Det tragiske hos Kierkegaard

I foredraget betragtes det tragiske som den smertefulde livserfaring, der er udgangspunktet for Kierkegaards filosofi, og som et konkret møde med den anden, der peger ud over de lukkede filosofiske systemer og tilbage ind i det levede liv.

I den første del af Enten-Eller finder vi udlægningen af det tragiske som begyndelsen til en refleksion over selvets rolle i forhold til den anden. I opbygningen af værket begynder vi med de aforistiske klagesange i Diapsalmata, hvor den isolerede lidelse antager de skønneste poetiske former og på en elegant måde pejler læseren i retning af de store filosofiske og de dybe psykologiske spørgsmål, der behandles igennem både første og anden del af værket. Udgangspunktet for erkendelsen finder vi altså i lidelsen, som ad omveje fører os ind i filosofien. De konkrete, smertefulde erfaringer åbner vejen for det abstrakte tankeunivers og de umulige eksistentielle spørgsmål, men heldigvis bliver læseren ikke efterladt i dette tomme rum, for ad en lignende sti føres man også gennem det tragiske tilbage til det konkrete liv blandt andre mennesker.

Det tragiske er beskrevet i den korte afhandling, Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske, hvor Æsthetikeren beskæftiger sig med kontrasterne mellem den antikke græske tragedie og den moderne ækvivalent. Det springende punkt for Æsthetikeren, hvor det antikke må siges at adskille sig fra det moderne, ligger i refleksionen. Refleksionen dækker over det moment, hvor individet bliver sig bevidst om sin egen rolle i forhold til den anden. I en vis forstand erkender individet sin egen skyld eller medskyldighed i det tragiske forhold som jo per definition ender ulykkeligt. I den antikke verden, finder Æsthetikeren ikke det samme niveau af refleksion som i det moderne samfund. Disse observationer munder ud i en kritik af hans samtid som fortvivlet i sin individualiserede isolation. Med tanken om moderniteten som fragmenteret følger forståelsen af selvet som afskåret fra den anden. Denne isolation er blevet kendetegnende som beskrivelse af det moderne menneske, men for Æsthetikeren ender det tragiske ikke her. Det tragiske transcenderer nemlig disse distinktioner mellem det antikke og det moderne, og hvor meget tiderne end skifter ”saa er dog Forestillingen om det Tragiske væsentligt uforandret, ligesom det, at græde , endnu bestandigt er Mennesket lige naturligt” (SKS 2, 139). Der ligger altså ud over det ulykkelige i det tragiske også det formildende aspekt, at vi som mennesker er forenede i tilværelsens lidelser på trods af selvets afskårne status i moderniteten.