Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Færdig som 80-årig

Palle Johansen blev hevet op af specialesumpen i sidste øjeblik og kunne for nylig aflevere sit juraspeciale efter at have været indskrevet på Københavns Universitet siden 1970

>»Hvad er det for noget sludder de skriver.« Palle Johansens kone var langt fra tilfreds med omtalen af sin mand i Politiken torsdag den 9. februar. »Ud af specialesumpen efter 37 år på jurastudiet,« lød overskriften på historien om Det Juridiske Fakultets ældste studerende der dagen forinden i en alder af 80 år netop havde afleveret sit juraspeciale med titlen ’De grundlovssikrede frihedsrettigheders ukrænkelighed – set i retshistorisk belysning – med fokus på Grundlovens ytringsfrihed i § 77’.

Men selv om Palle Johansen blev indskrevet på jurastudiet i 1970, så er det altså ikke ensbetydende med at »det har taget ham 37 år at blive færdig,« som der stod i artiklen. »Det er jo fordi den unge journalist ikke ved hvad det vil sige at have et studiekort fra 1970. Jeg har jo ikke været studieaktiv i alle årene,« siger Palle Johansen. Bedre bliver det ikke af at hovedpersonen i selve artiklen bliver omtalt som ’Palle Sørensen’ – som for jurister og ældre medborgere er navnet på manden der i 1974 fik livstid for at have skudt fire betjente. »Men det eneste jeg har begået er altså et speciale,« pointerer Palle Johansen.

Til gengæld er det rigtig nok at han blev nødt til at bede om at få lov til at udskyde afleveringen af specialet fra januar til februar med en af de mest sjældne begrundelser som studiekontoret endnu har været udsat for, nemlig at han havde for travlt med forberedelserne til sit diamantbryllup 25. januar.

Men afleveret blev det altså, og selv om det holdt hårdt, er Palle Johansen stolt over at det lykkedes ham at få det afleveret ’nogenlunde til tiden’. »Jeg synes anstændigvis at jeg burde aflevere. Universitet får jo et beløb for hver kandidat der bliver færdig, og det skulle de også have for mig når de har været så langmodige med mig inde på Jura. Måske jeg også kan tjene som opmuntring fra andre der er havnet i sumpen. Inde i Folketinget sidder der jo også mange som aldrig er blevet færdige med deres eksamen,« siger Palle Johansen.

Lysten drev værket¨
På Det Juridiske Fakultetskontor mener de at Palle Johansen bliver den ældste cand.jur. nogensinde. Selv om antallet af seniorstuderende på universiteterne har været svagt stigende i de senere år, er Palle Johansen en af de eneste i sin aldersgruppe. Ifølge de seneste tal fra 2004 startede 45 studerende over 60 år på en kandidatuddannelse på et dansk universitet. Samme år afleverede ti studerende over 60 speciale.

At Palle Johansen først afleverede sit speciale i 2007 skyldes at han allerede i 1972 besluttede sig for at holde et sabbatår efter at han på vej hjem fra 2. årsprøve i nationaløkonomi blev involveret i en trafikulykke som nær havde kostet ham livet. »Jeg indså at livet kan ende når som helst, og at det drejer sig om at lave det man har lyst til.«

Så han besluttede sig til at stoppe som autoforhandler og uddannede sig ved aftenstudier først til folkeskolelærer og siden til statsautoriseret ejendomsmægler. Samtidig lå studiekortet fra Jura hele tiden i lommen klar til at blive aktiveret når tid var. Og det var den da pensionsalderen indtræder i 1991. Palle Johansen bliver optaget på den nye studieordning på Jura og fuldfører alle eksamener så han i 1996 kun mangler sit speciale. »Så ender jeg i specialesumpen. Jeg skulle jo ikke bruge uddannelsen til noget, så den ene dag tager den anden. Tiden er relativ, og havde jeg ikke fået et ultimatum i november sidste år med tilbud om vejledning til at få afleveret inden for et år, var jeg aldrig blevet færdig,« fortæller Palle Johansen.

Hvad han vil bruge sin kandidateksamen til, må tiden vise. »Jeg kunne godt tænke mig at være forsvarer for svagere stillede, men jeg har jo ikke tiden med mig. Jeg tror ikke nogen advokater vil tage mig ind som fuldmægtig. Så måske jeg kaster mig over en ny uddannelse. Men er der ikke noget med at der i dag kræves ECTS-point for at komme ind,« spørger den nyuddannede kandidat fra Jura.

Seneste