Et smukt glimt af en upraktisk tid

Da jeg træder ind i den gamle sal, opdager jeg med det samme Paolo Russo, den italienske musiker. Han sidder på et plateau ved endevæggen og spejder ud over de endnu tomme stole.

Jeg finder min plads. Sæde 31. Kigger på de grønne lamper, på bøgerne, og på de studerende, der lister ind ad dørene med deres rødvinsglas. Lige så stille fyldes rummet. Folk sætter sig til rette, hæver blikket fra telefonskærmene og lader det hænge et sted under loftshvælvingerne.

Kort efter slår klokken 22. Paolo hiver sit instrument frem. En bandoneon, en tysk opfindelse fra 1800-tallet, som af både klang og udseende minder om en harmonika. Den første tone slås an som tegn på, at vi kan tage fat på vores breve.

Ligheden mellem breve og musik

Foran mig på bordet ligger fire stykker brevpapir af typen Svensk Arkiv. Kære mormor, begynder jeg. Så stopper jeg med at skrive igen. Inden jeg når anden sætning, er Paolo allerede igennem første nummer. Der er mange i salen, der tage tænkepauser. Nogle klør sig i skægget, andre vender papiret sirligt fra side til side.

På en måde er det med breve, som det er med musik. Når man først har slået an, kan man ikke bare stoppe igen. Selvfølgelig kan man krølle sit halvfærdige brev sammen og smide det over skulderen, ligesom man også kan stoppe midt i et nummer og begynde forfra. Men man kan stadig kun gøre det færdigt i ét stykke.

Og derfor bliver jeg pludselig lidt nervøs for at lave stavefejl eller starte på en sætning, der ikke giver mening. Jeg gør mig enormt umage med mine kragetæer for ikke at spilde det fine svenske arkivpapir.

Skønskrift og kragetæer

At skrive til min mormor forekommer mig naturligt. Jeg tænker, at hun vil sætte særlig pris på at få et brev, fordi hun er fra dén tid. De har ikke megen plads i nutiden. De er dyre at sende, langsomme at skrive og egner sig ikke til højhastighedssamfundet.

Og fordi vi skriver så meget på computer og ikke længere lærer skråskrift, ser min generations breve heller ikke lige så elegante ud som dem, Georg Brandes og Vladimir Lenin skrev i bibliotekssalen med deres fyldepenne.

Paolos musik når sit klimaks. Hans skuldre rykker sig hastigt, men ansigtet forbliver i de samme tålmodige folder. Vinglassene er tømt. Brevene blev længere og længere. Jeg sætter mit sidste punktum og finder konvolutten frem.

I det øjeblik går det op for mig, at jeg ikke engang kan huske min mormors adresse og derfor må ty til min smartphone. Så gik den alligevel ikke længere.

Akustisk idyl

På vej ud af salen fanger jeg Paolo Russo. Han står i et hjørne og taler med et par arrangører.

Jeg giver ham hånden, takker for oplevelsen og spørger, hvordan det var for ham. Han havde aldrig prøvet noget lignende, sagde han, det var unikt at se musikken formes til ord. Det første han som musiker kigger på, er altid rummet. I den gamle sal følte han, at omgivelserne støttede instrumentet.

Men han tilføjer bagefter, at øjeblikke som dette er sjældne. Det er ikke engang noget, man finder, når man sidder på toilettet, griner han. Der skulle være flere af dem. Alle musikere skulle have en oplevelse som denne. For der ligger en stor værdi i det akustiske og i det gamle, mener han.

Men selv om Paolo spiller et instrument, der er gammelt og akustisk, så indrømmer han at være afhængig af de digitale medier. Han kan ikke være foruden dem i en verden, hvor man ikke længere sælger CD’er men downloads, og hvor man som professionel musiker må promovere sig online for at overleve.

uni-avis@adm.ku.dk