Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Fedmeforsker: Vi tænker hele tiden på det næste måltid

Portræt — Mellem patenter, publikationer og piller insisterer lektor og forskningsgruppeleder Christoffer Clemmensen på at forske som et legebarn.

Mærsk Tårnet har siden indvielsen i fjor dannet ramme om Danmarks mest banebrydende forskning inden for det sundhedsvidenskabelige område.

Her sidder også fedmeforsker Christoffer Clemmensen, der med et fellowship fra Lundbeckfonden på 10 millioner kroner har skruet forventningerne til de næste par år i vejret.

»Jeg har været mange år i Tyskland, så jeg har jo først lige etableret mig her på Københavns Universitet,« siger en bredt smilende Christoffer Clemmensen, mens han viser rundt i det smukke universitetstårn.

Hans gruppe er en del af Metabolismecentret, der er dedikeret til forskning i diabetes og fedme på internationalt topplan. Bevillingerne fra Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden giver et godt albuerum for forskningen, siger Christoffer Clemmensen.

»Man ønsker at give os lidt mere fri til at forske. Jeg skal ikke bruge uforholdsmæssig lang tid på administration og på at søge mindre grants. Det der med konstant at søge mindre beløb for at kunne opretholde sin egen eksistens, er søgt elimineret i de her centre – og det er en stor hjælp,« siger Christoffer Clemmensen.

Drømmen om egen forskningsgruppe

Forinden havde han tilbragt godt fire år på Helmholtz Diabetes Center i München, først som postdoc, siden som forskningsgruppeleder.

»Jeg har jo lagt en stor del af min karriere i udlandet i et miljø, som på papiret måske er stærkere end noget af det, der er i Danmark,« siger han om årene i Tyskland.

De udenlandske erfaringer gav ham blod på tanden og skabte en drøm om at starte sin egen forskningsgruppe i Danmark. Men alt afhang af pengene:

Det finansielle aspekt kunne ikke rage mig mindre

»Jeg kunne jo ikke gøre noget, inden jeg fik bevillinger, så der var ekstremt meget på spil for mig,« fortæller han om ansøgningerne og processen. Derfor kom pengene som en kæmpe forløsning.

»Min forskning fylder så meget for mig – det er en livsstil. Og de her grants, både fra Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden, har været en billet for mig til at færdiggøre mit arbejde i Tyskland og komme hjem og starte min egen forskningsgruppe. Det var en kæmpe sejr at få dem hjem. Det var helt ubeskriveligt!«

Selv om store dele af grundforskningen har fået trange kår, er det særligt betydningsfuldt for Christoffer Clemmensen at bevare sin tilknytning til universitetet, siger han.

»Jeg har fra dag ét sagt både højt og til mig selv, at så længe, jeg har muligheden for at blive på universitetet, skal jeg gribe den,« siger han.

Den uafhængige forskning og idéen om at producere viden for videns skyld trækker i ham. Og trods sin positive start på forskerkarrieren, er han godt klar over, hvilke realiteter, der hersker på universiteterne i dag.

»Jeg er ikke naiv, så jeg forsøger at nyde det, for jeg ved udmærket godt, at det kan være midlertidigt. Men jeg forsøger ikke at bekymre mig så meget om fremtiden, for så kan man jo ligge søvnløs,« siger han.

Forskning: Hjernen kan ikke følge med

Omdrejningspunktet i Christoffer Clemmensens forskning er menneskets evige søgen efter mad, og hvilke beskeder de forskellige fødevarer sender til vores hjerne.

Især er han interesseret i signalstoffet acetylkolin og dets indflydelse på samspillet mellem hjernens belønningssystem og appetitreguleringssystemet, når det gælder overspisning.

Jeg har sådan cirka 30-35 år til at forske i. I en tid, hvor projekterne sagtens kan tage 5-7 år at færdiggøre, har jeg vel kun 4-5 store skud i bøssen
***

»Selv om vi lagrer fedt og formentlig har energi til at gå i halvanden måned uden at spise, opprioriterer vores hjerne mad næsten over alt andet. Det ligger hele tiden i os som sådan en rumination, hvor vi hele tiden tænker på det næste måltid. Og det til trods for, at vi har masser af næring i kroppen. Så egentlig er det det helt overordnede forskningsspørgsmål at prøve at forstå, hvorfor vi handler, som vi gør i forhold til den måde, vi spiser på,« siger Christoffer Clemmensen.

Selv om vi lagrer fedt og formentlig har energi til at gå i halvanden måned uden at spise, opprioriterer vores hjerne mad næsten over alt andet.

Vi kender det jo nok alle sammen. Den manglende evne til at sige pænt nej tak, når vi bliver præsenteret for en lækker dessert efter et større og mættende måltid. Formålet med Clemmensens forskning er blandt andet at forstå, hvad der styrer denne adfærd.

»Hvis du tager hele den danske befolkning, flytter den ind i en sydstat i USA og lader den indordne sig under de stedlige samfundsstrukturer, så vil to tredjedele af danskerne formentlig blive overvægtige og udvikle dertilhørende livsstilssygdomme. I dag er 50 procent af alle danskere overvægtige eller fede, så vi er godt på vej« siger han og fortsætter:

»Der er noget, der gør, at vi i det forkerte miljø ikke kan modstå de fødevarer, vi overvældes af. Og vores hjerne kan slet ikke håndtere meget energirige og smagsstærke fødevarer.«

Selvskadende overspisning

Med sin baggrund inden for farmakologien interesserer det Clemmensen at kunne manipulere med hjernen ved hjælp af kunstigt fremstillede stoffer.

»Det er den hellige gral inden for farmakologisk forskning, at du kan gå fra at kortlægge noget fysiologisk til at udvikle et spektakulært nyt stof, som kan manipulere en central molekylærbiologisk signalvej i dette system. For så er du ligesom gået hele vejen.«

Altså, der var ikke nogen, der talte om karriere eller fremtid dengang. Til gengæld var der en lidt større entusiasme omkring nutiden

Clemmensen om sine gymnasieår

Indvender man, at det lyder mere som en industriel forretningsplan end egentlig grundforskning at gå efter at fremstille en pille, svarer Clemmensen:

»Ja, og det er også en illusion. Vi skal anerkende vores begrænsninger på universitetet. Nogle gange har man måske en lidt grandios selvforståelse, hvor man tror, at man faktisk kan ende med at udvikle sit eget lægemiddel. Men det er mere komplekst end de fleste forestiller sig, og i industrien har de en ekspertise, som vi slet ikke kan – eller skal – hamle op med på universiteterne,« siger han og tilføjer, at selve pillen ikke trækker mest i ham som forsker:

»Det der med om man fx kan gøre et stof oralt tilgængeligt er ikke lige mit interesseområde. Og det finansielle aspekt kunne ikke rage mig mindre … altså hele industriens eksistens er jo knyttet til en kapitalistisk verdensorden, og den del interesserer mig egentlig ikke,« konstaterer Christoffer Clemmensen.

Trods interessen for at kunne manipulere med hjernens signaler, mener Clemmensen dog ikke, at det nødvendigvis er her, man finder den bedste løsning på fedmeproblematikken.

»Overspisning er jo en form for selvskadende adfærd. Jeg er interesseret i hvordan vi forhindrer selvskaden i første omgang. Vi har konstrueret et samfund, som ikke er særlig hensigtsmæssigt for vores sundhed. Så spørgsmålet er, om man skal sadle om og prøve at gøre fuldstændig op med den måde, vi lever på,« siger Christoffer Clemmensen. Han trækker vejret – og trækker så lidt i land:

»På den anden side er det et faktum, at der faktisk er et voksende behov for nogle effektive midler. Det er ikke en mulighed at skulle operere alle fede, så der er faktisk et akut behov for lægemidlerne.«

Elendig studentereksamen

Christoffer Clemmensen gentager, at det er forskningen i sig selv, der driver ham, selv om forskervejen ikke lå lige for, og hans akademiske vækkelse kom sent.

Gymnasietiden tilbragte han med guitar og sport, og han siger, at hans studentereksamen blev derefter. Elendig.

Det ville da være for kedeligt, hvis man ikke udfordrede sig selv

»Det rørte mig overhovedet ikke. Altså, der var ikke nogen, der talte om karriere eller fremtid dengang. Til gengæld var der en lidt større entusiasme omkring nutiden,« siger han om sin ungdom.

Adgangsbilletten til universitetet kom via en optagelsesprøve på kvote 2 på Syddansk Universitet, der fik ham ind på idrætsuddannelsen. Her begyndte interessen for forskningen.

»Jeg tror det var et eller andet behov for at separere mig fra min faglige baggrund. Jeg ville prøve det af og vise, at jeg godt kunne,« fortæller Christoffer Clemmensen om valget. Forskningsdrømmen bragte Clemmensen til København, hvor han tog en kandidat i humanbiologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Specialet blev skrevet inden for neurobiologi.

Mere legebarn end spidsborger

Lysten til at udfordre sig selv er særlig vigtig, hvis man drømmer om at gå forskervejen, mener han:

»Jeg har sådan cirka 30-35 år til at forske i. I en tid, hvor projekterne sagtens kan tage 5-7 år at færdiggøre, har jeg vel kun 4-5 store skud i bøssen,« konstaterer han og fortsætter:

»Jeg synes, at alt for mange går med skyklapper på. Ikke for at være filosofisk, men Kierkegaard har sit spidsborgerbegreb, hvor folk sådan helt lemmingeagtigt bare udfører deres job af vane og konformitet – uden af forholde sig til deres kontekstuelle eksistens.«

»Det ville da være for kedeligt, hvis man ikke udfordrede sig selv … altså hvad er formålet som videnskabsmand eller -kvinde? Er målet at publicere 300 artikler? Er det en markør for en god karriere? Who cares i sidste ende?« siger Christoffer Clemmensen med en hentydning til den performancebaserede model til fordeling af basismidler, der giver point til forskerne efter hvor mange videnskabelige publikationer, de udgiver årligt.

Inden Christoffer Clemmensen forlader koblingen mellem den store filosof og den bibliometriske forskningsindikator, tilføjer han smilende:

»Men det kan jo også godt være, at der nogle lag, som jeg bare ikke har forstået endnu. Det der driver mig, er muligheden for ligesom at rykke ud over de eksisterende grænser og lave noget fantasifuldt. Hvis vi ikke udnytter den på universitetet, ville det være ærgerligt.«

Seneste