Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Studieliv
Splittelse — Studenterrådet mister støtten fra de økonomistuderendes fagråd, Politrådet. Studenterrådet har ikke lyttet til dem og har behandlet fagrådets medlemmer dårligt, lyder det.
Der er mandefald i Studenterrådet. Rådet er ellers den største studenterorganisation på Københavns Universitet med medlemmer fra langt de fleste uddannelser.
Men fagrådet for økonomistuderende, Politrådet, har været utilfredse med samarbejdet i lang tid, og efter en ekstraordinær generalforsamling har fagrådet altså valgt at trække sig ud af paraplyorganisationen.
»Der var en stærk følelse af utilfredshed. Vi havde inviteret repræsentanter fra Studenterrådet til mødet og fik faktisk en god snak, men vi var stadig ikke overbevist. Det blev ikke bare vedtaget ved et snævert flertal, det her er en langvarig frustration,« siger Marcus Guldager, der er økonomistuderende og aktiv i Politrådet.
»Vi tror, vi kan få mere indflydelse alene.«
Politrådet repræsenterer godt 2.000 økonomistuderende.
Og netop indflydelse mener Politrådet, at det har skortet gevaldigt på. Studenterrådet bryster sig af at tale alle studerendes sag på universitetet, men når Politrådet har forsøgt at få en sag på dagsordenen hos Studenterrådet, er der ikke blevet lyttet, mener fagrådet.
Flere medlemmer er ikke blevet behandlet, som de burde.
Marcus Guldager, studerende og aktiv i Politrådet
»Vi har fokuseret meget på funktionsnedsættelser og på at skaffe mere hjælp til de studerende, der har en. Mange af dem bliver kastet rundt i systemet i mange år, fordi de ender mellem to stole, og vi har forsøgt at få fremført nogle forslag på det område. Det er fair nok, at man ikke kan prioritere alt, men vi følte gang på gang, at vi ikke blev hørt, men blev negligeret. Vi følte simpelthen ikke, at Studenterrådet var interesseret i at lytte til os.«
Den kritik forstår Kevin Olesen ikke. Han er forperson for Studenterrådet og kan ikke se, at Politrådets forslag skulle være blevet syltet.
»Det er mit klare indtryk, at der har været misforståelser, for de mærkesager Politrådet går op i, går vi også op i,« siger han.
Det er ikke kun følelsen af manglende indflydelse, der har gjort udfaldet hos de økonomistuderende. Flere medlemmer af Politrådet har oplevet, at Studenterrådet behandlede dem dårligt, siger Marcus Guldager.
»Vi er ikke imod Studenterrådet, men vi følte ikke, der var nok argumenter for at blive ved med at være i en organisation, hvor flere medlemmer ikke er blevet behandlet, som de burde.«
Han fortæller, at flere Politrådsmedlemmer er blevet afvist som repræsentanter for Politrådet til arrangementer hos Studenterrådet, fordi de har kritiseret rådets ledelse.
I vores vedtægter står der, at alle studerende har et medlemskab af Studenterrådet.
Kevin Olesen, forperson for Studenterrådet
»For mig at se forråder det princippet om, at organisationen er for alle. Også folk, der har en kritik af ledelsen.«
Og den er god nok, det kan godt være sket, siger Kevin Olesen.
»Når vi vælger ikke at sige ja til frivillige, så kan det skyldes, at der har været forudgående episoder, der har skabt manglende tillid til, at de kan holde det hverv at repræsentere Studenterrådet på en god måde. Det seneste, jeg kan komme i tanker om, er en sag, hvor Studenterrådet var blevet kritiseret i så grove vendinger, at det ikke kunne give mening at repræsentere organisationen på en frivillig post.«
Selv om Politrådet melder sig ud af Studenterrådet, er der ikke helt kold luft mellem de to.
»Vi har ingen intentioner om at smække med døren og være sure, vi vil stadig gerne samarbejde,« siger Marcus Guldager og nævner, at Politrådet gerne vil samarbejde om for eksempel valgkampe.
Kevin Olesen håber, at Politrådet vil melde sig ind i Studenterrådet igen.
»Jeg opfordrer derfor økonomistuderende og aktive i Politrådet, der måtte mene, at Politrådet bør høre under Studenterrådet, til at give udtryk for det, så fagrådet kan blive i Studenterrådet og vi fortsat kan kæmpe fælles kampe, også lokalt,« siger han og understreger, at de økonomistuderende stadig kan se sig repræsenteret af Studenterrådet.
»I vores vedtægter står der, at alle studerende har et medlemskab af Studenterrådet.«