Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Folkeafstemning om fremdriftsreformen

UNIVALG15 - De er jo ikke dumme i bestyrelsen for KU - så hvis de studerende skal have noget igennem, må de have baglandet i orden. Derfor: Stem, lyder opfordringen fra Studenterrådets spidskandidat Alexander Thorvaldsen og medlem af bestyrelsen Søren Axel Petersen.

Universitetsvalget handler om mere end at vælge og stemme på smilende studenterbilleder.

Det viser, hvor mange studerende, der står sammen i arbejdet mod fremdriftsreformen, og som værner om gode uddannelser på trods af en presset økonomi. Politikerne sidder lige nu og forhandler om fremdriftsreformens fremtid, samtidig med at de i skrivende stund lægger sidste hånd på historisk store nedskæringer på uddannelse.

Alle tegn i sol, måne og stjerner tyder på, at der efter år med kritik og problemer, nu bliver blødt op i fremdriftsreformen.

Universitetet står til at få mere ansvar og mulighed for at prioritere, hvordan og med hvilke virkemidler, fremdriften skal sikres. Det krydser vi alt fra fingre til tæer for sker, så vi får reel mulighed for, at gøre både tvangsmerit og tvangstilmelding til 30-ECTS til fortid på vores universitet.

Samtidig har universitetet meldt ud, at der med den kommende finanslov følger både fyringer og kvalitetsforringelser på vores universitet. Forringelser, som kun kan betyde mindre tid til spørgsmål og faglig dialog med dygtige undervisere. Derfor har det aldrig været vigtigere, at vi værner om og forsvarer uddannelse og står stædigt fast på et princip om, at vi selv skal forme vores studier. Aldrig har det været vigtigere, at vi er med til at bestemme vores egen og vores medstuderendes fremtid.

I den kommende uge – fra den 23. til den 27. november – vælger studerende og ansatte, hvem der skal repræsentere dem i universitetets organer og råd. Alligevel ringer det nok ikke en klokke hos særlig mange af de 40.000 studerende, og selv om vi værner om vores demokratiske pligter, er der nok lige så mange, der spørger what’s in it for me?

»Skal vi stå vagt om, at uddannelse for alt i verden skal friholdes grønthøsterbesparelser og nedskæringer, har vi brug for din stemme.«

Hvad laver de, alle de smilende ansigter, som nu dekorerer væggene på mit studiested? Det er de studerende, som ved mødebord efter mødebord står vagt om vores studier. De laver studieordninger og fortæller de mest magtfulde mennesker på universitetet, hvordan hverdagen opleves fra vores side af forelæsningssalen. Men i år handler valget altså også om, hvor mange muskler dine studenterrepræsentanter skal have med ind i forhandlingerne om fremdriftsreform og nedskæringer.

Når vi som studenterrepræsentanter sidder ved det store mødebord, kan vi nemt virke både unge, spinkle og dårligt klædt i forhold til den ene og den anden direktør, som er udpeget til at sidde i Københavns Universitets bestyrelse. Vi sidder to studerende, og uanset om vi diskuterer undervisningstimer, nybyggeri eller om der skal satses på feedback på opgaver, ja så sidder der altid et flertal af mennesker, der normalt har dagligdag på kontorer og virksomheder ude i byen. De skal altså overbevises.

Vores indflydelse ligger ikke i det faktum, at vi er studerende. Vi bliver kun hørt, hvis hele rummet er overbevist om, at vi har de studerende i ryggen, når vi præsenterer vores sag. Og de er jo ikke dumme, disse mennesker. De vil – som de gode akademikere, de er – se hårde beviser. Det er her, universitetsvalget kommer ind i billedet. Jo flere der stemmer, jo flere lægger deres lod i den kurv, hvor der står ”studenterindflydelse” på. Udtrykket ”dig og hvilken hær” kan nok bedst beskrive udtrykket hos ledelsesfolk og bestyrelsesmedlemmer, hvis vi ikke kan vise nok opbakning.

Derfor er valget ret klart. Hvis vi skal overbevise universitetet om, at vi igen skal lade os selv styre, om vi vil have merit når vi skifter studie, har du en god grund til bruge din stemme. Hvis vi skal vise, hvor mange som egentlig ser 30 ECTS-tilmeldingen som et benspænd, som kun gør det mere risikofyldt at tage svære fag og mere bøvlet, når vi skal i praktik og på udveksling, har du en god grund til at stemme. Skal vi stå vagt om, at uddannelse for alt i verden skal friholdes grønthøsterbesparelser og nedskæringer, har vi brug for din stemme.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste