Erotik for nybegyndere

»Der er et disengagement i alt, selv i de fastfrosne ansigter. Bortset fra lige netop den erotiske del der er meget ekspressiv. Den er ret symbolsk med korpulerende heste og … ja, erotikken forekommer i det hele taget som en gennemgribende del af næsten alle filmens scener,« siger Pernielle Hviid, som jeg har taget med ind i biografen for at se ungdomsdramaet Abepigerne.

Vi sidder i caféen i Vester Vov Vov og taler om vor oplevelse af filmen. Jeg er spændt på at høre Hviids reflektioner, for hun er lektor i psykologi og ved meget om filmens omdrejningspunkt. Selv forsøger jeg at huske, hvordan det var at være teenager. Jeg erindrer umotiverede udbrud og sure miner, men det lykkes mig ikke at identificere mig med filmens hovedkarakter. Måske netop derfor.

Handlingen

Abepigerne er et svensk ungdomsdrama af den debuterende instruktør Lisa Aschan, der forlod Den Danske Filmskole i 2007. Filmen handler om Emma, en sammenbidt og knuget pige i de sene teenageår, som er den nytilkomne i det, der lader til at være en lille svensk udkantsby.

Vi følger udviklingen i hendes venskab til pigen Cassandra, som Emma drages mod og udfordres af. Deres relation balancerer hele tiden på grænsen mellem det rivaliserende og det erotiske.

Emma bor sammen med sin lillesøster Sara og deres far, og vi får aldrig noget af vide om den mor, der ikke er der. Men i fraværet af moderen har Emma indtaget rollen som ‘den voksne kvinde’ over for Sara.

Stemningsbillede

Abepigerne vil fortælle noget om, hvordan denne unge kvinde forholder sig til to på hver sin måde udfordrende situationer. Emma er er ’den nye’ der skal finde sin plads blandt de jævnaldrene og afprøver sine muligheder og grænser sammen med den nye veninde, der måske er mere, end bare en veninde. Samtidig er Emma en omsorgsperson derhjemme, en tjans hun tager på sig med modvilje.

Men historien om Emma følelsesliv byder desværre ikke på ny indsigt i, hvordan unge kvinder tackler vanskelige situationer, mener Pernille Hviid, som forsker i udviklingsprocesser hos børn og unge.

Vi er enige i, at filmen er stærk i sin form og i sit udtryk. Men den er samtidig stillestående og gennemsyret af en erotik, der både er koblet med begær og aggression og som man aldrig får et konkret greb om, men som man fornemmer, har en stor betydning.

Åbninger uden slutninger

Det er noget genkendeligt svensk over den dystre tone og de insisterende nærbilleder, som historien læner sig op ad. Alt holdes åbent, og på mig virker det befriende, at ikke alt skal overfortælles og skæres ud i pap for tilskueren. Filmen stoler på, at publikum selv er i stand til at lave sine egne slutninger. Den åbner en masse spørgsmål, men giver ingen svar. Mon Hviid er enig med mig i dette?

’Åbningerne’ er, ifølge Pernille Hviid, både filmens styrke og det, der gør, at den er svær at blive helt begejstret for. Åbninger kan være en god ting, men for mange uforløste af slagsen efterlader tilskueren med et regnestykke af en kaliber, der ikke er budskabet værd.

»Det virker som om filmen forsøger at fortælle noget, der ikke nødvendigvis er et billede på, hvordan det generelt, og måske særligt i dag, er at være ung som sådan, den vil snarere vise den særlige psykiske tilstand som karaktererne er i,« siger Hviid.

Og den sindstilstand, uden antydning til udvikling, bliver Hviid ikke meget klogere af at kigge på i halvanden time.

Erotik uden nydelse

Det er mange indikationer på, hvorfor Emma er, som hun er. Hendes familie er følelsesmæssigt faldet fra hinanden, og man fornemmer, at moren engang har været knudepunktet i familien. I hendes fravær er det skabt et tomrum, hvor karaktererne beholder deres savn og ensomhed for sig selv.

Som Hviid formulerer det: »Karaktererne i filmen distancerer sig fra umiddelbare kærlighedsrelationer, der bliver erstattet af noget aggressivt-erotisk i stedet for. Det er erotik i næsten alle scener i denne film.«

Erotikken er ikke noget nydelsesfuldt. Den er transformeret fra det, man egentlig forbinder den med, til udtryk for noget desperat, en følelsesmæssig skavank, der giver rum til det kropslige og de ydre berøringer frem for at være i kontakt med det indre.

Ekspressiv erotik

Erotikkens rolle forstærker intensiteten i filmen og giver plads til at lade stilheden fylde. Denne ’spænding’ holder liv i lange scener, hvor intet bliver sagt.

Tydeligst finder man erotikken, både i den kælne og aggressive version, i Emma og Cassandras intense og meget fysiske relation. Kameraet dvæler ved berøringer, der er med til at skabe en sitrende tone i filmen. Men også lillesøsteren Sara omgives af en seksualiserende tone, som hun dels selv skaber dels påduttes, når hun fx skammes ud over ikke at tildække sig tilstrækkeligt i svømmehallen.

Fordi Sara udtrykker vrede over ikke at modtage nærhed og appellerer til nærhed på en seksualiserende facon, hiver hun balancen mellem det kærligt intime og det incestuøse ind i et grænseland.

Forløsende åbninger og knugende slutninger

Vi begynder at tale om Fucking Åmål. Hviid og jeg har begge tænkt på den undervejs. Den store forskel på filmene er, at selv om Fucking Åmål skildrede en tabuiseret stilhed omkring homoseksualitet, så var dens åbninger meget mere lykkelige, de virkede forløsende. I Abepigerne er der som sagt masser af åbninger, men ingen af dem giver forløsning, så karaktererne kan udvikle sig.

»Pigerne i denne film er meget beherskede; der er ingen udbrud, de slipper aldrig kontrollen eller giver sig hen. Man er utålmodig efter, at de skal sig noget. Så åbn dog munden og tal!« siger Hviid.

Den ekstreme indelukkethed Emma udstråler, kan gøre det svært for unge at identificere sig med hendes karakter, mener Hviid. For det er ikke hendes opfattelse, at de fleste unge går rundt med et så knuget forhold til dem selv og deres omgivelser, som Emma gør.

Isoleret fortælling

Men det er også en anden grund til, at man som tilskuer oplever Emmas situation så ualmindelig. For historien er taget ud af en hverdagslig kontekst. På den måde fortæller man Emmas historie afskåret fra nogle af de vigtige instanser i et ungt menneskes liv:

»Historien er fortalt meget isoleret fra nogle ret væsentlige rum, som det kunne være interessant at se hende i. Vi møder hende for eksempel aldrig i skolen. Det savner jeg. Men det er nok et bevidst fravalg, for at den slags elementer ikke skal forstyrre billedet af den særlige sindstilstand, som filmen gerne vil formidle. Filmen er mere optaget af at vise et stemningsbillede end en reel udviklingsproces.«

Udfordrer ingen tabuer

Nogle af de ting der sker i filmen, kan måske prikke til vor opfattelse af, hvad kønnene er. Pigerne bruger for eksempel deres egen sårbarhed til at angribe andre. Man kan måske få den tanke, at det er et friskt bud på en ny generation af unge kvinders seksualitet. Men spørgsmålet er, hvor nytænkende det er?

»Emma er ikke tilpas i de situationer, hvor hun handler imod en stereotyp kønsrolle. Hun ser ikke lykkelig ud over at have et legende erotisk forhold til Cassandra. Hun får ikke grineflip, efter at hun og Cassandra har sex-mobbet en ung mand. Det forbliver glædesløst. Den eneste måde hvorpå en reaktion kommer til syne er igen via det fysiske,« siger Hviid.

Og det er dér hele filmens sanselighed ligger. I to hænder der kærtegner hinanden.

»Ja, der tør filmen gå rigtig langt. Den skildrer det erotiske og det erotisk–aggressive hos unge kvinder på en måde, jeg kan forestille mig, ikke er blevet gjort før. Men det er på en måde en meget kønsstereotyp feminin handling at gøre det lidelsesfuldt. Det ville være meget mere grænseoverskridende, at se en erotik, der virkede forløsende på dem. Filmen ville være mere udfordrende, hvis Emma faktisk udtrykte glæde over de erotiske og grænsesøgende ting, hun laver.«

Stærk i sit udtryk

Men filmen styrke er, når det kommer til stykket, at den formår at skildre et gribende portræt af en meget ensom pige. På den måde, er den stærk i sit udtryk, mener Hviid.

»Den viser et mættet billede af en følelsesmæssig distance, og det synes jeg, at den gør på en flot måde. Det er heller ikke så tit, vi ser et fokus på den rolle, erotik og aggression kan spille hos unge piger, så filmen berører et emne, som måske ikke er behandlet på denne måde tidligere.«

Line.hjorth@adm.ku.dk