Fed eller fit?

Forskere er som små børn der indædt slås om det største stykke af en kage hvis hovedingredienser består af forskningsmidler, berømmelse og personlig vinding.

Det er i hvert fald tilfældet hvis man skal tro et par nye fiktionsværker der har set dagens lys i foråret, nemlig filmen ‘Spillets regler’ med Peter Ganzler i hovedrollen som en magtbegærlig psykologilektor og romanen ‘De bedste af os’ af den norske forfatter Helene Uri.

Nu har Københavns Universitet og dets topledelse imidlertid fået en sag at tage stilling til mellem to af dets mest fremtrædende sundhedsforskere der ikke lader fiktionen meget tilbage. Stridens parter er professorkollegerne Bente Klarlund og Arne Astrup. Ifølge interne mails fra KU mistænker Bente Klarlund Arne Astrup for at være manden bag en kampagne i medierne der påstår at hendes seneste populærvidenskabelige bog Skridttællerbogen skulle være et plagiat af en tilsvarende bog af den amerikanske forsker Jim Hill.

Sagen er nu havnet i KU’s Praksisudvalg der har til opgave at behandle spørgsmål om god videnskabelig praksis.

Plagiat

Striden om Skridttællerbogen begynder ifølge den redegørelse Bente Klarlund har sendt til Praksisudvalget for godt fire måneder siden:

»I midten af februar blev jeg kontaktet af en ven ved DR. Han informerede mig om at en navngiven kollega (Arne Astrup, red.) havde henvendt sig til DR med beskyldning om, at min sidste populærvidenskabelige bog Skridttællerbogen var et plagiat efter en amerikansk bog. DR afviste sagen som bagvaskelse. Jeg kontakter omtalte kollega per mail og spørger, hvad hans ærinde er. Vi mødes 3.marts, hvor han bekræfter, at han har informeret DR om, at der måske var en god historie her, som de burde se nærmere på. Min kollega var angiveligt blevet kontaktet af forfatteren til den amerikanske bog (The Step Diet Book), som havde bedt ham undersøge, om der var tale om et plagiat. Jeg ved ikke, hvorfor min kollega ønskede at håndtere sagen på en for mig så åbenlys uhensigtsmæssig måde. Kollegaen angiver, at han ikke har læst bøgerne, men kun set forsiderne,« skriver Bente Klarlund.

Arne Astrup benægter ikke at have omtalt Bente Klarlunds bog for en journalist fra DR, eller at han på vegne af den amerikanske forfatter har undersøgt de to bøger, men han afviser bevidst at have forsøgt at gøre plagiatsagen til en historie, siger han til Universitetsavisen. Alligevel undskylder han overfor Bente Klarlund:

»Jeg har ingen særlig faglig baggrund som sætter mig i stand til at vurdere hvornår man kan tale om at en populærvidenskabelig udgivelse er et plagiat. Alligevel kom jeg desværre – da jeg talte med en af mine bekendte som er ansat i DR – til at nævne at jeg havde fået en henvendelse fra forfatteren til The Step Diet Book om at hans bog muligvis var blevet plagieret. Det var en dumhed af mig at gøre dette. Slet og ret. Som en god kollega skulle jeg naturligvis have henvendt mig direkte til Bente lige så snart jeg blev gjort opmærksom på at nogen mistænkte hende for at plagiere. Og at jeg ikke gjorde det i første omgang, vil jeg gerne sige Bente klart undskyld for.«

Bagvaskelse

Her kunne sagen så have endt. Men det gør den ikke. En måned senere, den 6. april, bliver Bente Klarlund ringet op af en journalist for Ekstra Bladet der angiveligt er blevet kontaktet af den amerikanske forfatter. Journalisten mener Bente Klarlund har plagieret amerikanerens bog og ønsker et interview. Interviewet finder sted den 14. april, og dagen efter bringer Ekstra Bladet en stort opsat artikel med et billede af Bente Klarlund og overskriften »Tyveri: har kopieret amerikansk bog«.

I artiklen beklager den amerikanske forfatter Jim Hill sig over at Bente Klarlund har stjålet ideen til Skridttællerbogen fra hans egen The Step Diet Book. Journalisten har også vist begge bøger til en ekspert i ophavsret der konkluderer at bøgerne ligner hinanden meget og at enkelte formuleringer også går igen i begge bøger. Dette afviser Bente Klarlunds forlag der efter at have gennemgået begge bøger minutiøst kun har kunnet finde enkelte lighedspunkter og kun en enkelt formulering der går igen.

Selv afviser Bente Klarlund også enhver beskyldning om plagiat og henviser til at Jim Hills bog optræder i litteraturlisten i Skridttællerbogen; en dårlig strategi hvis man ønsker at plagiere noget. Endvidere påpeger Bente Klarlund at ideen med at tælle skridt hverken er hendes eller Jim Hills, men at den stammer fra Japan helt tilbage i 1960’erne, og at der udover The Step Diet Book og Skridttællerbogen er udkommet mere end 100 bøger om emnet verden over.

Dagen efter artiklens offentliggørelse modtager Bente Klarlund en mail fra Arne Astrup hvor han forsikrer om at det ikke er ham der har tippet Ekstra Bladet. Denne forklaring giver Bente Klarlund imidlertid ikke meget for. Som hun slutter sin redegørelse:

»Dagen efter Ekstra Bladets omtale af sagen, kontakter min kollega mig per mail og fortæller, at det ikke er ham, der står bag henvendelsen til EB. Jeg er bekendt med, at min kollega fortsætter sin bagvaskelse af mig, men vil ikke angive mine kilder.«

Big Business

Det er denne sag fyldt med modstridende oplysninger og hemmelige kilder Praksisudvalget nu skal tage stilling til. Men hvad ligger egentlig til grund for denne tilsyneladende personlige konflikt mellem to højt respekterede sundhedsforskere? Well, som i alle gode kriminalromaner kan det muligvis betale sig at følge efter pengene.
Findes der en forskningsgren i dag der er rigtig mange penge i, så er det i fedmeforskningen. Alle de største medicinalfirmaer har i dag fedmeafdelinger, og fedme er på vej til at blive det største pharma-marked i fremtiden på flere milliarder dollar. Et lægemiddel der sikrer vægttab, kan med stor sandsynlighed blive et kæmpe hit med såkaldt blockbuster-potentiale (lægemiddel som sælger for over en milliard dollar), vurderer Danmarks førende biotek-investor Florian Schönharting ifølge Buisness.dk.

Det er måske det Bente Klarlund henviser til, når hun overfor Ekstra Bladet giver sit eget bud på hvorfor Arne Astrup efter hendes opfattelse har et horn i siden på hende:

»Min bog er ikke et plagiat. For så er alle historier om skridttællerbøger et plagiat. Det her handler om noget helt andet. Jeg er anti-slankeforsker, og bare fordi jeg siger at det er bedre at være ‘fed og fit’ end ‘slank og sløv’, så har jeg konstant fedmemafiaen og dem der har aktier i slankeindustrien, på nakken.«

Fedmemafiaen

Denne udlægning er formand for det statslige Motions- og Ernæringsråd Morten Grønbæk enig i. Bente Klarlunds forskning harmonerer ikke med fedmeforskningens påstand om at fedme og vægt er den vigtigste faktor for folkesundheden. Og derfor er det nok ikke forkert når Bente Klarlund mener at det er grunden til at hun har ‘slankemafiaen’ på nakken, siger Morten Grønbæk.

Generelt mener Morten Grønbæk ellers at der er stor gensidig respekt blandt sundhedsforskerne, også på tværs af forskningsområderne. Men netop de store pengesummer der er involveret i sundhedsforskningen, kan spille en rolle.

»I sundhedsforskningen er der kamp om både offentlige og i særdeleshed private forskningsmidler. Der er store pengeinteresser i det her – også privatøkonomiske – og det gælder specielt slankemidler. Hvis de 30% af Danmarks befolkning der er overvægtige men ikke fede, kan overbevises om at de skal på slankekur, så er der selvfølgelig rigtig mange penge i at opfinde et lægemiddel der kan love dem vægttab,« siger Morten Grønbæk.
Han vurderer at Bente Klarlunds budskab om at det ikke er farligt at være lidt buttet så længe man er i nogenlunde form, ikke er lige så lukrativt for medicinalbranchen.

»Motion kan man jo selv gå ud og få,« som han siger.

Bente Klarlund ønsker ikke over for Universitetsavisen at uddybe hvad hun mener med ‘fedmemafia’ og ‘aktier i slankeindustrien’. Men netop Arne Astrup er kendt og berygtet fra en hel del sager hvor hans uafhængighed og integritet som forsker er blevet draget i tvivl på grund af for tætte bånd til erhvervslivet. Blandt andet blev han i 2003 tvunget til at trække sig fra netop Motions- og Ernæringsrådet på grund af hans involvering i udvikling og kommercielt salg af et slankemiddel. En anden sag involverede Astrups tilknytning til sukkerindustrien hvor han samtidig fungerede som uvildig ekspert.

Forsoning?

Hvordan denne konflikt ender, afgør Praksisudvalget. Spørgsmålet er om afgørelsen kan bygge bro over den kløft der er kommet mellem to af universitetets førende sundhedsforskere. I Weekendavisen sagde Bente Klarlund således:

»Jeg opfatter Arne Astrup som en person, der har nogle værdier, som er meget anderledes end mine. Jeg føler, at jeg ikke kan stole på ham i forbindelse med denne her sag og er bange for, at han fortsætter sin bagvaskelse af mig.«

Alligevel håber Arne Astrup at Bente Klarlund og han kan klinke skårene. »Jeg vil gerne understrege at jeg anser Bente Klarlund for at være en dygtig forsker og formidler, og jeg oplever at vi på en række fronter har et godt og fagligt berigende samarbejde. Det samarbejde håber jeg på at vi kommer til at styrke i de kommende år, og at Bente på et tidspunkt vil kunne tage imod min undskyldning og tilgive mig den dumhed jeg har begået.«

UNI-avis@adm.ku.dk