Filosoffer, der vil forandre samfundet

Breivik-tragedien i Norge skabte et akut behov for at forstå ekstremismen som fænomen, og lektor Klemens Kappel er blandt dem, der har arbejdet på sagen. Hans løsning blev et koordinatsystem til at kategorisere personer fra ekstreme miljøer, hvor den ene akse repræsenterer graden af antidemokratiske holdninger og den anden handlingsparatheden. Jo mere ekstrem, jo længere ud på begge akser.

På den baggrund plæderede Kappel for, at man kan skære venstre- og højreorientede ekstremister over én kam, da begge grupperinger – i de mest ekstreme tilfælde – vil befinde sig på det yderste af begge akser. Kappels præsentation efterlod et indtryk af, at filosofi kan være noget helt uprætentiøst – en metode til at give os overblik i besvarelsen af komplekse spørgsmål.

I den samfundsorienterede afdeling var også Nils Holtug, som med sin forskning hævdede, at der i den politiske debat findes underliggende præmisser for udtalelser om lighed og immigration – at der ligger nogle skjulte holdninger bag de holdninger, der lægges frem i den politiske debat. Man fristedes til at spørge, om det måske er fordi, at de ’gemte’ holdninger – at lighed ikke er ønskeligt, eller at lighed er et nationalt afgrænset spørgsmål – ikke er så flatterende, og det var nok også Holtugs gemte pointe.

Filosofi møder psykiatri og matematik

Dan Zahavi fra det interdisciplinære Center for Subjektivitetsforskning argumenterede for, at filosofiske analyser har værdi for hjerne- og autismeforskning, da filosofien har svar på, hvad begrebet selvet dækker over.

Den naturvidenskabelige forskning bliver simpelthen forvirret, når den støder på ikke-målbare begreber, der kræver en humanistisk behandling, og det er her filosofien kan opstille nogle stringente definitioner.

Udover teoretiske begrebsafklaringer om selvet har mødet mellem den naturvidenskabelige verden og filosofien i Zahavis arbejde også resulteret i nye psykologiske tests, som kan anvendes til diagnosticering og behandling af patienter.

I tråd med Zahavi er Vincent Hendricks også repræsentant for en måde at bedrive filosofisk forskning, som ikke holder sig tilbage for at inddrage elementer fra andre videnskaber som matematik og pskylogi. Her blev det eksemplificeret ved et projekt, hvor han har undersøgt, hvordan sociale grupper reagerer på information om nødstedte individer, hvor det – ret så foruroligende – viser sig, at antallet af personer som ser en person forulykke er omvendt proportional med sandsynligheden for, at nogen vil komme den nødstedte til undsætning.

Denne ’sociale ignorance’ er et veldokumenteret fænomen, men det nye er, at Hendricks med sit hold er ved at opstille matematiske simulationer, som kortlægger fænomenet for at finde ud af, om det er muligt at gribe ind og ændre udfaldet. For alle kan vist blive enige om, at det ikke er videre heldigt, at større menneskemængder er lig mindre nødvendig handling.

»Hvorfor er I ikke noget mere i Deadline?«

Lød ét af spørgsmålene fra salen fra en tilhører, som ville vide, hvorfor vi ikke ser flere filosoffer i den generelle samfundsdebat. De lidt prøvende svar fra panelet lød blandt andet, at der i det akademiske miljø ikke er tradition for at overskride faglige grænser og udtale sig om dette og hint.

Ikke desto mindre efterlod de fire oplæg et klart indtryk af, at filosofien, i hvert fald på KU, bevæger sig mod mere anvendelse og bevågenhed og mindre symposion og metafysik.

Som Hendricks udtrykte det, er filosoffer »gudskelov ikke længere nogen, der sidder på et kammer med en fjerpen og tænker verden a priori.«

uni-avis@adm.ku.dk