Folk, der peger med piber, har altid ret

Da filosoffen fra KU i duel møder ham den tjekkede fra CBS, lyder angrebet på sidstnævnte: »Jeg tror ikke, det var det, Nietzsche mente med übermennesket«.

DYRK GALLERI: Verdens første fælles Hum-revy på KUA

Trods alle fordomme og nedvurderende forestillinger om humanister, vi i løbet af denne allerførste HUM-revy bliver præsenteret for, står det klart, at det faktisk er godt nok – og bedre end så meget andet – at være humanist.

Humanisten er samfundets beskytter og herre, som det hedder i den indledende trosbekendelse ført af biskop Absalon. Fjenden er talfetichisterne, kittelbærerne og paragrafrytterne, der – oh skræk og ve! – eliminerer fortolkningsmulighederne i enhver tekst.

Det, der derimod dur, er skægge sweatre, piber og kultursektioner med både fodnoter og appendiks.

‘Det virtuelle læringsmiljø’ Absalon, som har givet revyen sin titel, er imidlertid ikke en af favoritterne: Absalons væmmelig- og uduelighed er klar for enhver. Det må være ganske terapeutisk for humanisterne endelig at have fået deres egen revy, der på uskyldig vis kan lufte frustrationerne.

Fløjl møder granit

For det er Det Humanistiske Fakultet, forestillingen næsten udelukkende handler om. Milena Penkowa har ikke fundet plads i denne studenterrevy, hvor der i stedet er fokus på manglende undervisning, korte semestre, nedskæringer en masse og Søndre Campus’ særtræk.

KUA er stedet, hvor Vincent Hendricks er Gud, alt skal være »trans-inter-tværnationalt«, smagsdommeriet hersker, og det meste skal evalueres, selv om resultaterne sjældent bruges konstruktivt.

Ikke mindst er KUA stedet uden rigtige mænd.

Også forholdet mellem Gamle og Nye KUA hudflettes. Førstnævnte er iklædt uld og pibe, den anden bærer kunststofblazer. Pludselig viser det sig, at Nye KUA egentlig ville have været hvalfanger, og som det er symptomatisk for humanismens væsen, forsvinder faldefærdige Gamle KUA endelig ud i det blå.

Har Gamle KUA overhovedet eksisteret? Det er svært at vide, forstår vi, når man så sjældent har undervisning.

For meget sukker på risengrøden

Generelt er revyspillerne bedst, når de forholder sig til sig selv. Fire folketingskandidater, der laver mad, falder igennem, da vi endnu engang serveres for Bertel Haarders gennemtyggede risengrød og en ret stereotyp Johanne Schmidt-Nielsen.

Men Pia Kjærsgaard, som beskytter af den danske kultur, bliver i KUAsk fortolkning både sympatisk og charmerende.

Skuespillerne er så søde, at de satiriske svirp er lidt uskarpe. Vi hygger os og har det sjovt, men får ikke ondt i maven af grin. Til gengæld er det tydeligt, at humanisterne på scenen selv har det rigtig skægt, og deres entusiasme er besnærende.

De hopper og leger på scenen og er glade for skæg, hatte, piber og briller. Det bliver taget vel imod af de mange forældre blandt publikum, der denne onsdag aften derimod ikke er med på den ellers velafmålte dosis af øl, vulva og hornmusik, som forsøger at bryde med den akademiske seriøsitet.

Humanistisk essens

Revyen er scenisk og indholdsmæssigt en hyldest til humanisten, der peger med den pibe, der ikke er til.

Selv kalder skuespillerne revyen en »allegori for den hermeneutiske spiral«, hvis mål er, at tilskuerne skal erkende, at et billede af en pibe ikke er en pibe.

En af de mest rammende sketch er opførslen af Hamlet på bare to minutter (»held og lykke med at følge med!«). Skal man nå igennem sit studie på normeret tid, har man småtravlt.

Revyen illustrerer altså på fortrinligt metaplan det gennemsnitlige humanistiske studieforløb: Undervejs er noget rigtig godt, andet bare lidt kedeligt eller unødvendigt.

Der var og er nu mest af det gode. Det er derfor, vi stadig er stolte af at være humanister. Og derfor havde vi det rart til premiere på Absalons Væmmelighed.

uni-avis@adm.ku.dk