Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK TORSDAG - Flertal af danskerne bakker op om SU-reform - Eksperter: SU-reform vil kun få lille effekt - Østergaard: Universiteterne har en 'forsinkelseskultur' - Så længe har ministrene gået i skole - Østergaard overdænget med konfetti - Grill Morten Østergaard - To fagforbund: Kandidater skal ikke låne til grad – Alle danske akademikere dumpede adgangsprøve til EU-job - Danske ph.d.'er skal konkurrere i god formidling - Sensation: Dansk forskerhold opdager hidtil mindste planet.
Mens studerende raser videre viser en TNS Gallup-undersøgelse bestilt af Berlingske, at befolkningen er tilfreds med forslaget til en SU-reform. 51 procent af danskerne kalder reformen for »passende«. Seks procent finder ikke forslagene vidtgående nok, og 30 procent mener, at forslagene er for vidtgående.
Berlingske.dk 20. februar 2013.
Regeringens udspil til en SU-reform får ikke nogen dramatisk effekt på, hvor hurtigt de unge kommer i gang med en uddannelse eller bliver færdige. Det mener blandt andre Jens Peter Thomsen, der er adjunkt i uddannelsesforskning på Københavns Universitet (KU). For nogle studerende vil den endda få den uheldige effekt, at de ikke kan tage et halvt års praktik eller erhvervsarbejde. Formanden for SU-rådet, Per Christian Andersen, tror også, at de studerende kun vil blive en smule hurtigere færdige.
Information.dk 20. februar 2013.
Regeringen stiller nu krav til universiteterne om at nedbringe den gennemsnitlige studietid for deres studerende med 3,7 måneder. Sker det ikke, bliver der skåret i bevillingerne. Baggrunden er ifølge uddannelsesminister Morten Østergaard, at universiteterne har en ‘forsinkelseskultur’, og det skal der gøres noget ved. Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen ved Aarhus Universitet siger, at det skurer i ørerne, at regeringen truer med straf, fordi regeringen vil straffe universiteteterne for noget, de ikke har reel indflydelse på, fordi det er de studerendes eget ansvar at blive færdig.
Berlingske 21. februar 2013.
Jyllands-Posten har boret i regeringens ministres uddannelsestider. Samtlige regeringens ministre, på nær cirka tre eller fire, har enten været meget eller lidt forsinkede i deres studier, har ikke gennemført deres uddannelse, har taget mere end en uddannelse, og/eller har holdt sabbatår efter ungdomsuddannelsen. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fik således først sin mastergrad i Afrikastudier 13 år efter sin studentereksamen.
Jyllands-Posten 20. februar 2013.
Uddannelsesminister Morten Østergaard ses på en video blive overdænget med konfetti og slagord på studentermøde om SU-reformen på KU på Amager onsdag middag.
Politiken.dk 20. februar 2013.
Fra den 21. februar kan du være med til at stille spørgsmål til Danmarks uddannelsesminister Morten Østergaard på Politiken.dk, der samtidig har lagt en video ud med titlen: »Se Morten Østergaard blive grillet af studerende«.
Politiken 21. februar 2013.
Både fagforbundene Djøf og Ida (Ingeniørernes fagforening) er uforstående over for et forslag fra LO’s udspil »Danmark gearet til vækst – samlet jobpakke« om, at kandidater selv skal finansiere deres uddannelse. Ifølge Djøf’s forsknings- og uddannelsespolitiske chef Marit Quist vil LO’s forslag modarbejde lige præcis den sociale mobilitet i uddannelsessystemet, som SU’en er sat i verden for at understøtte.
Avisen.dk 20. februar 2013.
Ingen af de 357 danske akademikere, der sidste år gik op til den adgangsprøve, der giver adgang til job i EU, bestod ingen prøven. EU-ekspert og professor Marlene Wind, der til daglig underviser statskundskabsstuderende på KU, siger, at de studerende på danske universiteter er dygtige nok, men problemet er måde EU-prøven er skruet sammen på. Den passer ikke til danske akademikere.
Politiken.dk 20. februar 2013.
Dagbladet Information, Danmarks Radio og Danske Universiteter har iværksat en konkurrence, Ph.d. Cup, med støtte fra Lundbeckfonden, der skal kåre de bedste formidlere blandt forskerstuderende. Deadline for tilmelding til Ph.d. Cup er 1. marts og er sat i verden for at forbedre formidlingen af forskningen fra de cirka 2.000 danske ph.d.’er, der hvert år udklækkes.
Information.dk 20. februar 2013.
Et dansk hold af astrofysikere fra Aarhus Universitet og KU har opdaget den hidtil mindste, kendte planet i universet. Den kredser endda om en anden stjerne end Solen. Astrofysiker Lars A. Buchhave fra Niels Bohr Institutet ved KU siger, at det er utroligt, at det overhovedet er teknisk muligt at opdage noget så småt, og at opdagelsen viser, at der findes mange flere små planeter, end vi hidtil har antaget.
Videnskab.dk 20. februar 2013.
anfj@adm.ku.dk