Europa, hvad sker der for dig?

Hvad er det, hun siger?

Chantal Mouffe står på podiet i den gamle Festsal og taler med meget tyk accent om Europa og demokrati. Eller democrrracy, som det hedder i munden på den 66-årige filosof og professor fra University of Westminster.

R’erne kradser i halsen på hende, så man tror det er løgn. Selv om man bor i London, kan man altså godt tale engelsk, så man lyder som en skurk fra James Bond. Så der skal spidses ører, hvis man vil have alle guldkornene med fra dagens forelæsning.

Og det vil de mange tilhørere, som primært består af studerende fra Institut for Statskundskab, godt. De læner sig frem på stolene og lytter, det bedste de har lært. Nogle af dem tager endda noter.

Belgisk kulde

Det er Københavns Universitets nye forskningssamarbejde om Europa, EURECO, der har inviteret Chantal Mouffe til Danmark. Idéen er, at Mouffe skal tale om Europas fremtid med udgangspunkt i sin egen radikale demokratiforståelse, der udfordrer etablerede forestillinger om, hvad demokrati er.

Mens hun taler fra podiet, er det svært at forstå alt, hvad hun siger, så jeg er glad for, at jeg skal møde hende på tomandshånd bagefter. Selv om jeg også er lidt bange.

Chantal Mouffe er en lille kvinde, som hun står der klædt i sort fra top til tå, men hun udstråler samtidig en kulde, jeg sjældent har set mage til. Det pageklippede hår er hvidt og fordelt i en stram sideskilning, og så smiler hun stort set ikke. I stedet bøjer mundvigene ned ad, hver gang hun tager stilling til et spørgsmål fra salen.

Da en studerende undervejs i et spørgsmål kommer til at kalde kvinder for en minoritet, er hun den eneste i salen, der ikke ler. I stedet stirrer hun bare hårdt på den stakkels fyr.

Men så lige pludselig, da vi mindst venter det, afslører hun, at der alligevel bag alvoren og det kolde ydre gemmer sig noget, der ligner humoristisk sans. Allan Dreyer Hansen, lektor fra Roskilde Universitet, har netop færdiggjort et maratonspørgsmål, da hun på sit gebrokne engelsk tørt konstaterer ind i mikrofonen: »I’m not going to have time to answer. But I’ll try to. What time is it?« Hele salen griner.

Måske er hun alligevel menneskelig. Jeg finder diktafonen frem.

Højrefløjen vokser

Du siger, vi lever i en post-politisk verden. Kan du uddybe det?

»Med post-politisk mener jeg en verden, hvor der ikke længere er nogen forskel på højre og venstrefløjen, og hvor de to kategorier er forældede. For mig er den politiske verden ensbetydende med kampen mellem højre og venstrefløjen, men i ordet post-politisk ligger der derimod en form for konsensus indbygget.«

Chantal Mouffe er ikke tilhænger af en traditionel konsensuspolitik. Ifølge hende er det et problem, at grænserne imellem venstre- og højrefløjen de seneste par årtier gradvis er blevet udvisket. Hun mener, at sådan en ’post-politisk situation’ udgør en stor fare, fordi den fører til en manglende tro på demokratiet. En manglende tro, hun ser som direkte årsag til højrefløjens voksende succes i Europa.

Hvad er den vigtigste opgave Europa står over for?

»Den vigtigste opgave er at skabe et stærkt politisk Europa, der kan udfordre neoliberalismen, og som kan forsøge at kontrollere de forskellige nationale virksomheder. Det er det, jeg ser som den største udfordring.«

Men er det overhovedet realistisk?

»Et Europa, der ikke er et neoliberalt Europa, er ikke urealistisk. Men problemet er, at venstrefløjspartierne heller ikke på et nationalt niveau er i stand til at udfordre neoliberalismen. Hvordan kan man forestille sig at udfordre neoliberalismen på et europæisk niveau, når man ikke engang er i stand til at gøre det nationalt?«

»Alligevel synes jeg ikke, at det er utopisk at forestille sig et venstreorienteret Europa. Men det kræver, at alle mennesker, der ønsker at realisere det her projekt, arbejder sammen og kæmper for det.«

Optrapning af nationale identiteter

Du nævnte i din forelæsning, at vi i øjeblikket oplever en optrapning af nationale identiteter i Europa. Er det noget, der vil fortsætte?

»Det er vigtigt at forstå, at national identitet ikke vil forsvinde med globaliseringen. Tværtimod. Folk trækker sig tilbage til en national identitet, fordi de frygter globaliseringen. Men nationale identiteter er ikke nødvendigvis noget negativt. Det er måden, de er konstrueret på, som kan være problematisk.«

»Og selvfølgelig, hvis de nationale identiteter er konstrueret til at være imod indvandrere og imod omverdenen, så er det negativt. Men de kan også være konstrueret på en mere positiv måde, og det er det, mit projekt omkring demoikrati handler om. At anerkende de nationale identiteter, men at se dem som noget, der bidrager til skabelsen af diversitet.«

Med begrebet ‘demoikrati’ refererer Mouffe til politologen Kalypso Nikolaïdis og hendes artikel ’We, The Peoples of Europe’ fra 2004, der sår tvivl om begrebet demokrati i forbindelse med Europa. For hvordan kan man have et demokrati, hvis der ikke findes et europæisk demos (folk, red.)? Nikolaïdis anvender derfor demoi for at understrege mangfoldigheden af deltagende folk.

Som Chantal Mouffe ser det, er målet et agonistisk Europa, hvor forskellighederne har et politisk rum. I et agonistisk demokrati er personer med divergerende opfattelser af frihed og lighed ikke fjender, men ’modstandere’ som accepterer en række fælles spilleregler. Derfor må man også anerkende mangfoldigheden og forskelligheden i det politiske Europa og droppe tanken om den fuldkomne konsensus.

uni-avis@adm.ku.dk