Et internationalt forskerteam vil genopfinde familien

På en ellers tom gang på det gamle kommunehospital sidder et hold af forskere og tænker.

De fire bioetikere fra Italien, Sydkorea og Danmark er i gang med at gentænke et af de fællesskaber, vi nok tager allermest for givet: familien.

For tiden er for længst løbet fra idéen om, at den biologiske familie med far, mor og børn er det mest rigtige, mener de. Faktisk kan den være skadelig.

Og der går ikke længe, før teknologien for alvor vil udfordre alt, vi ved om at være i familie.

Kunstige livmodere

Jeg møder de fire forskere fra Institut for Folkesundhedsvidenskab i haven bag det gamle kommunehospital. Inden da har postdoc Ji-Young Lee sendt en mail til redaktionen. Det lyder helt sci-fi-agtigt, når hun beskriver et af de delprojekter, hun arbejder på.

»Vi arbejder på et projekt om en teknologi, der vil gøre det muligt at lade fostre udvikle sig i kunstige livmodere uden for kroppen,« skriver hun.

»Hvilke etiske dilemmaer vil det skabe? Hvem kan beslutte, om fostret skal aborteres? Hvordan vil det for eksempel påvirke barsel, hvis ingen skal være gravide? Kunne arbejdsgivere forsøge at tale kvinder fra at blive naturligt gravide, hvis der var mulighed for at bruge en kunstig livmoder,« fortsætter hun i e-mailen.

Det er blandt andre sådanne spørgsmål, hun skal prøve at besvare sammen med de to ph.d.-studerende Rikke Friis Bentzon og Andrea Bidoli.

Familie kan undertrykke

De sætter sig alle tre om bordebænkesættet sammen med Ezio Di Nucci. Det er ham, der leder projektet The Future of Family Relationships.

»Det er et 50 procent italiensk projekt,« siger Ezio Di Nucci med påtaget ærbødighed og et grin. Både han og Andrea Bidoli er italienere.

I baggrunden klatrer en gruppe stilladsarbejdere rundt, og larmen overdøver næsten sydkoreanske Ji-Young Lee, da hun forklarer, hvad projektet går ud på.

»Projektet handler om at udforske, hvordan familiestrukturer bliver formet af nye tendenser i samfundet. Hvad enten det handler om kunstige livmodere og reagensglasbefrugtning eller om de typer af familier, der bliver accepteret i samfundet nu – homoseksuelle familier eller andre regnbuefamilietyper. Hvordan påvirker alt det, hvad det vil sige at være en familie,« siger hun.

»Du er god til at få det til at lyde som et neutralt projekt,« bryder Ezio Di Nucci ind.

»Vi har et ret kritisk udgangspunkt. Vi siger, at familien måske nok kan give nogle meningsfulde relationer, men på den anden side kan den være et undertrykkende system med patriarkalske strukturer.«

Sporløs og halve søstre

Prøv selv at forestille dig en familie.

Er der en far og en mor? Måske er hun gravid? Og er der et par børn, der ligner hinanden og deres forældre?

Hvis den ser sådan ud, så er der en grund til det, mener forskergruppen. Den biologiske kernefamilie gennemsyrer nemlig vores kultur og sprog. Den er allevegne, og den er idealet.

»I film ser vi kernefamilier, og i programmer som Sporløs handler det om at finde sin ægte, biologiske familie. Først på den måde bliver man hel,« siger Rikke Friis Bentzon, der ligesom to af de andre forskere er uddannet inden for filosofien.

Selv er hun vokset op i en familie med fem søstre.

»De er ikke alle sammen biologiske, men selvfølgelig er de mine søstre. Folk er altid meget optagede af, hvem der er halvsøstre og hvem, der er mine biologiske søstre. Det giver bare ikke mening kun at tillægge de biologiske relationer værdi. Det er lidt som sexistiske jokes,« siger hun og slår over i dansk.

»Det er et levn fra en anden tid.«

Derfor er målet med hendes del af forskningsprojektet ikke kun at gentænke de ord, vi bruger om vores familier. Rikke Friis Bentzon har også et personligt projekt.

»Mit største mål i livet er at få mine søstre accepteret for det, de er; mine søstre. Jeg vil have, at folk accepterer min familie, som den er.«

En test

Men er vi ikke efterhånden ved at have vænnet os til, at man kan være en familie på mange forskellige måder, spørger jeg.

Der tøves om bordet.

»Selv om vi som samfund prøver at være progressive, er der en tendens til at se de biologiske bånd som de mest naturlige. Det er bygget ind i vores kultur. Det er meget subtilt,« siger Ji-Young Lee.

Bare det, at vi stadig siger halv-, pap-, eller stedsøster om søstre, vi ikke er blodsbeslægtede med antyder, at man kun kan have en hel søster, hvis man deler biologisk baggrund.

»Man siger lidt, ja hun er min søster, men ikke helt. Den her terminologi får os til at acceptere den traditionelle familie som standarden uden at tænke over det. Det er svært at aflære sig igen. Jeg er sikker på, at hvis du googler ’familie’, så får du billeder af et gift, heteroseksuelt, hvidt par med børn,« siger Ji-Young Lee.

»Uh, det var en spændende påstand. Lad os teste det,« siger Ezio Di Nucci og hiver sin telefon op af lommen.

»F. A. M. I. L. Y,« siger han, mens han taster bogstaverne ind i søgefeltet.

En storsmilende mand og en ditto kvinde kigger ud fra skærmen, mens de svinger et barn mellem sig i et lys, der minder om en sommersolnedgang. På billedet ved siden af holder to buttede børnehænder et papirklip med fire silhuetter af en pige, en kvinde, en mand og en dreng.

»Jeg tænkte det nok,« siger Ji-Young Lee.

Elefanten i rummet

Teknologi kan vende op og ned på familiens roller. Andrea Bidoli undersøger blandt andet, hvordan vores syn på det at være forældre vil ændre sig, hvis vi begynder at gro børn uden for kvinders livmodere.

»Der ligger så stor identitet i enten at bære barnet eller ikke at gøre det. Hvis du kan blive gravid, må du være mor og kvinde, og de ord bærer stor mening. Ofte er folk meget tæt knyttede til de koncepter og roller, så jeg undersøger, hvad der kunne ske, hvis man tog graviditet ud af billedet,« siger hun.

Men er det så slemt, at man gerne vil kalde sig mor og far?

»Jeg prøver ikke at tage noget fra nogen ved at diskutere kønnede forældreroller, men der er mange, der måske ikke ville se sig selv i dem, hvis samfundet gav dem andre muligheder.«

»Allerede i dag kan ikke-binære mennesker ikke flygte fra de kønnede forældrekategorier, og transpersoner får ofte den forkerte kønsbetegnelse som forældre. Folk er for eksempel ofte bekymrede for at børn med to fædre mangler en mor. Men man kunne vel også sige, at børn i traditionelle familier mangler en ekstra far,« siger Andrea Bidoli, der har som mål at skabe et mere inkluderende sprog.

Men ny teknologi kan også være med til at forstærke idealet i familien med mor, far og børn. Det er den kraftige stigning i reagensglasbehandling et eksempel på, mener forskerholdet.

»Der er jo en elefant i rummet, som er, at mange stadig gerne vil have biologiske børn. Folk går gennem en masse anstrengelser, både økonomisk og følelsesmæssigt, for at få biologiske børn. Men vi tror jo, at det skyldes den måde, vi er socialt og kulturelt opdraget på,« siger Ezio Di Nucci.