kolerisk.

En flot andenplads! Og den blev ikke nævnt med et ord. Og dagen efter er nyheden om humanisternes kåring af KU forsvundet fra nettet. Slettet! Skulle aldrig have været offentliggjort! Man kan bare ikke sælge employer branding over for humanister til erhvervslivet.

Men skidt med det; middagen var virkelig dejlig.

chz@adm.ku.dk