Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
FAGMILJØVURDERING - Når universitetsloven samler al magt på ganske få hænder, har det konsekvenser for sårbare fag. Hvad der måske vindes i brandingværdi og tiltrækningskraft, taber institutionerne i forskningsfrihed og autonomi
VIDENSKABET:
I april i år fik tre lektorer ved fagmiljø for pædagogisk filosofi, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Aarhus Universitet, varsling om fyring. Ledelsen har først forsøgt at nedlægge uddannelsen, men det er ikke lykkedes. Man har så varslet fyring af tre af de forskere, der bærer uddannelsen. I begrundelsen for fyringsvarslet blev der henvist både til økonomi og til faglig relevans.
I deres svar på en protesterklæring har dekanen og samtlige institutledere imidlertid alene anført den økonomiske begrundelse, men helt fortiet relevansargumentet (Information den 20. maj). De tre filosoffer er alle akademisk vel meriterede og har varetaget deres opgaver upåklageligt, og ingen målinger viser, at netop disse tre bidrager mindre end andre til indtjeningen.
I skrivende stund pågår en høring, der forhåbentlig vil bringe ledelsen på andre tanker. Peter Kemp har i sin kronik Justitsmordet på DPU (i Information den 14. maj) givet en redegørelse for sagen, som også tages op i Weekendavisen den 21. maj.
Næsten samtidigt indløb nyheden om, at ledelsen ved Middlesex University, London, havde besluttet at nedlægge en af Englands højst rangerende afdelinger for filosofi med speciale i moderne europæisk filosofi efter Kant. Her har i en årrække foregået en unik og frugtbar udveksling mellem engelsksproget og fransk- og tysksproget filosofi.
Miljøet har bidraget til at åbne filosofien imod andre discipliner og for en bredere kulturel offentlighed. Det fremgår af debatten i Times og Guardian, hvor prominente navne som J. Butler, P.Sloterdijk, A. Badiou og S. Žižek har underskrevet en erklæring, der under titlen ‘Middlesex think again!’ opfordrer ledelsen til at tænke sig om en ekstra gang.
I England har der for nylig været andre eksempler på forsøg på at lukke filosofiske afdelinger, Liverpool og King’s College i London, men her har ledelsen måttet bøje sig for protester.
Hvis hverken faglig meritering eller lønsomhed ser ud til at være tilstrækkelige argumenter for et fagmiljøs berettigelse, kan man formode, at det egentlige motiv er at ’brande’ organisationen.
Ved at kanalisere flere ressourcer ind i specifikke områder vil man søge at styrke den internationale ranking. Strategien kan friste ambitiøse universiteter til at skille sig af med sårbare områder for på andre områder bedre at kunne stræbe efter ‘verdensklasse’. Men hvis universitetet ensidigt satser på at styrke det, der antages at være dets stærkeste områder, kan det ende med at blive dets svaghed.
Det svarer til, at en bodybuilder, der kun dyrker musklerne i overarmen, risikerer fibersprængninger i andre kropsdele. Eller med et makabert eksempel fra det biovidenskabelige område, en af universitetets virkelig store muskler, hvor man i Danmark har fremavlet en so, der er i stand til at føde rekord mange grise per kuld, men uden at soen samtidig har fået patter nok til at die dem.
Styrelsesloven er, som mange har påpeget, et eklatant brud med universitetets iboende idé om selvstyre til fordel for ledelsesprincipper, der kendes fra erhvervslivet og sportsklubber som AGF eller FCK. I erhvervslivet er der dog den økonomiske rationalitet, som aktionærer og bestyrelser repræsenterer over for direktionen.
I universitetssammenhæng argumenteres ud fra et mere eller mindre imaginært økonomisk nytteprincip, der tildækker, at forskningens indflydelse og værdi ikke kan måles på samme måde som en fodboldklub, og at markedsideen her er en temmelig luftig størrelse.
Udviklingen på det forskningspolitiske og universitære område viser paralleller til strukturændringer på andre felter, som det ses af debatten om offentlige og private skoler, sygehuse og medier.
Såkaldte ’privatiseringer’ foregår typisk gennem undertiden særdeles rundhåndede omdirigeringer af offentlige midler. Der tegner sig et mønster, hvor mange midlertidige projekter udgør en stadig strøm af hektisk fornyelse, mens de klassiske faglige moderskibe, humaniora og naturvidenskab samt professionsuddannelserne, medicin, jura og teologi, fremstår som forsømte kommunale skolebygninger eller andenrangs offentlige hospitaler.
Det politiske spørgsmål er, hvor langt vi ønsker at gå i retning af en situation, som Žižek beskriver med metaforen ’organer uden legemer’, der er en omvending af G. Deleuze og F. Guatarris ’legemer uden organer’. Filosofisk og politisk set er visionen om organer uden legemer en ophævelse af personens såvel som institutionens frihed og autonomi, som allerede Kant og Hegel påpegede i deres kritik af en liberalisme uden frihed. Staten er garanten for friheden (og bankerne), og uden denne regulering antager friheden totalitære træk, eksempelvis i kravet om retten til at foretage og handle med personlige kreditvurderinger, nærmest før personen er født.
Tendensen til at eksilere fagområdet filosofi og til at nedtone den filosofiske dimension i både humaniora og naturvidenskab til fordel for videnskabsteori er symptomatisk for forsøgene på at brande universitet. Selve det universelle i navnet ‘universitet’ fragmenteres i en uoverskuelig mængde partikulære tilvalg.
Universitetets autonomi-idé har flere forløbere i historien, én af disse var Platons Akademi og Aristoteles’ Lyceion. I indledningen til sin metafysik skriver Aristoteles, at først med de ægyptiske præster havde et samfund vundet tilstrækkelig uafhængighed af nyttehensyn til, at det kunne tillade sig at udvikle matematik og geometri uden hensyn til bygning af pyramider eller vandingssystemer.
Tilsvarende mente Aristoteles, at det antikke Grækenland var i en økonomisk position til at kunne tillade sig at have en metafysik. Begge dele viste sig at være et brand i ‘verdensklasse’, der ikke kan købes for penge. Senere gav kirken og klostrene mulighed for at dyrke lærde studier, udvikle teologi, filosofi og tidlige former for naturvidenskab.
Tro og viden levede i en form for fredelig sameksistens i middelalderen, med Reformationen blev de skilt ad, men netop ikke som et tab, men som en konsekvens af Luthers lære. Med den naturvidenskabelige revolution kom atter nye ommøbleringer til. Universitetshistorien kan således betragtes som et fortløbende afkald på integration mellem viden, tro og tænkning. Hverken teologi, filosofi eller videnskaberne er hver for sig blevet mindre, tværtimod har de alle undergået stigende grader af specialisering.
Mit eget fag, teologi, består af tre fag: bibelsk eksegese, kirkehistorie og systematisk teologi, og er således et universitet en miniature. I de senere år har Det Teologiske Fakultet i kraft af sin indre diversitet og sin særlige mangel på selvtilpasning, vist sig at kunne huse en række forskellige centre og grundforsknings-fondsbevillinger under stikord som Europæisk islamologi, Subjektivitetsforskning, Studier i kulturel erindring, Naturalisme og kristen semantik.
Om den traditionelle symbiose mellem teologi og filosofi, siger Nietzsche, at filosofien knap nok endnu har fundet sine egne ben i forhold til teologien. Det er i dens »ledebånd, at filosofien overhovedet har lært at tage sine første store og små skridt på jorden – ak endnu så ubehjælpsomt, endnu med så sure miner og sådan lige på nippet til at falde forover på maven, denne lille ængstelige, forkælede, krumbenede klodsmajor!«
Erfaringen med filosofi i en teologisk kontekst er en sameksistens, der har undergået overraskende transformationer fra Augustin og Thomas til Kierkegaard og Nietzsche, og er formentlig ikke et afsluttet kapitel i universitetets historie. Filosofien lever under forskellige værtskaber og har ikke altid været lige velkommen i hverken naturvidenskaben, teologien, hos staten eller kirken.
Et andet eksempel på værtskab er Copenhagen Business School, der huser en imponerende afdeling for Ledelse, Politik og Filosofi. Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet er ét af de sidste større flagskibe i Europa. Her har studiet en markant filosofisk profil ikke kun i kraft af arven fra Kierkegaard, men primært gennem forbindelsen til Center for Subjektivitetsforskning, som er et vellykket eksempel på faglig vekselvirkning mellem organer og legemer, larver og pupper.
Generøse værtskaber for sårbare områder kræver antagelig en institutionel inerti, et volumen, som KU hidtil har vist sig at have over for faget teologi.
De ledelsesstrategier, der for tiden er i vælten, levner ikke blik for historiske sammenhænges betydning for nytænkning. Institutionelle ‘kroppe’ som for eksempel staten, universitetet, folkeskolen, kirken eller Danmarks Radio bør ikke være en sovepude, men stabiliserende instanser, der sikrer den kontinuitet, som fordybelse og forskning kræver. Der bør være en balance mellem de store moderskibe og de hurtiggående destroyere.
Den lektie lærte kommunisten Asger Jorn den tidligere professor ved billedhuggerskolen, cand.theol. Hein Heinsen, da han og de andre unge professorer i 1968 ville nedlægge akademiet. Jorn skrev et rasende brev til Heinsen om, at han sgu bare havde at blive på sin post og opretholde den gamle borgerlige institution, ellers ville de frie kunstnere som Jorn selv ikke have en mur at spille deres bold op ad.
‘Aarhus, think again!’