»Folk skal ikke bare blindt bruge ord som perker«

»Vi vil gøre opmærksom på den diskrimination, der opleves rundt omkring på de danske universiteter,« siger Tai Skadegaard Thorsen, der studerer Fysik på Københavns Universitet. Tai, som er begyndelsen af 20’erne, er blandt medstifterne af foreningen FRONT, som med inspiration fra anti-diskriminationsgrupper i det amerikanske universitetsmiljø vil forandre tingenes tilstand på KU.

»Folk bliver udsat for diskrimination, men det kan være svært i universitetsregi at svare på det og vide, hvad man skal gøre, når man bare er en studerende,« siger Christian Dahl, ligeledes først i 20’erne foruden FRONT-medlem og filosofistuderende på KU. »Det er pludselig nogle autoriteter, man skal sige imod. Det er muligvis en forelæser, man skal rette, hvis vedkommende siger noget problematisk. Men hvis man kalder diskriminationen ud, bliver man ofte gjort til problemet i stedet for at være den, der påpeger problemet.«

Christian Dahl har et konkret eksempel, som han også har omtalt i et blogindlæg på FRONTs hjemmeside.

»Jeg har i forelæsningssalen på Filosofi oplevet, at en identitet, som jeg er stærkt forbundet med, bliver brugt som et skældsord,« siger han.

Christian Dahl taler om homofobi – mere specifikt lærerens udråb af ordet ’bøsselort’, da han hamrede en tå ind i katederet. Men det kan være svært, siger Christian, at overbevise andre om, at følelsen af diskrimination er legitim: »Folk har ikke lyst til at se det i øjnene, og derfor møder vi krav om at lade være med at rejse kritikken.«

N-ordet

»Hvis nogen bruger n-ordet (neger, red.),« siger Tai Skadegaard Thorsen, »og jeg siger, at det kunne de måske godt lade være med, fordi det er stødende, så svarer folk nogle gange ’nej nej, det betyder jo bare en sort person’. De benægter den historie, som det ord har haft, og de siger måske også, at jeg er overfølsom. De anerkender ikke, at der kan være en anden følelsesmæssig tilknytning til det ord end deres, eller de hævder, at det er forkert, hvis der er.«

(Note: Siden interviewet har der været debat på FRONTs Facebook-side om netop betydningen af og historien bag ordet neger).

Læs mere:

Hendricks: Ordet neger kan være kærligt ment.

»Jeg er selv blevet kaldt n-ordet i form af en joke,« siger Tai Skadegaard Thorsen, hvis hud er en tone mørkere end det gennemsnitlige danske niveau. »Sådan bliver det altid fremstillet. Og da jeg sagde fra, kom en anden studerende hen og sagde, at neger jo bare betyder sort, hvorefter jeg forsøgte at forklare ham, at der jo er en hel kolonihistorie, som Danmark er en del af, hvor vi i første omgang begyndte at bruge ordet om en raceinddeling, der ikke findes biologisk set.«

Tai fik ikke overbevist sin medstuderende.

For Uniavisens reporter er det lidt overraskende, at studerende kan være uenige om, hvorvidt ordet ’neger’ er okay i almindelig brug, fordi diskussionen efterhånden er gammel, og ordet ikke længere anvendes i flæng i seriøse sammenhænge. Måske er brugen af ’neger’ en form for protest imod det krav, som Christian og Tai er med til at rejse om respekt og anerkendelse?

»Det kan det godt være,« siger Tai. Mens Christian mener, at genkomsten af n-ordet kan være udtryk for en højredrejning af den politiske debat.

»Vi havde jo Esben Lunde Larsen, den nuværende miljøminister fra Venstre, som i 2014 førte en personlig kamp for at sige n-ordet. Og det har nok, kunne jeg forestille mig, fået nogle studerende til at tænke: hvorfor kan jeg så ikke også? Nok mest nogle studerende, der ikke selv oplever at blive kaldt det.«

Selvopfattelsen som ikke-racist kan stå i vejen for selvkritik

Christian Dahl mener ikke, at folk bruger sårende ord af overlagt ondskab.

»Hvis læreren siger ’fuck, noget bøsselort’, bunder det ikke i et ønske om at råbe ad mandlige homoseksuelle – det er noget, der lige ryger ud,« siger Christian. Men det betyder ikke, at et udbrud af den type er en gratis omgang, for det har politiske implikationer at forbinde andre mennesker med noget dårligt, som i tilfældet her en smertende tå.

»Alle de ting, som LGBTQ-dagsordenen har opnået skal forklares forfra, når det sker, og man er igen bare den der bøsse, der brokker sig – altså problemet,« siger han.

De, der siger det, anser det for at være en bagatel.

»Ja, men sådan vil jeg ikke se det. Det her er jo noget, folk har råbt efter mig på Nørrebro, det er noget, jeg hører på rigtig mange kedelige måder. Også i København, som jeg tror er et af de mest progressive steder, når det gælder LGBTQ-rettigheder. Men mange har en opfattelse af, at vi allerede er ligestillede i Danmark, hvilket de bruger som et argument for, at vi ikke skal foretage videre fremskridt. Folk fortæller, at det ikke var ment specifikt negativt imod mig,« siger Christian Dahl. »Men det er jo en bekræftelse af, at der stadig findes et latterliggørende syn på seksuelle og kønnede minoriteter. Det er værd at snakke om, hvordan det kommer til udtryk, og om de ord, vi i fællesskab benytter om hinanden. Ellers bliver vi jo fremmedgjort fra hinanden og os selv.«

»Hvis folk ikke har en intention om at sige noget stødende, men får at vide, at de siger noget stødende, så gør de modstand,« siger Tai Skadegaard Thorsen.

Det er ikke okay at bruge sårende ord i flæng, blot fordi man tror, man har antiracistiske holdninger, argumenterer Tai og Christian. Det gælder også den udbredte brug af ord som perker blandt folk, der anser sig selv for at være progressive.

»Et ord behøver ikke blive brugt med en intention om at sige noget dårligt, før det kan være ubehageligt at blive kaldt,« siger Tai Skadegaard Thorsen. »Fordi jeg er vant til at høre ordet perker som noget negativt, og det var også sådan ordet kom ind i sproget, kan det godt gøre ondt, hvis mine venner siger det, også selv om det ikke er deres hensigt. Selv om du har de rigtige holdninger, legitimerer det ikke brugen af de her ord,« siger Tai Skadegaard Thorsen. »Vi skal ikke censurere ord, men vi skal tænke over, at de har nogle konnotationer. Folk skal ikke bruge dem blindt.«

Campus og pensum skal også forandres

FRONT skriver også i deres manifest på nettet, at de ønsker også at bekæmpe diskrimination i KU’s fysiske rammer.

»Fysiske rammer kan være, hvordan vi laver vores fælles aktiviteter. Jeg kan huske en ’pølsefest’, der blev afholdt på Filosofi, hvor der var billeder af afklædte kvinder på alle vægge. Det er et eksempel på en fysisk ramme. Og man kan spørge: hvem er det, der føler sig velkomne her? Hvem er arrangementet rettet imod?« siger Christian Dahl.

Beskrivelsen af pølsefesten kan give mindelser om nogle omdiskuterede fester på Institut for Statskundskab for år tilbage, hvor drenge og piger skulle udfylde nogle kønsstereotypiske seksuelle roller. Her var arrangørernes argument for festtraditionen, at alle sådan set overskred nogle grænser, men at der var tale om en fælles leg – at folk vidste, at det ikke var den virkelige studenterkultur, de udlevede.

»Jeg tror ikke, det er usandt, at den slags fest overskrider alles grænser, for alle grupper kommer ud for noget, de nok ikke er vant til, men hvor vi overskrider alles grænser, er der nogle personers grænser, der bliver overskredet mere end andres, og det vil jeg problematisere,« siger Christian Dahl.

»Den her form for grænseoverskridende lege rammer meget forskelligt, alt efter hvordan du identificerer dig,« siger Tai Skadegaard Thorsen. »Det betyder, at minoriteter kan blive splittet fra gruppen.«

Flere minoritetstænkere

Et er adfærd blandt studerende og undervisere, en anden ting er pensum. FRONT ønsker et mindre majoritetspræget pensum. Det vil betyde, at man rundt om skal vælge mellem det, der i dag af universitetets ledelse og lærere bliver regnet for det bedst egnede, mest relevante pensum og noget nyt.

»Det virker jo svært. Vi er studerende, ikke fuldbefarne professorer, så der er modstand. Men jeg tror, man kan snakke om pensum på mange måder,« siger Christian Dahl. »På Filosofi fik man ændret titlen på et kursus fra ’Filosofi’ til ’Vestlig filosofi’, fordi pensum reelt kun indeholdt tekster af vestlige filosoffer. Hvis vi ikke reflekterer over de vidensoverleveringer, vi fører videre, ender vi med noget, vi kunne tro omfattede det hele, men som faktisk kun er majoritetsperspektiver. Det er altså muligt at stille spørgsmål ved naturaliseringen af viden.«

»Det handler ikke om, at majoriteten ved mindre end minoriteten,« siger Tai Skadegaard Thorsen, »men om at der er ting, der ikke bliver belyst, når man udelukkende har majoritetsperspektiver i pensum. Desuden har folk en opfattelse af, at universitetet er et rent meritokratisk sted, og at vi bliver præsenteret for det bedste, og her argumenterer vi i FRONT for, at der findes underliggende diskurser, som betyder, at nogle tænkere bliver valgt fra eller ikke bliver set.«

»Vi læser det, der minder om os selv,« siger Christian Dahl. »Der er nogle vidnesbyrd og nogle forfattere, som ikke bliver hørt. Minoriteten er sjældent blevet læst som et relevant emne. Ser man på Hannah Arendt, er er hun ofte i filosofitraditionen blevet læst i lyset af en anden filosof, Heidegger. Den kanon, som skabes, glemmer og ekskluderer dem, der ikke passer ind i majoritetens billede. Det er noget, vi kan problematisere.«

chz@adm.ku.dk