Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Først slog hun hovedet, så slog hun sig på bureaukratiet

En heftig hjernerystelse sendte danskstuderende Julie Have Hoffmann hjem bag nedrullede persienner. Den energi, hun skulle bruge på at blive rask, gik i stedet på at lægge arm med Københavns Universitet.

Ingen kan sige, hvorfor det skete.

Men en oktobermorgen i 2020 vågnede Julie Have Hoffmann og følte et stærkt ubehag. Hun forsøgte at rejse sig fra sengen, men fik det kun dårligere, og mens hun stod på sine ben, gik lyset ud. Hun besvimede og hamrede baghovedet i gulvet.

På hospitalet var de så optagede af at lede efter årsagen til faldet (uden nogensinde at finde den), at de glemte at undersøge følgerne af det. Men da Julie Have Hoffmann kom hjem, var noget åbenlyst galt: I badet kunne hun dårligt holde ud at stå oprejst og mærke dråberne ramme huden. Og når hun drak vand, måtte hun bruge en kop og ikke et glas, fordi hun blev svimmel af at se vandet skvulpe.

Først fem dage efter faldet tog hun på hospitalet igen og fik scannet sit hoved. Diagnose: en slem hjernerystelse.

Det blev startskuddet til et opslidende forløb, der ikke kun skyldtes kvalmen, svimmelheden og hovedpinen.

»Kampen mod systemet har næsten fyldt mere end selve sygdommen. Jeg har følt mig helt alene,« siger Julie Have Hoffmann, der ikke føler, at universitetet har haft forståelse for hendes situation.

En gulerod til frokost

Symptomerne er blevet mildere, siden den morgen hun faldt om, men her et år senere døjer hun stadig med eftervirkningerne.

Hun bliver hurtigt træt, har svært ved at fokusere, og får langt oftere migræne end før faldet. Et sted mellem syv og 15 anfald per måned, vurderer hun.

Et af dem har hun, mens vi snakker:

»Lige nu sidder jeg inde i stuen med gardinerne rullet for, og hvis jeg skal udenfor, bliver jeg nødt til at have solbriller og kasket på, fordi solen skinner i dag. Jeg har kun spist en gulerod til frokost, fordi jeg har så meget kvalme.«

Det siger sig selv, at det hæmmer hendes evne til at studere.

Da uheldet skete, manglede hun kun at færdiggøre et valgfag og skrive sit speciale. Hun blev afmeldt eksamen i valgfaget, men holdt fast i, at hun ville aflevere specialet om sommeren, ligesom sine studiefæller. Valgfaget måtte hun så tage bagefter, i efteråret 2021.

Hun underskrev sin specialekontrakt og forberedte sig på at give sig i kast med den største aflevering på universitetet. Snart indså hun dog, at hun ikke var klar. Hendes energi forblev minimal, migrænen lænkede hende til sengen, koncentrationen svigtede.

En sort liste af symptomer

Allerede i december 2020 søgte hun om at få udskudt fristen til den 1. september 2021, men det afviste studienævnet, da den vedhæftede lægeerklæring ikke beskrev hendes forventede sygdomsforløb efter den 1. februar, altså i den periode, hvor specialet efter planen skulle skrives.

Senere blev hun sygemeldt til maj, og i februar søgte hun igen om forlængelse, alt sammen på baggrund af nye lægeerklæringer. Men i slutningen af april blev hun enig med sin læge om, at hun helt måtte opgive at skrive specialet i forårssemestret.

Hun sendte endnu en ansøgning til studienævnet, og denne gang bad hun om at få flyttet specialet til foråret 2022. På den måde kunne hun starte roligt op med valgfaget om efteråret og bygge sig selv og sit hoved op til specialeforløbet i det nye år.

Med ansøgningen havde hun sendt endnu en erklæring fra sin læge, der listede hendes symptomer op:

Hovedpine. Konstant træthed. Flimren for øjnene. Kvalme. Svimmelhed. Søvnbesvær. Koncentrations- og hukommelsesproblemer. Med meget mere.

For at »mindske risikoen for tilbagefald og kroniske senfølger« anbefalede lægen, at studienævnet imødekom Julie Have Hoffmanns ansøgning:

»Da specialeskrivning netop kræver overblik, planlægning, hukommelse, koncentration, selvstændighed mm., som alle er kognitive færdigheder, som Julie er udfordret på pga. senfølgerne, vil hun ikke være i stand til at skrive speciale i efterårssemestret 2021. Derfor foreslås det udskudt til foråret 2022,« fortsatte lægen i en erklæring, som Uniavisen har set.

Blev »megaskør«

Det forslag afviste studienævnet dog.

Jo, de nedsatte aktivitetskravene, forlængede den maksimale studietid til sommeren 2022 og fastsatte en ny specialefrist den 31. december 2021.

Problemet er også, at de ikke skriver til mig med menneskeord

Julie Have Hoffmann, specialestuderende, Dansk

Men de gav ikke Julie Have Hoffmann lov til at rykke specialet til foråret. I begrundelsen henviste studienævnet til, at man ikke kan afbryde et specialeforløb, når det allerede er i gang.

Samtidig påpegede de, at hun kun havde indsendt dokumentation for sygdom frem til den 1. september.

Det var altså ikke nok, at lægen skrev, at en for hurtig opstart kunne forværre og forlænge senfølgerne.

»De gik direkte imod min læges anbefaling. Det står sort på hvidt, at jeg ikke kan skrive speciale i efterårssemestret. Jeg synes, det er uretfærdigt,« siger Julie Have Hoffmann.

»Problemet er også, at de ikke skriver til mig med menneskeord. De sender bare en mail, hvor der står, at jeg er forpligtet til at gå i gang med specialet, hvilket føles som en kæmpe mavepuster.«

Det nåede til et punkt, hvor Julie Have Hoffmann overvejede at droppe ud af danskstudiet, efter et halvt årti på universitetet. Hun var træt af at bruge energi på at dokumentere sin sygdom i stedet for at komme den til livs.

»Man bliver megaskør af hele tiden at beskæftige sig med at være syg. Det føles som en retssag, hvor jeg hele tiden skal dokumentere, at jeg er så og så syg. Det har fyldt helt vildt meget,« siger hun.

»Jeg skulle have forsøgt at gøre noget, der gjorde mig rask og glad, i stedet har jeg brugt min energi på at være frustreret og følt mig uretfærdigt behandlet og været stresset. Det gør det sværere at komme videre fra sygdommen, og min neuropsykolog har bekræftet, at det har forværret mine symptomer.«

Splittet formand

Torben Juel Jensen, formanden for studienævnet på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, der har behandlet Julie Have Hoffmanns ansøgninger, kan ikke forholde sig direkte til sagen.

Men generelt er studienævnet bundet af eksamensbekendtgørelsen, der sætter strengere rammer for specialer end øvrige eksamener. Studerende kan ganske enkelt ikke afmelde sig et speciale, når universitetet først har godkendt kontrakten.

I stedet kan studienævnet skubbe afleveringsfristen – så længe sygdommen er dokumenteret:

»Vi forlænger svarende til den periode, lægeerklæringen dokumenterer sygdom eller funktionsnedsættelse, og så siger vi, at vi er klar til at se på sagen igen, hvis det viser sig, at den studerende efter denne periode fortsat ikke er i stand til at studere på fuld tid og derfor ikke har mulighed for at færdiggøre specialet til den nye afleveringsdato.«

Hvis man er sygemeldt, betyder det, at man får forlængelse, svarende til den tid sygemeldingen varer. Har man en funktionsnedsættelse, der gør, at man kan arbejde på halv tid, fordobler studienævnet specialetiden. Og så fremdeles.

Pointen er, at sygdommen eller funktionsnedsættelsen skal være dokumenteret inden for en klart defineret periode. Og det betyder, at studerende som Julie Have Hoffmann er nødt til at få nye lægeerklæringer og lave nye ansøgninger, hvis deres tilstand ikke har udviklet sig som håbet inden for perioden.

Spørger man formanden, hvad han synes om de regler, han skal håndhæve, siger han, at han er splittet.

Det negative er, at studerende skal bruge kræfter på at dokumentere deres sygdom, på et tidspunkt hvor overskuddet må forventes at være begrænset.

Man bliver megaskør af hele tiden at beskæftige sig med at være syg. Det føles som en retssag, hvor jeg hele tiden skal dokumentere, at jeg er så og så syg.
Julie Have Hoffmann, specialestuderende, Dansk

Omvendt ville det ifølge Torben Juel Jensen ikke være »uproblematisk«, hvis universitetet lod sygemeldte studerende afmelde sig specialet, med beskeden om at de bare kan raskmelde sig, når de engang er klar:

»Jeg synes, det ville være at lade specialestuderende i stikken, hvis vi bare sagde ’okay, du er syg, farvel, vi hører fra dig, når du er rask’. Det er den sidste del af studiet, de har ikke andet at lave, så det handler om, at vi tager et ansvar for de studerende. Vi kan i højere grad hjælpe dem inden for systemet,« siger Torben Juel Jensen og nævner, at de ofte indkalder studerende med lange specialeforlængelser til møder, hvor de forsøger at afklare sagen og vejleder dem om deres muligheder for støtte (ifølge Julie Have Hoffmann er det ikke sket i hendes tilfælde).

Der er også en årsag mere: Studerende med funktionsnedsættelser må ikke få for meget tid til at skrive deres speciale, sammenlignet med andre studerende.

»Vi skal sørge for, at studerende med funktionsnedsættelser i videst muligt omfang kompenseres, så de kan skrive speciale på lige fod med andre, men man skal heller ikke have bedre vilkår ved at have en funktionsnedsættelse,« siger Torben Juel Jensen.

Et halvt års ventetid

En ting er studienævnet og Julie Have Hoffmann dog enige om. Det tager for lang tid at få svar, hvis man klager over en afgørelse.

Det gjorde Julie Have Hoffmann nemlig, klagede, da hun fik afslag på ansøgningen om at flytte sit speciale et semester. Kort efter fik hun besked om, at behandlingstiden var seks måneder. Et halvt år.

»Jeg brugte vildt meget energi på at skrive klagen. Så at få at vide at der er seks måneders behandlingstid var enormt frustrerende,« siger Julie Have Hoffmann.

Torben Juel Jensen giver hende ret:

»Det er urimeligt lang tid. Det tror jeg, alle i systemet er enige om,« siger han.

»Jeg ved ikke, hvor flaskehalsen ligger, men jeg tænker, der sidder for få mennesker til at behandle de her sager. Min opfattelse er, at de er overbebyrdede. Det er tunge sager, fordi de laver meget grundige sagsfremstillinger. Men det er altså jævnligt, at der går op mod et år, og det er virkelig lang tid. Og det er utroligt frustrerende for de studerende.«

Fornyet håb

I oktober i år var der dog gode nyheder til Julie Have Hoffmann.

Da hun fik at vide, at hendes klage ville tage et halvt år at behandle, stod hun reelt med to muligheder: at sygemelde sig igen. Eller forsøge at skrive specialet.

Hun valgte det sidste. Fordi hun, som hun formulerer det, heller ikke bliver rask af ikke at lave noget.

Samtidig sendte hun en ny ansøgning om dispensation – udstyret med en ny lægeerklæring – som studienævnet godkendte den 13. oktober. Det betyder, at hun først skal aflevere sit speciale næste sommer.

Dermed har en hård og opslidende proces alligevel fået et udfald, som Julie Have Hoffmann kan leve med. I hvert fald indtil videre.

»Lige nu føler jeg, at der er virkelig lang vej igen, men det giver mig jo også et håb om, at jeg måske vil få dispensation endnu engang, hvis der er behov for det.«

Seneste