Et varmluftsuniversitet i verdensklasse

Hjerteligt velkommen til Københavns Universitet. 7.358 forventningsfulde nye studerende aser i disse dage rundt på Danmarks fineste universitet. De har taget hul på en uddannelse, der ikke blot skal sikre dem smør på brødet og vin i glasset, men som også skal sikre nationens velstand som sådan.

Det er dog så som så med dannelsen, hvis man skal tro dramatiker Mads Mazanti Jensen, hvis forestilling Tankens Kraft spiller på CaféTeatret i denne måned.

»Vi har besluttet at rydde ud i alle ubrugelige fag på University of Copenhagen og samle alle de brugbare i ét fakultet under navnet Academic Theoretic Laboratory And New Theoretic Inventive Science, eller blot ATLANTIS,« siger videnskabsministeren i forestillingen.

Tankens Kraft markedsføres som ‘et satirisk spark i røven til den offentlige debat om uddannelse og vækst’. Vi følger Gert Hjort, en ung førsteårsstuderende, der ankommer til et fusionsuniversitet, som viser sig tømt for andet end varm luft og floskler om vækst, innovation og velstand, fortæller Mads Mazanti Jensen, som møder Universitetsavisen inden premieren:

»De unge skal studere fremtiden, men de skal selv opfinde undervisningen, for det er dem, der skal finde ud af, hvad vi skal leve af. Gert Hjort opsøger en professor for at undersøge, om der da ikke findes nogle bøger et sted. Men nej. Han bliver lidt glad for en lærerinde undervejs, men hun er en slags evalueringsslave, så optaget af sin egen plads på lærerranglisten, at hun ikke har øje for andet. Gert og hans medstuderende er overladt til sig selv.«

Fra Humboldt til humbug

At uddannelse er kongevejen ud af krisen, er bullshit, mener dramatikeren, der foretrækker det humboldtske universitet, hvor forskningen er fri og uafhængig, undervisningen er forskningsbaseret, studierne præget af et humanistisk dannelsesideal, og der er nær kontakt mellem studerende og undervisere.

Mads Mazanti Jensen tager livtag med det sprog, der strømmer fra politikere især, som gør uddannelse til ‘den store fortælling’. Han kalder det et managementretorisk nysprog, hvor intet længere må kaldes ved sit rette navn:

»Det er et redundant sprog, hvor der åbenbart ikke er behov for underbyggende argumentation. Hvis man mener, at vi må sadle om for at kunne konkurrere med kineserne, så må man jo sige, hvad der skal til og dokumentere, at det vil virke. Men det sker ikke.«

Undervisningsudbuddet udhules, og universiteterne holdes i stram snor af ministeriet – sådan ser virkeligheden ud, mener Mads Mazanti Jensen.

Stur, stur illusionsnummer

Derfor er Tankens Kraft en slags Kejserens nye Klæder-forestilling, hvor han klæder sproget af og viser, at der ikke er noget indenunder. Man kan grine eller græde ad det eller benægte, at det forholder sig sådan:

»Men når jeg synes, at noget er et illusionsnummer, så har jeg behov for at klæde det af. Det hele bliver pakket ind i nysprog, så det ligner noget, det ikke er. Der kommer et lag glasur på, universitetet bliver ’verdensklasse’, og så skifter Teatervidenskab for eksempel navn til Performancestudier – det er da en falliterklæring.«

Du er selv kandidat fra KU i Japanstudier. Har du personlige KU-issues?

»Ja, det har jeg da. Det, der undrede mig først og fremmest, var, at på en perifer uddannelse som min, har man jo stort set ingen undervisning. Når man så hører al den snak om verdensklasse, så føles afstanden mellem den daglige virkelighed og det, der bliver talt og skrevet om den, helt absurd stor – det har været min drivkraft i skriveprocessen.«

Den snurrende floskelmaskine

Mads Mazanti Jensen ved godt, at den interne konkurrence universiteterne imellem er blevet barskere, og at det er med til at skærpe retorikken og øge fokus på evaluering og ranglister, men det kommer ikke de studerende til gavn:

»Man gør de studerende en bjørnetjeneste ved at fremstille deres universitet på den måde. Vi er nødt til at tale om, hvordan det virkelig er! Hvis det så har den konsekvens, at der kommer færre midler, så er der jo ikke noget at gøre ved det.«

»Vi må definere, hvad vi vil med universitetet. Hvis det er ministerens holdning, at vi skal finde nøglen til fremtiden og opfinde … hvad ved jeg … Grundfos-pumper og vindmøller, så må vi i det mindste gøre det. I øjeblikket er det en ren floskelmaskine, hvor ingen konkret ved, hvad vi skal.«

Hvis ikke uddannelse er vejen frem, hvad er så?

»Der er ikke nogen vej frem. Det bliver hele tiden sagt, at vi skal klare os i en global konkurrence. Men folk er jo ikke dumme i Kina og Indien, og de er også billigere, så ud fra den logik er der ingen vej frem. Vi kan bare vente på, at deres lønninger bliver dyrere, og de begynder at gå ned med stress og blive fede og får de samme problemer, som vi har.«

På spørgsmålet om hvordan han holdt ud til en hel kandidat, hvis forholdene var så ringe, som han beskriver dem, svarer Mads Mazanti Jensen med et smørret grin:

»Personlig dumhed og fantasiløshed, kan jeg kun sige.«

Dannelse er brødløs

Vil du svinge dig op til at give et råd til de nye studerende på varmluftsuniversitetet i verdensklasse?

»Nej. Men det er sikkert meget forskelligt, hvad man vil opleve. Min oplevelse er jo baseret på de humanistiske småfag, der er bestemt til at dø en langsom sultedød. Den virkelighed er måske ikke typisk for universitetet – men det er dog en virkelighed,« svarer Mads Mazanti Jensen, der ikke mener, at den varme luft er et særligt dansk fænomen:

»Tankens Kraft kunne foregå på mange europæiske universiteter. Den spiller på, at vi i Europa har en tung oplysningsballast på universiteterne. Som udvekslingsstuderende i Japan oplevede jeg at referere til Goethe over for koreanske, amerikanske og kinesiske studerende.«

»’Hvem Fanden er Goethe?’, spurgte de, og så svarede underviseren udglattende, at ‘Nå ja, det var sådan noget, vi lærte om i gamle dage’. Hele dannelsestanken ligger endnu i vores system, men i Asien – som vi åbenbart konkurrerer med – er alt det fuldstændig ligegyldigt. Du tjener ikke flere penge, fordi du kender Goethe.«

gbg@adm.ku.dk