Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Ræson forsøger sig med EU-politik behandlet som rigtig politik. Vi bringer en prøve
Ræson har gjort det igen. Det vil sige, bladets journalister har skrevet artikler, redigeret dem og udgivet resultaterne i form af et gratis ugemagasin online.
Ugens udgave er først og fremmest dedikeret til Europapolitikken. Ræson har valgt det lidt usædvanlige udgangspunkt at behandle EU-stoffet, som om det i sig selv var aktuelt, relevant og, ja, dag-til-dags politisk.
Det er et interessant eksperiment – ikke mindst artiklen om de 10 personer, det kan svare sig at holde øje med i EU, vækker til eftertanke. Parlamentariker Morten Messerschmidt er ikke nævnt på listen, men næppe heller glemt; han har til Ræson skrevet et indlæg, der advarer mod føderalismen. I stormen af flyveblade med sværdsmykkede moskéer, kan man komme til at glemme, at DF virkelig heller ikke bryder sig om EU.
Altid vanskeligt at bedømme om politikere selv forfatter deres indlæg / tænker deres tanker, men tonen i Messerschmidts artikel klinger autentisk: altmodisch, ungt, velformuleret, gråstribet – foruden af et eller andet femte.
Læs også om euroens potentielle endeligt i dønningerne af det finansielle nærkollaps og om Barrosos bryderier som øverste cirkel i magtkransekagen med et sultent parlament at behage.
Forfatter til sidstnævnte artikel, Caroline Howard Grøn, er ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Hun indleder det således:
EU-kommissionsformand José Manuel Barroso sveder for tiden. Sommerferien er ovre i Bruxelles, men som i Danmark har EU’s hovedstad haft varmt vejr. På toppen af kommissionsbygningen, Berlaymont, kører airconditionanlægget på fuld kraft, men det er ikke kun vejret, der gør at Barroso har det varmt. Han sidder nemlig pt. i en penibel situation.
Stats- og regeringscheferne har indstillet portugiseren til en anden periode som formand
for Europa-Kommissionen, de synes han skal beholde kontoret på toppen af Berlaymont.
Europa-Parlamentet på den anden side af færdselsåren Rue de la Loi er derimod af en
anden mening, eller mere præcist: jo mere de kan få Barroso til at svede ved udsigten til at de ikke vil godkende ham som kommissionsformand, jo flere politiske indrømmelser håber de at kunne presse ud af ham.
Lovende? Så find selv resten.