Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Fjern de tvungne forsinkelser

SYNSPUNKT - Den gennemsnitlige studietid på KU er et mildest talt omdiskuteret emne for tiden. Fremdriftsreformen og implementeringsivrige universiteter risikerer at forringe uddannelseskvaliteten og skabe øget frafald. Hvis vi i stedet investerer i uddannelse og bedre administration, kan vi slippe af med de tvungne forsinkelser, som hverken de studerende eller samfundet har gavn af, skriver de studerendes to medlemmer af KU's bestyrelse.

I de sidste par uger har mange tusinde studerende på især KU sagt “pænt nej tak” til en fremdriftsreform, der risikerer at forringe vores uddannelser markant og føre til øget frafald, og til KU’s egne forslag, der ville fjerne muligheden for at tage orlov og indføre regler om udsmidning. Det er glædeligt at universitetets egne regelændringer nu er droppet.

Det har ikke gjort forargelsen over forslagene mindre, at mange studerende oplever at blive forsinket uden selv at vælge det og ville det. Forslag om at man kan blive smidt ud af universitetet, hvis man ikke studerer i normeret tempo, virker ekstra absurde, når studerende oplever at få forlænget studietiden ufrivilligt på grund af forholdene på universitetet. Hvorfor ikke gøre op med de uhensigtsmæssige tvungne forsinkelser?

For det første er der mange tvungne forsinkelser, der opstår på grund af lav uddannelseskvalitet. Der er studerende, der gerne ville gennemføre deres uddannelse hurtigere, men ikke får den undervisning, faglige vejledning og sparring, de har brug for. Ganske enkelt fordi universitetet ikke stiller det til rådighed.

For det andet er der de tvungne forsinkelser, der skyldes et tungt bureaukrati på KU: Studerende der bliver forsinket på grund af de rigide regler og lange sagsbehandlingstider, fordi administrationen ikke kan følge med de mange henvendelser.

Ingen gratis frokoster

Det kræver investeringer, hvis man vil stoppe de tvungne forsinkelser på KU. Bedre uddannelseskvalitet og en fleksibel administration, der kan svare i tide, er ikke gratis.

There’s no such thing as a free lunch. Det ved både uddannelsesministeren og arkitekterne bag KU’s egen studiefremdriftsreform. Men når det gælder universiteterne tror de, at man kan opretholde uddannelsesniveauet og få en lavere gennemførselstid uden at bruge ekstra ressourcer på det. Det ville svare til at man betaler for en skål havregrød, men forventer at få foie gras.

To konkrete bud

På KU kan vi fjerne de tvungne forsinkelser, hvis vi er klar til at bruge ressourcer på det, og hvis vi har mod på at tænke nyt:

Et bud på hvor vi kunne starte: At fjerne de administrative barrierer og snubletråde, der forsinker studerende ufrivilligt. Vi må holde øje med sagsbehandlingstiden ved for eksempel ansøgning om udlandsophold for at sikre, i hvert fald ikke bliver bremset af den tid det tager for et papir at rejse fra det ene skrivebord til det andet.

Et andet bud kunne være at investere i øget kontakt til underviserne gennem tutorials eller mentorordninger, hvor mindre grupper af studerende mødes regelmæssigt med en forsker til faglig vejledning og diskussion. Ved at sikre en højere grad af forskertilknytning kan vi modvirke det faglige underskud, som får mange studerende til at tage en eksamen mindre, end de egentlig selv ønsker.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste