Fanget i Hollywoods tsunami

‘The Impossible’ fortæller den sande historie om en familie på fem, der blev ofre for den voldsomme tsunami, der ramte Thailands kyst den 26. december 2004. Alle overlevede mirakuløst katastrofen.

Første katastrofefilm

Peter Kjær har aldrig set en katastrofefilm. Ret overraskende, da han til daglig er leder af forskningscenteret COPE – Copenhagen Center for Disaster Research. Denne blinde vinkel i hans kulturelle udblik er da også genstand for en del drilleri på arbejdspladsen, fortæller han mig leende før filmen.

Biografturen denne morgenen bliver altså forskerens første møde med katastrofefilmen som genre. Og så skildrer ‘The Impossible’ endda den hændelse, hvis fatale konsekvenser var direkte medvirkende til grundlægningen af det nye katastrofe-forskningscenter på KU.

Derfor er det både med spænding og en vis ambivalens, at Peter Kjær går til den hollywoodske udgave af den virkelighed, han kender alt for godt.

At skille fag og følelser

En af de største udfordringer ved at tale om ‘The Impossible’ ud fra et katastrofehåndterings-perspektiv er filmens konsekvente (og selvfølgelige) patos.

Filmen skildrer hvordan familien brutalt adskilles af katastrofen samt deres efterfølgende oplevelse af tab, frygt og stigende desperation. Derfor er det også desto mere gribende. at de til slut genfinder hinanden. Det er umuligt ikke at blive følelsesmæssigt berørt. Hele biografsalen sidder i hvert fald og snøfter.

Jeg spørger Peter Kjær, om det overhovedet er muligt at beholde de faglige briller på under så meget føleri:

»Ja, det er det. Til en vis grad. Jeg sad for eksempel undervejs og sammenlignede situationen i filmen (i Thailand, red.) med den, jeg oplevede i Banda Ache i Indonesien. Den påfaldende forskel består i, at der i Thailand var en velfungerende infrastruktur. Hospitaler og institutioner indenlands var ikke ramt af tsunamien og stod til disposition. I Indonesien, hvor jeg var efter katastrofen, var der ingenting. Intet hospital, intet sundhedsvæsen. Alt var ødelagt. Fra det perspektiv kan man sige, at filmen udspiller sig det sted, der – trods alt – kom bedst ud af katastrofen.«

De lokale redningsmænd

Peter Kjær bemærker også fraværet af internationale redningsstyrker i filmen:

»Det er de lokale, der redder moren og den ældste søn op fra vandet og fragter dem til hospitalet. Vi venter på at se den internationale nødhjælp, men den kommer aldrig. Den simple årsag er, at den først ankommer til landet flere dage senere. I de første, afgørende døgn glimrer den ved sit fravær,« siger Peter Kjær og uddyber:

»Det tager vestlige lande flere dage at beslutte, om de vil sende nødhjælp. Og i løbet af den tid er meget allerede for sent. Derfor er det de lokale, der gør en forskel. Ikke os med vores fancy udstyr.«

Mange døde, få tilskadekomne

Peter Kjær fortæller, at det særlige ved tsunamien og vandkatastrofer generelt, er, at der ofte er få tilskadekomne:

»Der er få overlevende og sårede, fordi størstedelen af dem, der bliver taget af vandet, omkommer. Det forstår man også, når man ser med hvilken kraft bølgen rammer kysten i denne film. Vandet fosser stærkt fremad og river alt med sig. Så der er store genstande i vandstrømmene, der nemt kan slå et menneske bevidstløs,« siger Peter Kjær.

Og filmen anvender faktisk originalt billedmateriale, der viser, med hvilken styrke tsunamien ramte, fortæller Peter Kjær:

»Der hvor bølgen kommer rullende, ser vi et skud ovenfra panorere ned, og vi ser, hvordan palmerne simpelthen vælter en efter en. Det er hentet fra originale optagelser fra stedet. Netop derfor er det særlig virkningsfuldt,« siger Peter Kjær.

»Dermed kommer den ellers lidt pompøse titel også til sin ret: Det er helt mirakuløst at en familie på fem, der alle bliver taget af bølgen, kan overleve. Alle odds er imod. De har opbrugt deres lykkekvote, for at sige det sådan.«

Peter Kjær påpeger i den forbindelse betydningen af, at Thailand er et velkendt ferieparadis. Et sted de fleste kan forholde sig til og forbinder med idyllisk strandferie. I en sådan optik ville det være næsten umuligt at lave en film om et lignende forløb på Sri Lanka. Både fordi historien sandsynligvis ikke ville ende lige så lykkeligt, og fordi det formentlig ville blive for fremmed og svært at identificere sig med, mener forskeren.

Håbet

Filmen viser den kaotiske og håbløse situation i landet efter katastrofen – de mange efterladte, de sørgende, det enorme omfang af tabte menneskeliv. Og alligevel er filmen bygget på et insisterende håb, mener Peter Kjær:

»Det er næsten umuligt at fatte, at filmen bygger på virkelige hændelser, for den beskriver det helt urealistiske. Men den er funderet i håbet.«

Håbet hænger dog også sammen med den vestlige families privilegium: At de efter den fatale hændelse har mulighed for at forlade katastrofen og flyve hjem. Den ’egentlige’ katastrofe, som Peter Kjær formulerer det, er langt mere vidtrækkende. Ved filmens ende er nødhjælpsindsatsen først lige begyndt, og forskeren tænker især på alle dem, der ikke blot sørger over tab af familie, men også har mistet deres hjem, by og levebrød:

»Det er dette rehabiliterings- og genopbygningsarbejde, vi beskæftiger os mest med på forskningscentret,« siger Peter Kjær.

Tudemageri

For en der hverken har hang til katastrofefilm eller kender til katastrofehåndtering, fremstår ‘The Impossible’ først og fremmest som en kløgtigt komponeret film, der flittigt og skiftevis trykker på henholdsvis tude- og suspense-knappen.

Det er en ret udmattende filmoplevelse. Man føler sig ‘brugt’ bagefter. Fortørnet over hvor forfærdelig virkeligheden kan være, men samtidig opløftet over, at små mirakler kan finde sted. I Hollywood-regi bliver der pumpet det maksimale ud af denne gode historie.

Og trods januarkulden længes jeg pludselig mindre mod Thailands varme kyst. Tænk, at nogen overhovedet tør at tage på ferie dernede, undrer jeg mig højlydt. Peter Kjær responderer:

»Chancerne for en tsunami er forsvindende små. Og folk valfarter for eksempel også til San Francisco, selv om byen sandsynligvis vil blive ramt af et jordskælv på et tidspunkt.«

Line.hjorth@adm.ku.dk