Flere sprogører, tak!

Jeg snakkede for nyligt med en bekendt, der arbejder på Novo Nordisk. Der er koncernsproget engelsk, fordi det er en international virksomhed. Desværre er han ikke lige så kompetent i engelsk som i sit eget faglige felt, så oversættelserne – ja, de bliver klaret i en ruf af mr. Google Translate. Det må være en måbende udenlandsk kollega eller kunde, der modtager et så sløset redigeret dokument.

Hvis Google er reglen snarere end undtagelsen på kontorerne, så giver regeringens nye krav om besparelser pludselig mening: Det er måske nødvendigt at skære universitetspladserne i fremmedsprog med en tredjedel. Det er måske nødvendigt at skrotte små fag som italiensk, tysk og kinesisk. Det er måske nødvendigt at lede de studerende på rette vej, selvfølgelig forstået som den gyldne vej til CSS og SCIENCE. For hvem har brug for sprogundervisning på universitetet, når nu Google Translate kan klare samme opgaver billigere, hurtigere og bedre end en humanist?

Men kan det virkelig passe, at erhvervslivet ikke efterspørger folk med sprogkundskaber og interkulturelle kompetencer? Som jeg ser det, er og bliver gode sprogkundskaber vigtige for erhvervslivet, samfundet og det europæiske fællesskab, og jeg kan end ikke i min vildeste fantasi se det legitimeringsproblem på humaniora, som konstant bliver påpeget fra politisk side.

International mavepuster

Tværtimod ser jeg manglende prioritering og ambitioner i hele uddannelsessystemets sproglige afdeling. En heksejagt på humaniora, som med sikkerhed vil få store konsekvenser.

Små fag som kinesisk, tysk og italiensk med lange traditioner må lukke og slukke, store fag som engelsk bliver en svær, måske umulig, opgave at få op på et acceptabelt læringsniveau.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan Københavns universitet kan prise sig af at være et universitet i verdensklasse, når det internationale udsyn er så sløret. Sprog dumper sjældent ned i hatten på én af sig selv. Det er tværtimod benhårdt arbejde at blive flydende i et fremmedsprog, og det opnås næppe gennem selvstudie alene på kollegieværelset.

Moralen må derfor være, at jo mere undervisning de studerende får, jo bedre – så undgår de at få en international mavepuster af dimensioner senere, når de skal afprøve deres færdigheder ved et udenlandsk forretningsbord.

Men når ressourcerne og ambitionerne til flere fremmedsprog ikke er til stede i det danske uddannelsessystem, så bliver resultatet en hel generation af snøvlesnakkere. De skal så forsøge at gebærde sig i et informationssamfund, hvor informationerne skal videregives … hvordan? Sprogkompetencerne, de skal jo spares væk!

Resultatet bliver, at handelskontrakter ikke kan underskrives, for direktørerne ved ikke, hvad der står. Gymnasiefag kan ikke undervises i, for der er ikke undervisere til fagene. Ny forskning kommer ikke uden for landets grænser, for den kan ikke formidles på andet end dansk. Hvordan kan det være positivt for nogen? Det må selv en person, der kun ser verden gennem tal, profit og beregninger kunne se.

Verden vil ryste på hovedet over vores dårlige sprog

Så hvordan kan det være, at vi her i lille Danmark har nok i os selv? Er lidt sporadiske engelskkundskaber og evnen til at navigere Google Translate nok til at gebærde sig i den globale tidsalder? Jeg synes ikke, at den holdning giver mening i et land som Danmark, der er dybt afhængig af at kunne lege med de store drenge i udlandet.

Med himmelvendte øjne korser vi os over spaniere og franskmænd, der ikke forstår os danskere, når vi som selvudråbte verdensmænd fremturer på engelsk i det store udland. Så er de jo også selv ude om, at deres lande er i finansiel krise – de er jo tydeligvis helt uden for globaliseringens rækkevidde. Men er vi selv bedre? Når der skæres i midlerne til fremmedsprog, risikerer vi selv at ende med at være dem, som resten af verden ryster undrende på hovedet af.

Danmark kan jo være nok så yndigt, men det bliver jo lidt ensomt uden udenlandske handelspartnere. Når nu vi er verdensborgere må der mere på det sproglige tag-selv-bord end dansk og gebrokkent engelsk. Der skal skabes bedre muligheder, ikke dårligere, for at dyrke den sproglige mangfoldighed.

Det har vi faktisk også skrevet under på, da vi blev del af EU. I EU’s sprogpolitik står der nemlig, at flersproglighed er en nødvendighed for et europæisk fællesskab. Ja, det er faktisk så vigtigt, at »… enhver europæisk borger ud over sit modersmål bør beherske to andre sprog.« Så selv om det er nemt og billigt at smide alle sprogpengene til anden side, så er det en tilgang, der er alt for kortsigtet.

Det er nemlig sproglig mangfoldighed med global rækkevidde, der skal til. Det fremmede i fremmedsprog skal gøres velkendt gennem en helhjertet satsning på sprogforståelse og interkulturelle kompetencer. En satsning, der skal begyndes så tidligt som overhovedet muligt i skolesystemet, men absolut også må og skal sluttes af på behørig vis på universitetet med den nødvendige undervisning, mål og ambitioner.

Ikke flere besparelser, tak. Vores uddannelser er snart smuldret væk mellem fingrene på politikere, der selvtilfredse svinger sparekniven, mens de i højstemt hykleri hylder internationalisering og forskning på højt niveau.

uni-avis@adm.ku.dk