Europa Undercover- Fra atomtrussel til terrorfrygt

Kulturfestivalen Golden Days takker af for i år. Fra 7.-23. september har byen stået i 1950’ernes tegn, og på Københavns Universitet Amager har det blandt andet udmøntet sig i en foredragsrække med fokus på efterkrigstiden. Denne tråd tog tidligere kriminalinspektør og PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen op, da han med indsigt og indlevelse tegnede et billede af en verden, hvor konspirationsteorierne stortrivedes, og hvor klikkende telefoner var hverdagskost.

Hans oplæg var først og fremmest historien om PET. Men det var mere end det. Han tog livtag med den politiske samtid, som efterretningstjenesten opstod ud af. En samtid præget af usikkerhed, angst og en udbredt paranoia.

Aflytning og personregistre

PET var dengang som nu mest kendt for sine omfattende personregistreringer. Men var de nu også så omfattende, og havde frygten for aflytning og forfølgelse virkelig noget på sig? Ifølge Bonnichsen, nej.

Efterretningstjenesten havde i 1950’erne faktisk kun udstyr til at aflytte mellem to og fire telefoner i hele Danmark. Og når det endelig skete, var det slet ikke dem, men derimod telefonselskaberne, der stod for det.

Den udprægede frygt handlede altså om noget andet. Det var ikke teknikken, der skræmte. Det var retorikken.

Politisk dobbeltspil

Konflikten mellem stormagterne i henholdsvis øst og vest, gjorde det politiske klima højspændt. Med Marshallhjælpen og NATO knyttede Danmark stærke bånd til USA. Men samtidig trak kommunistpartiet DKP store mandattal ved folketingsvalgene – og de havde en mulig fjendtlig stormagt i ryggen.

Det var dengang som nu helt lovligt, at være medlem af et politisk parti, men frygten for et angreb fra Moskva gjorde, at man begyndte at registrere alle danske kommunister. En registrering, som man dog fra officielt politisk side nægtede alt kendskab til.

Der blev sagt en ting, og gjort en anden. Ingen vidste, hvem der talte sand, og derfor mistænkte alle hinanden.

Den genstandsløse frygt

I sin analyse af 1950’ernes politiske klima, fremhævede Hans Jørgen Bonnichsen flere gange misforholdet mellem det reelle og det retoriske trusselsbillede. Selv om våbnene med tiden blev væsentligt forbedret, så faldt frygten i befolkningen, efterhånden som den politiske situation stabiliserede sig. Og senere granskning af de nu åbnede arkiver har vist, at der under sovjettiden faktisk ikke var nogle konkrete planer om hverken at infiltrere eller angribe Danmark. Så hvorfor var vi så bange?

Kierkegaaard har engang sagt, at angsten er den genstandsløse frygt. Når vi er bange for atomkrig, når vi er i krig mod noget så abstrakt som terror, og når vi frygter angreb fra fundamentalistiske islamister, hvem er de så egentlig?

Bonnichsen trak i sit oplæg fine tråde fra en ikke så fjern fortid til en absolut aktuel politisk nutid, og sørgede for livlig debat over den efterfølgende fyraftensøl.

uni-avis@adm.ku.dk