Et halvt århundrede som underviser

Tallet 16 blev starten på en 50 år lang karriere som underviser på medicinstudiet for Finn Bojsen-Møller.

Som ung lægestuderende fik Finn Bojsen-Møller topkarakteren +16 i anatomi. Det var i 1956 under den Ørstedske karakterskala der gik fra +16 til minus 22.

To minutter senere blev Finn Bojsen-Møller hyret som demonstrator i anatomi.

»De studerende måtte dengang betale dyre penge for privat undervisning hvis de ville være læger. Men i 50’erne blev det andre tider på universitetet, derfor var der et stort behov for undervisere,« forklarer han.

Foruden at lave præparater (kropsdele til undervisningsbrug, red.) underviste han de sidste tre år af studietiden. Et fuldt anatomikursus løb over to semestre, seks dage om ugen fra klokken 7.30 til 9.00.

»Det var en helt anden undervisningsstil end i dag. Vi skulle systematisk gennemgå alle dele af den menneskelige anatomi og lære det hele udenad.

Siden har vi oprettet Laboratoriet for Funktionel Anatomi, og nu handler undervisningen mere om at forstå funktionen af anatomien: hvad sker der når en sportsudøver kaster, går eller løber.

Og den viden skal kunne bruges i kliniske undersøgelser, for vi uddanner jo ikke anatomer, vi uddanner læger.
Men i gamle dage var det næsten anatomer vi uddannede.«

Finn Bojsen-Møller peger på en mursten af en gammel anatomibog på bogreolen i det lille, smalle kontor. Det er Cunninghams Textbook of Anatomy.

»Det var lærebogen dengang. Den er på 1.500 tætskrevne sider. Det var en ordentlig klump at komme igennem. Omkring 1970 fik vi nogle danske lærebøger,« fortæller Finn Bojsen-Møller der igennem sin uddannelse også skulle kunne tegne detaljer af den menneskelige anatomi.

»Dengang var filosofien: At tegne er at se. Der er så mange små enkeltheder i den menneskelige anatomi der kan spille en stor rolle, og det trænede vi altså på den måde,« fortæller han.

Det kan godt være at de medicinstuderende i dag slipper for Cunninghams og tegnetimer, men til gengæld har de fået kortere tid til at sætte sig ind den menneskelige anatomi. Anatomi er stadig en gyser af en eksamen for mange medicinstuderende.

»Du skal stadig være flittig for at blive læge. Da jeg var studerende, kunne vi mere basal naturvidenskab, men til gengæld er de studerende i dag meget mere læsevante og reflekterende end tidligere. De kan nogle andre ting end vi kunne,« siger Finn Bojsen-Møller.

Pædagogik – kan det læres?
Tilgangen af lægestuderende steg voldsomt i løbet af 1960’erne. Undervisningsminister K.B. Andersen fastholdt den fri adgang til universitetet.

Eneste adgangskrav var en studentereksamen. På ti år steg antallet af lægestuderende fra 250 til 750. Den enorme ekspansion betød et stort behov for undervisere. Derfor var vejen fra undervisningsassistent til at blive fastansat lektor kort for Finn Bojsen-Møller.

»Det var interessant at være med i en pionertid hvor vi skulle finde nye løsninger. Selv på verdensplan var 750 et helt usædvanligt stort antal studerende,« fortæller Finn Bojsen-Møller.

Den øgede masse af studerende krævede nye undervisningsmetoder. I 1968 oprettede rektor Mogens Fog derfor et institut for anvendt pædagogik. Her blev Bojsen-Møller ansat som ekstern lektor.

»Ideen var at pædagogik måtte kunne bruges til noget. Universitetet havde jo allerede et institut for teoretisk pædagogik, men her var indstillingen at pædagogik ikke var noget praktisk fag.

Det var et historisk-filosofisk fag, og derfor kunne man ikke komme og lære pædagogiske metoder. Det var de dybt imod. For at komme rundt om det problem lavede Fog altså et helt nyt institut. Det lagde vi mange kræfter i de næste seks-syv år,« fortæller Finn Bojsen-Møller.

Til sidst smeltede den anvendte og den teoretiske pædagogik dog sammen. Troen på at man kunne lære sig god undervisning og pædagogiske metoder fik sig nogle grundskud undervejs.

»Du kan lære dig alt det praktiske omkring undervisningen, administrationen og eksamenerne, mens den egentlige, direkte kontakt mellem lærer og elev er svær at sætte metoder på.

Men det var en interessant tid at være med i fordi der var så meget grøde i undervisningen. For hvordan kunne man komme af sted med at undervise så mange studerende?« siger Finn Bojsen-Møller der eksperimenterede med video og såkaldte autolectures, som var forelæsninger uden forelæser.

»Det blev svært at få folk til at tage en forelæsningsrække fordi det kræver lang forberedelse. Jeg synes dog det er en glimrende undervisningsform, ikke alene for studenterne, men også som et efteruddannelsestiltag for universitetet.

Du bliver tvunget til at sætte dig ind i nyt stof og formidle det på en måde så de studerende – og du selv – kan forstå det.«

I 1996 blev Finn Bojsen-Møller kåret som årets underviser af de studerende netop på grund af sine forelæsninger.

»Nogle gange skal der lidt skuespil til, andre gang er det en anekdote der kan få folk til at åbne sig så du kan hælde viden på dem. Og spørgsmålet er så om man kan lære det,« siger Finn Bojsen-Møller og demonstrerer straks pointen med et eksempel.

»Foranlediget af en amerikansk bog var der i 1996 i medierne en diskussion om hvorfor kvinder som de eneste i dyreverdenen har runde bryster. Jeg bidrog til diskussionen i et interview i DR med at påpege at det kunne være et temperaturproblem.

Pattedyr har fladeudbredte mælkekirtler der har den varme mave på den ene side og et pelslag på den anden. Den nøgne abe må klare sig med (halv) kugleformen der som fysisk princip har den mindste varmeafgivende overflade i forhold til voluminet.

I Universitetsavisen blev det refereret at jeg ligefrem anbefalede kvinder at have flade bryster med pels. Nu kan jeg få anledning til at dementere denne påstand; selv i min høje alder mener jeg at kunne huske at jeg altid har været tilhænger af tingenes tilstand,« siger Finn Bojsen-Møller.

Underviser også i sin fritid
At undervise er så meget en del af Finn Bojsen-Møllers liv at han også gør det når han har fri. Hjemme i Hundested har han og konen siden 1987 haft et socialpædagogisk opholdssted for svage læsere.

»Vi har fire børn, og da den yngste flyttede hjemmefra i 1987, fik vi en henvendelse fra kommunen om vi ville tage et barn i pleje. Vi tog fire, for vi havde jo fire værelser,« fortæller Finn Bojsen-Møller hvis kone er sundhedsplejerske.

Ægteparrets uddannelser har betydet at kommunen også kunne få samspilsramte børn anbragt som havde brug for ekstra opmærksomhed og behandling, fx børn med en hjerte- eller hudsygdom.

Udover at huse fire unge der ikke trives derhjemme og i skolen, tager familien Bojsen-Møller også imod dagelever fra lokalområdet, og har dertil indrettet en lille skole med ti elever derhjemme.

»Vi underviser i de basale fag i folkeskolen. Vores opgave er at få dem i gang igen og ligesom sætte ild til dem. Der kræves ingen læreruddannelse for at undervise dem, men jeg ville gerne have en.

Derfor startede jeg på seminariet da jeg blev pensioneret for nogle år siden. Jeg skulle egentlig have dansk og matematik og nogle pædagogiske fag, men da rektoren så hvor meget jeg havde undervist på universitetet, sagde han at jeg nok var uden for pædagogisk rækkevidde så jeg kunne godt nøjes med de to linjefag,« siger han grinende.

Finn Bojsen-Møller har netop afsluttet det sidste linjefag i juni måned i år.

»Så når du spørger om jeg har været til eksamen, så har jeg både siddet på den ene og den anden side af bordet i år.«

Udover unge medicinstuderende og samspilsramte børn i Frederiksværk kommune underviser Finn Bojsen-Møller også fysioterapistuderende og læger på efteruddannelse.

Stopper først når han sludrer
Men bliver han aldrig træt?

»Stilheden skal nok sænke sig på et tidspunkt. Det med at gå på efterløn som mange mennesker åbenbart drømmer om, kan jeg slet ikke forstå. I hvert fald ikke med det arbejde jeg har. Jeg synes det ville være naturligt at give os ældre bedre muligheder for at arbejde også i resten af samfundet. Så længe man er ved sine fulde fem, så er man jo et aktiv for universitetet og for samfundet. Folk får også en tilfredsstillelse ved at præstere noget, og det er da tosset ikke at bruge den viden og de evner til noget mere,« lyder det fra Finn Bojsen-Møller.

Timetallet i anatomien er dog blevet sat lidt ned i år, men indtil videre fortsætter han ufortrødent.

»Min institutbestyrer har lovet at smide mig ud den dag jeg bliver et gammelt sludrehoved. Ellers tager vi et semester ad gangen. Hvis der pludselig er tilstrækkelig mange unge lærere, så er der jo ikke brug for mig længere,« siger han og fortsætter:

»Det er jo tilfældigheder der former ens liv. Et 16-tal og en henvendelse fra kommunen er det der er kommet til at forme mit,« lyder det fra den milde ildsjæl.