Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Farma: Kitler kunne ikke skjule uenighed

KEMI - Stormøde på Det Farmaceutiske Fakultet om en kontroversiel samling af al kemi på KU udspillede sig venskabeligt, men farmaceuterne demonstrerede, at de langt fra er overbeviste om rektor og prorektors plan.

»Nogen skal jo forsvare den rapport,« sagde prorektor Thomas Bjørnholm til de flere hundrede studerende og ansatte på Det Farmaceutiske Fakultet (Farma), der var mødt frem for at diskutere tre internationale eksperters forslag om at samle al kemiforskning på Københavns Universitet i et nyt stort institut på Det Naturvidenskabelige Fakultet (Science).

For salen forsvarede ikke planerne.

Farma mødte talstærkt frem

Både forskere, ledelse og øvrige ansatte på Farma har i debatindlæg, åbne og lukkede breve og alternative forslag advaret mod samlingen af kemiforskningen, som – lyder kritikken – kan blive afslutningen på det lille fakultet og dets helt særlige fokus på at uddanne lægemiddeleksperter i tæt dialog med medicinalindustrien i Danmark.

Samtidig har en kreds af professorer og lektorer udarbejdet en modificeret ikke-offentliggjort plan for Farma, der indebærer, at KU opretter ikke ét, men to nye kemiske institutter. Et for kemisk grundforskning og et med særligt fokus på lægemidler kaldet Institute of Molecular Drug Research, der skal virke “på grænsefladen mellem kemi, strukturel biologi, farmakologi og farmaci.”

LÆS: Om baggrunden for mødet: Når kemien ikke er god

Rektor og prorektor vandt respekt

Det var ventet, at mange ansatte ville møde frem og give deres mening til kende.

Også de studerendes forening på Farma, SOP, havde opfordret studerende til at tage deres hvide kitler på og møde op for at vise KU’s øverste ledelse, at Farmas studerende modsætter sig en sammenlægning.

LÆS: Højt spil med farmaceutuddannelsen som indsats

Strategien virkede; salen var propfuld af både studerende og ansatte. Men også rektor Ralf Hemmingsen og prorektor Thomas Bjørnholm havde gjort deres forarbejde og overvejet, hvordan de kunne gøre indtryk.

Symbolsk iførte de to sig ved mødets begyndelse et par hvide laboratoriekitler dekoreret efter farmaceutisk tradition og høstede bifald og opmuntrende pift for høfligheden.

Ingen enighed for enden af den lange snak

Mødet forløb med spørgsmål fra salen og svar fra rektor og prorektor om kvaliteten af ekspertpanelets arbejde, om fordele og ulemper ved stordrift i forskningen, om hvorvidt den farmaceutiske uddannelse bliver styrket eller svækket ved at blive underlagt en fælles KU-satsning på kemisk forskning. Stort set det hele i en elskværdig tone. Dekan Sven Frøkjær gentog, at han aldrig har fortrudt, at han som rektor for det tidligere Danmarks Farmaceutiske Universitet gik ind for at fusionere med KU, sådan som det skete i 2007.

Først da stormødet var slut efter halvanden time, dæmrede det, at ingen i salen havde erklæret sig enige i noget af det, KU’s to topfolk havde sagt om Farmas fremtidige organisering, og at rektor og prorektor ikke havde lovet at gøre en eneste af salens anbefalinger til deres egne.

Efter sommerferien vil rektor bede universitetets bestyrelse godkende en plan for kemiforskningen på KU. Om den kommer til at foreslå et eller to nye institutter eller noget helt tredje, ved endnu ingen.

chz@adm.ku.dk

Seneste