En parallel mellem psykoanalysens og kristendommens antropologi

Foredraget forsøger at indkredse en parallel mellem psykoanalysen og kristendommen ud fra en fælles indsigt i, at der er noget ved menneskets sjæleliv, der unddrager sig dets bevidstheds og viljes herredømme. Omend psykoanalysen og den kristne teologi begrebsliggør denne indsigt forskelligt, tematiserer de det samme fænomen, nemlig den menneskelige frihed, og de tematiserer det på den samme måde: som et problem, der har at gøre med menneskets selvforhold. For såvel psykoanalysen som kristendommen betyder selvets splittelse ikke, at mennesket er uden frihed, men at snarere, at det i sin frihed også indvikler sig i sig selv. Fælles for psykoanalysen og kristendommen er desuden, at denne indvikling i sig selv (hvad enten den kaldes neurose eller synd) er forbundet med, men samtidigt alene lader sig forløse i, forholdet til den anden. Men der er naturligvis også – som det afslutningsvis vil blive skitseret – afgørende forskelle i måden, hvorpå en sådan forløsning tænkes indenfor disse to traditioner.