Findes racer?

Jeg drømmer om, at vi kunne dykke dybt ned i både vores fantasi og artshistorie, for så ville vi indse, hvor forbundet alt klodens liv er, og hvor ansvarlige vi mennesker er for vores medskabninger.

Hvordan opstod mennesket, og hvordan ved vi det? Hvor forskellige er vi fra andre arter, fx de andre store menneskeaber? Og kan vi afgøre, hvilken etnisk gruppe det enkelte menneske stammer fra?

Uanset vores politiske og moralske holdning til oprindelsen og naturen af Homo sapiens og menneskets befolkninger, etniske grupper eller ’racer’, mener jeg, at vi skal søge den bedst mulige evolutionære og genetiske viden om menneskets oprindelse og strukturerne af vores befolkninger i dag.

Ellers kommer debatten om vigtige emner og (delvist) videnskabelige fænomener til at foregå i et tusmørke af begreber uden oplysning med fakta.

Vores gener

I min kommende bog Our Genes (Cambridge University Press, 2022) anvender jeg et filosofisk – og i sidste ende tværfagligt – perspektiv til at spørge ind til vores genetiske maskineri, vores evolutionære fortid og fremtid samt vores arvelige potentiale og begrænsninger.

Mere specifikt spørger jeg, hvordan vores gener kan hjælpe os med at forstå oprindelsen og karakteren af vores krop og sind, for ikke at sige sjæl. Hvem er vi her på Jorden i forhold til stammer, nationer, sociale klasser, befolkninger og endda økosystemer eller andre grene af livets træ?

Forudbestemmer vores genetiske arv os til en bestemt skæbne? Hvis ja, i hvilket omfang er frihed så overhovedet mulig? Ud over generne, men stadig i krydsfeltet mellem naturvidenskab, filosofi og samfundsvidenskab, hvordan er vi så formet af kultur, økologi og tilfældigheder?

Når vi spørger, om ’racer’ findes eller ej, er der i det nuværende politiske landskab en tendens til at anvende resultaterne af vores bedste genomiske videnskab på en af to måder.

Gener mellem venstre- og højrefløj

Den politiske venstrefløj fortolker generelt den evolutionære genomforskning af mennesket som entydig: Nutidens sociale og økonomiske uligheder kan ikke retfærdiggøres – eller forklares på moralsk acceptabel vis – på grundlag af menneskets genetik. Når alt kommer til alt, har genomikken bevist, at vi alle biologisk set er ’ens’.

På den anden side læser den politiske højrefløj næsten altid et moralsk hierarki ind i den menneskelige artshistorie og fremhæver genomiske forskelle på både individ- og befolkningsniveau, fx ’race’.

Venstrefløjen finder et genomisk grundlag for sit ønske om et fladt og lige samfund; højrefløjen læser et vertikalt og hierarkisk samfund ud fra generne. Hvem har ret?

Vi kan koge spørgsmålet ned sådan her: Beviser den evolutionære genetik, at mennesker i bund og grund er ens, eller at vi er fundamentalt forskellige, og hvilke sociale konsekvenser bør det have?

Overlad ikke biologien til biologerne

Populationsgenetikeren Richard Lewontin var den første, som svarede på dette spørgsmål, og min forelæsning på Københavns Universitet Is Race Real?: Lewontin (1972), 50 years later handler om undersøgelsen af hans artikels metodologi, ontologi og data. Lewontins mesterværk fortjener at blive forstået og studeret omhyggeligt, da dets indflydelse rækker helt frem til i dag.

Biologi er for vigtig til at overlade udelukkende til biologerne. Det synes de også selv. Jeg ser derfor frem til at gå i dialog med studerende og kollegaer på tværs af hele universitetet.