Finanslov 2020: Brudt løftebrud

To gode nyheder og en dårlig. Den første gode nyhed er, at tilliden til politikere måske er lav, men at den ikke er så lav, at folk ikke stadig bliver skuffede, hvis politikerne siger ét og gør noget andet.

Finansloven faldt 2. december på plads, og regeringen og dens støttepartier har sat omkring 300 millioner kroner af årligt i de kommende tre år til blandt andet humaniora og samfundsvidenskab. Et stort, tiltrængt beløb, som regeringen havde lovet at bevilge. Det er den anden gode nyhed.

Den dårlige nyhed er, at regeringens løfteopfyldelse sker på baggrund af et løftebrud.

Socialdemokraterne lovede i valgkampen 2019 penge til udpinte humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser, en fortsættelse af det såkaldte taxameterløft på cirka 300 millioner kroner, som burde have heddet en taxameterlap, fordi pengene kun delvis dækkede en dokumenteret underfinansiering.

»Nu siger vi med åbne øjne, at vi forpligter os til, at det løft fortsætter. Det vil vi gerne bruge nogle penge på,« sagde S-politiker Matthias Tesfaye i valgkampen til Altinget.

Men da finanslovsforslaget kom, som Socialdemokratiet selv havde skrevet, stod det klart, at de havde i sinde at bryde løftet. På Københavns Universitet alene ville det koste 70 millioner om året, måske 150 undervisere.

Udsigten til endnu en knytnæve fuld af fyresedler på Humaniora vakte bestyrtelse blandt studerende, forskere og universitetsledere. Det blev et efterår med ondt i maven for studerende og ansatte på campus. Det blev et stort offentligt debatemne. Protestblokaden på Humaniora på Københavns Universitet havde næppe fået den varighed og styrke, den har vist sig at have, hvis ikke udsigterne for de humanistiske fag var så dystre.

Og måske kom det som en overraskelse for regeringen, at folk tog sådan på vej? Havde de virkelig forventet mere?

De fik mere. Men det skete altså på trods af regeringens finanslovsforslag.

Fra begyndelsen var der noget olieagtigt over regeringens adfærd, dens udtalelser om nedprioriteringen af uddannelse og forskning i finansloven. Socialdemokrater, inklusiv uddannelsesministeren, lod forstå, at det ligesom var noget, man var villige til at forhandle om.

Besparelsesplanen var altså ikke helt en besparelsesplan, før finansloven var lukket og den sidste udmagrede humanist havde sunget. »Vi er ikke nødvendigvis modstandere af at gøre noget og lade det fortsætte,« sagde forskningsordfører Kasper Sand Kjær til Uniavisen.

Hans parti havde bare ikke selv foreslået at bruge penge på, at gøre dette noget.

Som medister og smartphones: klamt

Socialdemokraterne nægtede i løbet af efteråret at erkende løftebruddet.

Måske var det noget med, at de andre partier skulle kunne vinde nogle sejre i finanslovsforhandlingerne, noget de kunne høste hæder for at give til befolkningen, og det kunne så være de lovede uddannelsespenge. En taktisk manøvre, der er udtryk for den opfattelse, at fremstillingen af politik, som det gælder for smartphones og medisterpølse, er en lidt klam proces, hvor man gør bedst i at fokusere på resultatet.

Men hvis det virkelig var den socialdemokratiske plan at fake et løftebrud af taktiske grunde, er den udtryk for en logik, der kun giver mening for en person med ringe forståelse af, hvad det vil sige at love noget.

Løfteopfyldelse er mere end at levere et bestemt resultat. Enhver der har prøvet at opfylde et løfte modvilligt, ved det. Hvis du serverer den morgenmad på sengen, du har lovet din kæreste på hendes fødselsdag, efter at hun måtte ruske dig vågen klokken 10, er der tale om løftefiasko. Hensigt betyder noget. Et heroisk men forgæves forsøg på at opfylde et løfte kan tælle mere end en succes.

Løftebrud er, når man lover at gøre noget og efterfølgende lader være med at forsøge af alle kræfter at gøre det.

Leverer man efter at have erklæret sig uvillig, er skaden sket. Man har tabt tilliden. Det er en dum situation at anbringe sig selv i. Dårlig politisk dømmekraft.

Nu skriver Danske Universiteter, rektorernes forening, at de er glade for finansloven. De siger tak, folketingsflertallet har truffet en god beslutning (det er ubestrideligt), og rektorerne vil heller ikke lave ballade. »Det er en lettelse for hele universitetssektoren,« skriver de. »Nu kan vi koncentrere os om at levere gode uddannelser.«

Men rektorerne ved også, at de ikke i fremtiden kan stole på socialdemokraterne.

Som opfyldte deres løfter.