Feel good - because it’s bad

Den skaldede frisør handler om den kræftsyge Ida, der bliver forladt af sin kvabsede ægtemand Leif til fordel for en ung blondine, lige inden de begge skal til datterens bryllup i Italien. På vej ned til Sorrento møder Ida Philip, en tilsyneladende kynisk og travl businessmand, der viser sig at være gommens far.

I Syditaliens citronlunde går tingene anderledes end forventet. Brudeparrets forhold udfordres, i takt med at sød musik opstår mellem Ida og enkemanden Philip. Der er lagt op til både romantik og intriger i de idylliske sydlandske omgivelser.

Genkendeligt fortælleforløb

Lektor på IKK og forsker i populærkulturens humorgenrer Michael Eigtved har siddet fast i trafikken på vej til biografen. Han går glip af filmens begyndelse, men er dog hurtigt sporet ind på filmens univers:

»Mon ikke jeg kan regne anslaget ud?« siger han i spøg, »alle karakterer er etableret i deres særlige facetter, situationen og relationerne er på plads. Jeg kommer ind i filmen, hvor dramaet for alvor starter,« siger Eigtved, på vej ind i mørket.

Bagefter over kaffen kan Eigtved uddybe sin vurdering:

»Filmen følger en klassisk og velkendt dramaturgi, der ikke er til at tage fejl af. Mange af karaktererne er udelukkende til stede for at opfylde en bestemt funktion, og jeg kan hurtig regne den ud,« siger lektoren.

Typiske komedie-greb

Eigtved fortæller, at når en karakter bliver ekstremt forstørret, så formes en karikatur – altså skal man ikke længere betragte ham eller hende som et virkeligt menneske:

»Det er ikke meningen, at vi skal få psykologisk indsigt i dem. Vi skal i højere grad se dem som repræsentanter for et system, en livsindstilling eller en tilstand. I filmen er der flere eksempler på denne slags figurer, og Idas eksmand er en af dem.«

Leif er den stereotype midaldrende mand, der ikke ved, hvad han har, før han ikke har det længere. Og i mellemtiden har han troet, at en ung dum blondine ville gøre ham lykkelig. Men Leifs underliggende bevæggrunde berøres aldrig, hans handlinger og følelsesliv forbliver overfladiske. Leifs karakter er selvfølgelig morsom i sin ynkelighed, og derudover har han en dramaturgisk rolle, siger lektoren:

»Leif fremstilles endimensionelt, og dette står i stærk kontrast til hovedpersonen Ida og hendes sammensatte følelsesliv. Hun fremstår kompleks i sammenligning.«

Godt håndværk

Eigtved mener han er for miljøskadet til at indtage film og teater uden at have analysebrillerne på. Men selv om han gennemskuer de dramaturgiske greb undervejs, så kan han – hvis de narrative metoder fungerer – læne sig tilbage og nyde fortællingen. Og det gør han i Biers nye film:

»Det er knaldgodt håndværk. Alle karakterer virker i den fortællermæssige funktion de har.«

Men det kan også være filmens problem, pointerer han:

»Det kan næsten blive for velsmurt, i den forstand at man som tilskuer bliver bevidst om, at det er en maskine, der kører. Der er lidt for mange lyserøde solnedgange.«

»Det er fermt gjort« siger lektoren, »men det balancerer hele tiden på kanten til at blive for glatpoleret. I det øjeblik det tipper over og bliver for dygtigt, begynder vi at se grebene og taber den umiddelbare indlevelse.«

Tragedie

Humor kan bruges for at skabe effekt og affekt, siger lektoren. Derfor er den et godt middel til at fange publikum. Men selv om Den Skaldede Frisør er en komedie, synes Eigtved at Biers nye film næsten snarere er en tragedie:

»Hele historien er bygget op på tragiske pointer. Men de bliver behandlet med komiske indslag.«

Og kombinationen af tragedie og komedie har et særligt og ikke helt ubetydeligt relationsforhold, siger lektoren:

»Vi skal hele tiden have smerten etableret, for på den baggrund virker komikken forløsende. Det er ’feel good – because it’s bad’.«

Den danske attitude

Eigtved taler om ’den danske attitude’. At den danske humor gerne vil pille ved autoriteter og tage luften ud af det pompøse. I en sådan optik, er det ikke tilfældigt, at filmens hovedperson er en jordnær frisør.

»Det handler om at være i øjenhøjde. Dem, der er for høje i hatten, skal dukkes ned og dem, der befinder sig i mudderet, skal hives op. I denne film går Philip fra at være kold og arrogant til at blive følsom og medmenneskelig,« siger Eigtved.

»Et andet eksempel er Leif, som erkender, at han har taget fejl, og at han ikke kan få Ida tilbage. Publikum har sympati med ham til sidst, fordi han er så patetisk,« siger Eigtved, der mener, at Trine Dyrholm formår at etablere en figur, der er meget mere tvetydig, end filmen egentlig lægger op til.

At acceptere præmissen

Selv om det er mange af historiens elementer, som i vores normative forståelse ikke giver nogen mening, så mener Eigtved at vi må suspendere vores mistro og gå med på præmissen:

»Ligegyldig hvilken præmis, du stiller op, så er Den Skaldede Frisør en god film. Den er dygtig lavet, og den holder, det den lover: at være komisk med et dybereliggende alvor. Men det er en smagssag, om man kan lide denne slags type film,« siger han, og sammenligner den med ’den gode opgave’ på universitetet: så længe man overholder det, man sætter sig for i problemstillingen, så har man skrevet en god opgave – lige meget hvad, man skriver om.

Og det indrammer præcist, hvad man kan sige om Biers nye film: Hvis man skal bedømme den ud fra det, den gerne vil være, så er den ganske vellykket.

Men man må have lov til at drømme, tænker jeg: Bier er en så dygtig instruktør, at det ville være mere interessant, hvis hun turde udfordre sig selv og publikum lidt og stille sig selv en vanskeligere opgave i sin problemformulering. Tænk hvilket potentiale til store mesterværk, hvis ikke det sikre håndværk og de trygge klicheer alene skulle bære præstationen, men fik selskab af en måske hidtil uset idé!

line.hjorth@adm.ku.dk

Var artiklen relevant for dig? Jamen, så på Facebook med den!