Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Et sted på Københavns Universitet sidder en OL-medaljevinder og skriver speciale

Roeren Joachim Sutton vandt bronze ved OL i Tokyo. Nu sidder han og skriver speciale på Antropologi. Og grubler: Skal han sætte alt på pause igen og gå efter guldet om tre år? Eller skal han helt opgive roningen?

Studerende i farverige tutoruniformer støjer i gården på det gamle kommunehospital. De placerer bannere strategiske steder, kyler konfettistrimler op i træerne og tegner med kridt på jorden.

Det er introuge på Københavns Universitet, og rusvejlederne er i fuld færd med at klæde campus på til at tage imod flokken af nye studerende.

Midt i det hele sidder en medaljevinder fra OL i Tokyo.

Det er en af de første gange, Joachim Sutton ser et socialt liv pible frem på Københavns Universitet. Han begyndte sin uddannelse med fire år på Berkeley i Californien, og efter han vendte hjem til Danmark for at tage en kandidatgrad i antropologi, har han brugt de fleste af sine vågne timer langt fra campus.

Han har kun været til halvdelen af forelæsningerne, han har meldt sig ud af sin studiegruppe, og han har aldrig været til en fredagsbar. Han ved ikke engang, hvor baren ligger. Det sidste halve år har han haft orlov fra studiet.

Alt sammen for at gøre en bestemt ting: at ro. Slide sig selv op på Bagsværd Sø, dag efter dag, med et eneste mål: metal i Tokyo.

Det er jo en hård, men også utrolig nem tilværelse at have et mål, der er så specifikt defineret.
Joachim Sutton

Og den 29. juli, mens den japanske morgensol skinnede, og Danmark sov, blev drømmen virkelighed. Joachim Sutton vandt sammen med makkeren Frederic Vystavel bronze i toer uden styrmand, og kunne betragte Dannebrog vaje fra sejrsskamlens tredjehøjeste trin.

»Det er enormt specielt at have en drøm i så lang tid, som jeg har haft, og så se den gå i opfyldelse. Særligt i de sidste seks år er det noget, jeg har tænkt på og arbejdet for hver dag. Der er så mange ting, der kan gå galt, så mange ting, man kan fucke op. Når det så lykkes, giver det en enorm ro i maven. Jeg kan ikke beskrive det anderledes,« siger Joachim Sutton.

Det er svært at genkende ham uden for båden. De mørke solbriller og den rødhvide trikot er pakket væk, og i stedet gemmer han den lange, muskuløse overkrop bag en sort t-shirt uden tryk. Han ser yngre ud end i båden, hans blik er mere følsomt, end jeg troede, det ville være bag solbrillerne.

Han mødte klokken 7.30 på universitetet, længe før de højtråbende tutorer, for at kværne læsestof som forberedelse til det speciale, han skal aflevere til vinter.

Det er noget af en omvæltning fra de ekstreme prøvelser i Tokyo. Men det er mere end det: I kølvandet på karrierens største triumf befinder Joachim Sutton sig i et vadested, hvor han skal beslutte sig for, hvad han vil bruge de næste år af sit liv på.

Skal han gå efter OL-guldet i Paris i 2024?

Eller skal han helt droppe roningen og gøre karriere som snart nyudklækket antropolog?

Et bæst uden fært

I første omgang skal han håndtere de følelser, der er opstået, efter han fik medaljen om halsen.

For her cirka 8.600 kilometer væk fra Tokyo er det ikke kun glæden over det historiske resultat, der bor i Joachim Sutton. Det gør tomheden også.

»Det er jo en hård, men også utrolig nem tilværelse at have et mål, der er så specifikt defineret. Din hverdag er sort og hvid. Du får ret hurtigt en respons, når du gør noget, der ikke lever op til din standard. Så når man mister det, opstår tomrummet. Man bliver lidt deprimeret på en måde. Det er sådan lidt … ja, hvad fanden skal jeg nu?«

Ingen kan være i tvivl om, at det er en opslidende tilværelse at sigte mod den olympiske medaljeskammel i en så fysisk krævende sport som roning. Man skal ikke bare være god. Man skal være den bedste i verden. Og man skal æde sig selv på vandet hver dag.

»90 procent af tiden har man lyst til at stoppe og træde ud af båden,« siger Joachim Sutton.

Man tænker: Hvad fanden laver jeg her?

Omvendt elsker han at være i det. I det, han kalder kill mode.

Dagen før han skulle ro finalen i Tokyo sad han på sit hotelværelse i OL-byen og lyttede til mørk instrumentalmusik, mens han kiggede ud på de fem ikoniske ringe og skylinen i den japanske metropol. Han tænkte over finalen, hvad der stod på spil, og hvad han skulle præstere, og han indstillede sig mentalt på at slås med sine konkurrenter.

»Jeg tænkte: Hvor ville jeg ønske, at finalen kunne blive udskudt, så jeg kunne være en dag mere i det mode.«

Når han taler om det, vælter følelserne, adrenalinen, tilbage i kroppen. Han strækker sin højre arm ind over bordet og kigger på sin hånd. Den ryster synligt.

»Det er, som når ens alarm ringer. DUF!,« udbryder han og knipser. »Så er man på.«

»Det er sindssygt fedt at være i, men når man ikke har det mere, er man lidt et bæst uden nogen fært.«

Sporten trumfer uni – altid

Når man dyrker elitesport så målrettet som Joachim Sutton har gjort, er der ikke tid til meget andet. I USA var det lettere at fordybe sig i studierne ved siden af karrieren, for træningen var integreret på universitetet, og det sociale liv kom af sig selv, fordi alle studerende boede på campus.

På Københavns Universitet har det været sværere for roeren at balancere de to verdener. Systemerne taler ikke sammen. Universitetet er ligeglad med, at han skal ro morgen og eftermiddag i Bagsværd, og roklubben er ligeglad med, at han skal til forelæsning.

Da hans hverdag var mest hektisk, tog han til træning klokken seks om morgenen, arbejdede i en konsulentvirksomhed fra ni til 17, trænede så igen om aftenen, inden han var hjemme klokken 20 og måtte grave efter bare en snert af motivation til at åbne en studiebog.

»Sporten trumfer skolen – altid. Så der er jo forelæsninger, man går glip af, der er gruppearbejde og sparring med studerende, som man slet ikke får. Det går i den lange ende ud over ens karakterer, læringsprocessen og hele oplevelsen af at studere. Det er mere overlevelse.«

»Jeg vil gerne klare mig godt i alt, jeg laver – i alle aspekter af mit liv – så det er selvfølgelig svært at acceptere.«

Jeg gjorde det ypperste, men jeg tænker stadig: Var det det?
Joachim Sutton

Det har også plaget dig, mens du forberedte dig til legene i Tokyo?

»Ja, det har det. Jeg tror, de fleste sportsfolk, der kommer så langt, er enormt pligtopfyldende. Ikke så meget over for skolen eller over for sporten, men mest over for sig selv. Jeg prøver at stille høje krav til mig selv, og når jeg ikke opfylder dem, så bliver jeg enormt frustreret.«

Har du trods den frustration kunnet finde glæden ved dit fag, mens du har været her?

»Det har været lidt svært, synes jeg.«

Han tøver lidt.

»Skole er jo ikke sjovt, hvis man ikke gør noget ud af det, og det er ikke sjovt at komme til en forelæsning, hvis du kun kommer hver anden uge og ikke forstår, hvad der sker. Lige nu skal jeg lige ind i det igen, og det er måske ikke det fedeste i verden, men så snart det sker, er jeg overbevist om, at det bliver spændende igen.«

Han beskriver sit forhold til Københavns Universitet som transaktionelt. Han kommer til sine forelæsninger, i hvert fald en del af dem, og afleverer sine opgaver, men der stopper engagementet så også.

Derfor ved han ikke, hvad kulturen er på universitetet, sådan som han gjorde på Berkeley. Og det kommer han nok heller ikke til at finde ud af i sit sidste semester.

»Det er ærgerligt, for jeg vil gerne have et stort netværk i Danmark, også fra min tid på universitetet. Men jeg har det, som om mit løb er kørt.«

Vil jagte glæden ved faget

Det forhindrer ham dog ikke i at jagte en god exit fra universitetet.

Man fornemmer, at han angriber specialeskrivningen lidt som sin roning. Med jernhård disciplin og bastante krav til egen indsats. Han vil møde tidligt og gå sent fra læsesalen, og han vil aflevere et produkt, han kan være stolt af.

Eller som han siger: »Jeg vil performe på det niveau, jeg gerne vil performe på.«

Han ser ikke sig selv som atlet, først og fremmest. Han har et væld af interesser uden for båden, siger han, og han hungrer efter at dyrke dem.

Hans far har en ph.d. i antropologi, men det var ikke derfor, han valgte faget. Han har fra start været fascineret af at sætte sig ind i andre verdener og kulturer, og når han har lavet feltstudier i virksomheder og været med til at løse projekter i konsulentbranchen, har han mærket en uforfalsket glæde ved sit fag.

Det er den, han vil fremdyrke igen, mens han holder pause fra roningen.

»Jeg kan godt lide at bruge mit hoved,« siger han.

»Der er mange ting, man kan i livet, og jeg vil mange ting. Jeg har sindssygt mange interesser. Og ligesom jeg gerne vil være på toppen i min sport, så vil jeg også gerne have en karriere, hvor jeg kan have noget impact og være rigtig dygtig til det, jeg gør.«

De fleste tænker nok, at Joachim Suttons næste mål er indlysende: Han skal veksle sin bronzemedalje til en medalje af endnu højere karat om tre år ved OL i Paris.

Men det er slet ikke så indlysende for roeren selv:

»OL og sport i det hele taget er noget, der kommer hurtigt og går hurtigt igen. Det er ikke så mange år, man kan gøre det i, og det bliver lidt flyvsk, når man selv dagen efter man har præsteret det ypperste, bliver lidt tom indeni. Jeg vil også gerne have noget, der kan være fedt og givende i lang tid., for med elitesporten er der ikke så meget plads til andet. Det er en virkelig hård tilværelse, hvis der skal være plads til studie og arbejde.«

Overvejer du om du overhovedet skal til OL om tre år?

»Ja. Det gør jeg. For vi kan selvfølgelig vinde, men ellers har jeg opnået det ypperste inden for sporten. Jeg er ung og har ikke peaket endnu … men det er en lidt mærkelig fornemmelse. Jeg gjorde det ypperste, men jeg tænker stadig: Var det det?«

Et kæmpe drug

Joachim Sutton har ikke travlt med at tage beslutningen om sin fremtid, siger han. Den tager han på et tidspunkt inden for det næste halve år, altså i løbet af specialeperioden.

Men han er sikker på, at der ikke er nogen mellemvej. Enten går han efter olympisk guld i 2024. Ikke sølv, ikke bronze. Guld. Eller også dropper han roningen.

»Går jeg ind i det igen i tre år uden at vinde guld, er det næsten … så vil jeg føle, at det var et nederlag, tror jeg. Men det betyder, at jeg skal sætte mit liv på fuldstændig standby i tre år,« siger Joachim Sutton.

»Beslutter jeg mig for det, er jeg nødt til at lægge alt fra venner og kæreste til job og skole til side. Og det ville virkelig være en hård tilværelse.«

På den anden side kan det være, at det viser sig umuligt at tæmme bæstet, der hungrer efter at komme tilbage på vandet og banke modstanderne.

Det er muligt, at han slet ikke er i stand til at undvære det kick, han får til de største stævner, siger han.

»Jeg elsker simpelthen at ræse. Det er jo en lovlig måde at slås på. Når man kommer igennem et løb og klarer det godt, når man har været tro mod sig selv og ikke har taget de lette udveje … Det er et kæmpe drug. Det ville jeg mangle. Og jeg har svært ved at se, hvor jeg ellers skulle få det.«

»Så det tænker jeg også på. De oplevelser, man får der, det er for sindssygt. Det er hidsigt.«

Den endelige beslutning? Den skal nok komme af sig selv, siger han:

»Jeg behøver ikke at tænke så meget over det. Jeg gør mit arbejde lige nu. Det er specialet. Og det er måske at finde et nyt job ved siden af. Bagefter skal det nok vise sig, hvad jeg skal.«

Annonce

Seneste