Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
De er unge, gennemfører på rekordtid og er som revet væk af arbejdsgiverne i medicinalindustrien. Et stærkt og farverigt studiemiljø er en del af forklaringen på fænomenet farmaceutstuderende
Stikker, står der på armen af den unge fyr i hvid kittel. Om det halvlange hår sidder et par smarte Bollé briller og henover kitlens ryg står ordene The Pharma Jungle tatoveret.
Vi befinder os på Danmarks Farmaceutiske Universitet (DFU), nærmere bestemt i øvelseslaboratorium 1, hvor et hold andetårsstuderende er ved at gøre klar til deres første forsøg i Dynamisk Biokemi.
Og Deres udsendte har allerede glemt alt om tørre pilletrillende apotekere ved synet af de mange unge med sjove briller og farvestrålende kitler der jonglerer rundt med pipetter, reagensglas og sære små måleapparater.
De farmaceutstuderende ligner en sær blanding mellem science fiction og formningstimer i deres dekorerede kitler. Men hvad er de egentlig for nogen, de her farmaceuter?
Kun 14 procent af de færdige kandidater bliver ansat på et apotek. Resten ryger til Danmarks største eksporterhverv: Medicinalbranchen.
»Når jeg forklarer folk hvad jeg laver, så bliver jeg kaldt pilletriller,« smiler Helle Østergren Nielsen der er formand for De Studerendes Råd på DFU.
»Problemet er bare at farmaceuter slet ikke laver piller,« forklarer hun. »Vi trykker tabletter, laver orale væsker og salver. Piller er helt runde og rullede, og laves ikke i Danmark længere.«
Og sådan er der så mange underlige ting på DFU. Hvorfor er der for eksempel så mange studerendende der bruger briller? Svaret findes måske i Ø1.
Brillerne er ikke kun et nyt modefænomen, men skal faktisk bruges når de studerende arbejder med farlige stoffer.
Og selv om den lyserøde drink de studerende er ved at undersøge, er noget så uskadeligt som blendet rottenyre, så sidder den stærke brille alligevel på næsen af de fleste studerende.
Thulebase tortur
Ditte og Maria er ved at fylde rækker af reagensglas med en lysegul væske. Lidt senere på dagen vil de måske finde ud af om rotten har kræft ved at måle enzymaktiviteten i dens nyre.
De tager afslappet mål med en automatpipette mens de fortæller om livet som farmaceutstuderende.
Alle på holdet er klædt i hvide kitler fyldt med farverige tegneserier og digte. ‘The Pharma Jungle’, hedder holdet.
Og længere nede ad ryggen kan den interesserede læser finde interessante oplysninger om at Maria vist ikke er til at stoppe på et dansegulv, og at Ditte kan snakke natten lang.
»Der er sådan lidt Thulebase over det her sted. Vi bliver jo nærmest tortureret af de ældre studerende før vi kan få vores kitler,« griner Maria.
Ditte forklarer lettere ironisk at man jo gerne kysser både grise og kravler rundt i leverpostej for at blive accepteret som farmaceutstuderende.
Men så vil de heller ikke røbe mere om det såkaldte kittelritual hvor de ældre studerende indvier de yngre hvert forår og overrækker dem deres egen personligt signerede kittel.
Øl- og vinbryggere
I Studenterrådets lokaler vidner væggene om hvor travlt de farmaceutstuderende har. Udover det lidt logeagtige kitteludvalg, er der Pharma Singers, Vinklubben, Filmklubben, Musikforeningen og selvfølgelig FC Pharma som holder fredagsbar i dag.
Iklædt deres blåhvide holdtrøjer hiver de øl op fra store baljer koldt vand til i den propfyldte kælderbar.
Og øl og vin er noget farmaceuter har forstand på. Før der blev brygget øl i hvert andet badekar, var farmaceuter faktisk de eneste der kunne blive brygmestre. Hjemmebrænd er der dog ikke noget af i fredagsbar.
Ølbrygning kan til gengæld vælges hos de nye medstuderende på KVL, har Louise Svenningsen erfaret:
»Det lyder da som en spændende måde at få 15 ects point på.«