Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Esben Lunde Larsen-sagen: Åbenhed og klarhed, tak!

REPLIK - Uanset hvad man måtte mene om Esben Lunde Larsen, skylder vi både offentligheden og fremtidens ph.d.-studerende at spytte uldet ud af munden og tale åbent om klarere rammer for videnskabeligt genbrug, mener debattøren.

Hans Raun Iversen mener i et indlæg den 28. juli, at pressens dækning af sagen om Esben Lunde Larsens afhandling var udtryk for en overreaktion. Han føler sig bekræftet i sin vurdering af praksisudvalgets afgørelse, der vel bedst kan kaldes en mild påtale.

Heine Andersen mener i sit svar til Iversen derimod, at sagen er mere alvorlig end som så og at Iversen med sit indlæg forklejner problemets omfang og bidrager til en uheldig tavshedskultur om de problemer, som forskningen står over for.

Jeg er enig med både Iversen og Andersen. Det er godt, at sagen nød så stor offentlig bevågenhed, og det er godt, at Lunde Larsen endte med en mild påtale. Jeg mener det imidlertid af lidt andre grunde.

Hvad betyder selvplagiat?

Sagen om Larsens afhandling introducerede fænomenet selvplagiat, der undrede mange. Især var opmærksomheden rettet mod sammenfaldet mellem Larsens speciale og ph.d.-afhandling.

Problemet er kort fortalt, at der ikke findes klare regler på området. I diskussionen om spørgsmålet stod det endvidere klart, at spørgsmålet om sammenfald mellem speciale og ph.d.-afhandling fortolkes meget forskelligt ikke alene mellem universiteterne, men også mellem de enkelte ph.d.-skoler på universiteterne.

En ph.d.-afhandling afleveres på de universiteter, jeg kender, med en ledsagende erklæring om, hvor vidt afhandlingen eller dele heraf tidligere har været bedømt med henblik på erhvervelsen af en akademisk grad. Det er ikke et decideret forbud mod genbrug, og man må formode at også Esben Lunde Larsen har udfyldt en sådan erklæring.

Mens et speciale entydigt er en eksamen, forholder det sig anderledes med ph.d.-afhandlingen. Den er underlagt reglerne om videnskabelig redelighed og er som sådan at forstå som produktet af en selvstændig og ansvarlig forskers indsats.

På den anden side er ph.d.-graden – både i den praksis, der har udviklet sig gennem de seneste 15 år, og i den relevante bekendtgørelses forstand – at forstå som afslutningen på en uddannelse, altså som en eksamen. Her gælder derfor fortsat den meget entydige logik, at man ikke kan belønnes med en bestået bedømmelse flere gange for den samme indsats.

Hierarkiet af akademiske grader forudsætter som minimum en progression, således at erhvervelsen af en højere grad er udtryk for en større indsigt. Ideelt bør der yderligere være en spredning f.eks. tematisk, metodisk eller empirisk, for at en ny grad kan tildeles.

Krav om studieeffektivitet presser forskerstuderende

Med de politisk definerede krav om større studieeffektivitet og mindre spildtid bliver det stadig vanskeligere at leve op til dette ideal. Det er ikke mindst relevant for den såkaldte 4+4-ordning, der går ud på, at studerende rekrutteres til forskeruddannelsen efter en bestået bachelorgrad, således at både specialet og phd-afhandlingen færdiggøres i det samme uddannelsesforløb.

Det indebærer næsten uundgåeligt, at specialet bliver en forstudie til ph.d.-afhandlingen. Hvordan vil man for disse forskerstuderende kræve, at der ikke skal være sammenfald mellem speciale og ph.d.-afhandling?

Jeg er personligt ingen tilhænger af 4+4-ordningen, men vi skylder som minimum de studerende, der er indskrevet under den, klarhed. Også for de studerende under 5+3-ordningen er spørgsmålet påtrængende.

Vi skylder vores ph.d.-studerende større klarhed

Uanset hvad man måtte mene om Esben Lunde Larsen, hans speciale og hans ph.d.-afhandling, er det vanskeligt at fælde en entydig dom over ham, når det handler om ‘selvplagiat’. Det er helt uklart, hvordan og i hvor høj grad man må gøre brug af egne resultater.

Må man genbruge sine egne formuleringer? Må man som mediciner genbruge laboratorieforsøg? Må man som litterat skrive speciale og ph.d.-afhandling om det samme forfatterskab?

Af den grund er jeg enig med Iversen i, at dommen over Larsen måtte blive mild. Man kan ikke bebrejde Larsen, at han ikke har levet op til reglerne, hvis vi ikke engang selv ved, hvad reglerne egentlig er.

Af samme grund er jeg enig med Andersen i, at det er godt, at spørgsmålet er blevet genstand for drøftelse i offentligheden, for det kan forhåbentlig blive anledning til, at der tilvejebringes større klarhed ikke mindst af hensyn til de ph.d.-studerende.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste