Filosof om intelligent design-teorien: »Det er simpelthen noget sludder«

Kan darwinismens dogme bruges som forklaring på livets opståen og udvikling, eller har det hele en intelligent årsag som måske er Gud?

Dette spørgsmål debatterede teolog Jakob Wolf i sidste nummer af Universitetsavisen med videnskabsteoretiker Claus Emmeche.

Anledningen var at Jakob Wolf har skrevet bogen Rosens råb som Claus Emmeche efterfølgende sablede ned i en anmeldelse. Wolfs bog introducerer den såkaldte intelligent design-teori i Danmark. Teorien gør op med darwinismen og plæderer i stedet for at naturen er for sindrigt indrettet til at darwinismens mekanismer alene kan stå bag. Der må være en intelligent designer, mener tilhængerne af teorien og Jakob Wolf.

Vrøvl, mener Claus Emmeche og de fleste andre naturvidenskabsfolk der klandrer tilhængerne af teorien om intelligent design for at ville genindføre Gud i naturvidenskaben.

Det er de mange lighedspunkter imellem intelligent design-teorien og filosoffen Kants og den fænomenologiske filosofis brug af den analoge erkendeform der har været Wolfs incitament til at skrive Rosens råb. For Wolf er bogen hverken et naturvidenskabeligt eller religiøst felttog mod evolutionsteorien, men snarere et filosofisk argument for den analoge erkendeforms berettigelse i biologien.

Universitetsavisen har derfor bedt lektor i filosofi på Københavns Universitet Jan Faye, der netop har videnskabsfilosofi, metafysik og erkendelsesteori som sine hovedforskningsområder, om at kigge bogen efter i sømmene.

Og Jan Fayes dom er hård:

»Jakob Wolfs filosofiske projekt lader meget tilbage at ønske. Det virker som om Wolf overhovedet intet kender til de moderne videnskabsteoretiske diskussioner. Han appellerer til Kant, og så taler han ubestemt om den fænomenologiske retning, men involverer sig ikke nærmere i hvad den går ud på, andet end at den har noget at gøre med vores direkte oplevelse af verden. Det begrebsapparat som fænomenologien normalt betjener sig af, bruger han slet ikke. Man kan ikke sige at han ikke ved noget om det, men han viser det ikke,« lyder det lakonisk.

Det tjener til Jakob Wolfs ros at han i modsætning til alle andre tilhængere af intelligent design-teorien indrømmer at den ikke er en videnskabelig teori, understreger Jan Faye.

»Det ville også have været en horribel påstand.«

Men det er et problem at Jakob Wolf i stedet for at problematisere de indvendinger tilhængerne af intelligent design-teorien har imod evolutionsteorien, blot agerer talerør for hvad andre siger, mener han.

»Forståelsen for biologien har han fra andre. Det synes jeg måske gør bogen lidt mindre vedkommende hvis vi skal sige det pænt. Den har ikke den tyngde den kunne have. Han er selvfølgelig teolog og ikke biolog, men hvis man vil diskutere så fundamentale spørgsmål som de her, må man have så stor viden om biologien at man kan tale lige op med biologerne. Det er Jakob Wolfs viden om biologi ikke tilstrækkelig stor til at han kan gøre.«

Et eksempel på Jakob Wolfs manglende biologiske viden kommer ifølge Jan Faye til udtryk i Wolfs sammenkædning af Kants analyse af den analoge erkendeform og Kants definition af organismen. Kant beskriver organismen ved at den består af dele der er organiseret i en helhed som kan udføre en bestemt funktion. Det samme gælder for menneskeskabte maskiner. Da de er frembragt af en intelligens, må det samme også være tilfældet for organismen. Det erkender vi intuitivt og ufejlbarligt ved hjælp af den analoge erkendeform. Vi kan simpelthen ikke lade være, lyder Wolfs påstand.

Men her modsiger Jakob Wolf sig selv ifølge Faye.

»Han erkender jo samtidig at den analoge erkendeform som al anden erkendelse ikke er ufejlbarlig. Hvis det er sådan, hvorfor søren gælder det så ikke også i spørgsmålet om intelligent design? Det tyder på at det for ham er en ufejlbarlig måde at se verden på,« siger Jan Faye.

Det intuitive er noget som Wolf selv læser ind som præmis for den analoge erkendeform. Den er kun intuitiv hvis man allerede tror på en transcendent magt, mener Faye.

»Hvis man ikke som Wolf tror på at der findes en transcendent magt som har designet verden, så er der ikke noget argument. Hvis der overhovedet skal være tale om erkendelse, skal der være mulighed for at vi kan tage fejl. Al erkendelse er fejlbarlig. Også vores tro på at der findes en Gud er fejlbarlig. Men hvad er kriterierne for at vi tager fejl? De står ingen steder til syne i bogen. Hvis vi ikke kan tage fejl, er det ikke nogen erkendeform. Så forbliver det et trosspørgsmål,« siger Jan Faye.

»Når Wolf så svarer,« fortsætter Faye, »at vi umiddelbart ser at rosen er designet, så virker hans tro som filter. Bare med lidt videnskabsfilosofiske kundskaber ville han vide at vi ofte ser det vi gerne vil se fordi vores observationer er farvet af teori.«

Et andet sted Jakob Wolf går galt i byen, er i spørgsmålet om den moderne opfattelse af hvordan man redegør for funktioner:

»Den måde man forstår funktionelle forklaringer på i den moderne biologifilosofi, er en helt anden end den som Kant og Aristoteles havde. Derfor er det lidt ude af trit med den filosofiske tænkning at henvise til de gamle filosoffer. I dag henviser man ikke til en formålsbestemt årsag i en funktionel forklaring, men i stedet til en virkning,« pointerer Faye.

Desuden er Jakob Wolf blind for at naturvidenskaben også opererer med andre forklaringsformer end den han kalder for »den mekaniske, uintelligente årsagsforklaring«, påpeger Faye.

»Kun at kalde de fysiske årsagsforklaringer for mekaniske er enten tendentiøst eller et udtryk for manglende forståelse for hvad det videnskabelige projekt går ud på. Det er vigtigt at holde fast i at videnskaben beskæftiger sig med mange typer forklaringer, også analoge forklaringer som er bestemt af hvad man egentlig ønsker at forklare,« understreger han.

Jan Faye understreger at hans kritik af Jakob Wolf ikke er et udtryk for at darwinismen hverken kan kritiseres eller måske endda tage fejl.

»Hans kritik er selvfølgelig hverken forbudt eller overflødig, men jeg har intet set i fremstillingen af det her som darwinismen ikke med rimelighed kan svare på. Han har en forkert opfattelse af hvad darwinismen går ud på,« giver Jan Faye som årsag til at han mener at Wolfs kritik er skudt langt over målet.

»Det tager lang tid at artikulere en videnskabelig teori. Det tog mange år før Newtons mekanik var artikuleret så meget at man kunne sige at den var forkert. Det kan godt være at man efterhånden må udbygge darwinismen og få et andet paradigme som i en eller anden forstand minder om Darwins teori. Det vil dog stadig være en teori der redegør for organismerne som resultat af naturlige processer. Det er vigtigt at holde fast i.«

Men hvem ved hvad fremtiden vil bringe? Darwinisterne siger fx at løsningen på de mange problemer der er ved evolutionsteorien, nok skal komme en gang i fremtiden, men det argument gør darwinismen til en spekulativ teori fordi den dermed forlader sig på noget så usikkert som fremtiden, lyder Wolfs kritik.

»Men når det gælder den kritik man rejser imod intelligent design-teorien, bruger Wolf pludselig fremtiden som et godt argument idet han siger: “Vi ved ikke hvad fremtiden kan bringe”. Det er som om at Jakob Wolf kører med én standard når det kommer til intelligent design-teorien, og en anden når det gælder darwinismen,« mener Jan Faye.

At Jakob Wolf bruger darwinismens manglende evne til at forklare livets oprindelse og udvikling ned til mindste detalje, er endnu et eksempel på Wolfs dobbeltstandard, mener Faye. Wolf postulerer nemlig at darwinismen dermed ikke er en videnskabelig teori.

»Videnskaben kan jo kun forklare tingene på det niveau videnskaben er nået til. Han skriver et sted i bogen at fordi darwinismen ikke kan forklare udviklingen i detaljer, er det ikke en videnskabelig forklaring,« siger Jan Faye og holder en kunstpause hvorefter han udbryder:

»Det er simpelthen noget sludder.«
»Det er simpelthen noget sludder,« gentager han.