Fiaskoer bør også formidles

Jeg har altid ment, at formidling af forskningsresultater til en bredere kreds var et vigtigt og naturligt led i forskningsprocessen. I starten af mit professorat skrev jeg aviskronikker, stillede op til interview, skrev forskningsindlæg i overvejende formidlende magasiner med videre.

Det giver selvfølgelig en personlig tilfredsstillelse at skrive en kronik i Politikken, hvor rejektionsraten er lige så stor som ved mange internationale videnskabelige tidsskrifter.

Klemens Kappel har fuldstændig ret i, at formidling er meget tids- og ressourcekrævende. Feedback og interesse har hidtil gennemgående været beskedent, og forskningsformidling har indtil nu sjældent været efterlyst eller værdsat af de systemer, der efterspørger og evaluerer forskning og undervisning.
En succes har mange fædre, fiasko er forældreløs. Det er ikke svært at blive enige om formidling af forskningssucceser. Det modsatte er langt mere problematisk.

Det kan være mindst lige så relevant at formidle en forskningsfiasko eller den manglende eller udeblevne forskning (ikke-forskning), der for eksempel kan opstå, når direktioner af ideologiske, drifts- eller ledelsesmæssige grunde laver fusioner, der ødelægger forskningsmiljøer eller stopper relevant forskning.
I disse situationer har vi set eksempler på, at forskningsformidling medfører efterfølgende stærkt kritiske og udadprojicerende reaktioner, med direkte afstandtagen på ledelsesniveauet.

Det er vigtigt, som anført i Ralf Hemmingsens og Jasper Steen Winkels indlæg, at der opstilles retningslinier for forskningsformidling. Omfang og kvalitet af formidlingen bør specificeres, endvidere må den kunne måles og evalueres på samme måde som undervisning og forskning, gerne efter internationale retningslinjer.
Formidling bør foregå i en form, så det bliver muligt at tilvejebringe information om kvalitet, omfang og niveau. Formidlingen bør også inkludere en balanceret profilering af forskningsresultaterne, gerne med fokus på forskningens drivende kræfter.

Det er helt legitimt, at en forsker også forfølger veje betinget af egen nysgerrighed og engagement, ud fra eget valg af emne og metode, uafhængigt af institut, fakultet og øvrige universitets profileringer og strategier. Det bør endvidere erkendes, at formidling for de fleste forskere ikke er “cool cash”, men ressourcekrævende, hvorfor der skal afsættes ressourcer hertil.

Der var en gang, hvor forskning nærmest var et fritidsgeneret ’biprodukt’, der ofte krævede eksistentiel argumentation. Den tid er forbi. Det samme gælder for formidling af forskningsresultater.