Fonetikeren og cykelbuddet

Da den nybagte student Jens Ege kom til København for at læse jura i efteråret 1944, var universitetet nærmest lukket ned.

»De færreste turde holde eller gå til forelæsninger af frygt for at det skulle gå dem som i Norge og Holland hvor tusindvis af studerende og undervisere blev deporteret til koncentrationslejre,« fortæller pensioneret ministerråd Jens Ege.

Universiteterne i Norge var nøjagtig som i Danmark arnested for modstandsbevægelsen. Den 18-årige Jens Ege havde som gymnasieelev i Svendborg allerede saboteret tyske telefonlinjer.

Da han kom til hovedstaden blev han hurtigt hvirvlet ind i en gruppe af studerende og undervisere på universitetet der havde fået til opgave at registrere alle stikkere og kollaboratører.

Det er Jens Eges dagbogsoptegnelser fra dengang der blandt andet ligger til grund for bogen Interneringskartoteket der netop er udkommet.

Her får læseren et unikt indblik i nogle af de personligheder fra universitetet der prægede modstandsbevægelsen; især professor Carsten Høeg der var udnævnt til at lede arbejdet med kartoteket.

»Selve arbejdet var temmelig kedsommeligt, men vi sagde jo ikke nej for vi syntes det var vigtigt at undgå private hævnakter i retsopgøret efter krigen.

Når flere af os bagefter tilbage tænker tilbage på tiden som særdeles positiv, så var det på grund af Carsten Høeg. Han var omhyggelig og havde en streng retfærdighedssans, men samtidig var han en omsorgsfuld leder og en modig mand,« fortæller Eli Fischer-Jørgensen.

Også Jens Ege husker tilbage på Carsten Høeg som den udprægede akademiker der med lysende autoritet og stor mildhed tog de svære valg om hvem der skulle i interneringskartoteket.

Dokumentation af en tid
Men hvorfor gjorde de det egentlig? Mange modstandsfolk havnede i fængsel eller koncentrationslejr.

»Jeg kunne ikke holde ud at høre på folk på 40-50 år rakke ned på tyskerne mens de gjorde ingenting. Nogen måtte gøre noget,« siger Jens Ege der under dæknavnet Palle fungerede som cykelbud for modstandsbevægelsen.

»Jeg kan huske at mine hænder ind imellem rystede på cykelstyret, for jeg vidste godt hvad der kunne ske hvis jeg blev taget, og den behandling som fangerne i fx Shell-huset fik, tror jeg ikke jeg havde holdt til,« siger Jens Ege.

Eli Fischer-Jørgensen og Jens Ege har haft sporadisk kontakt siden krigens afslutning via diverse mindehøjtideligheder og et fælles bekendtskab. For to år siden skrev Eli til Jens om de ikke snart skulle få skrevet den bog om interneringskartoteket.

»Vi har været lidt utålmodige med at få vores bog udgivet, for vi er jo alligevel 173 år tilsammen. Men jeg tror vores manuskript er kommet øverst i bunken på forlaget af hensyn til vores alder,« siger Eli Fischer-Jørgensen.

For hende har det været vigtigt at beskrive arbejdet med interneringskartoteket selv her så mange år efter for at rette op på den negative beskrivelse af kartoteket og dets leder som opstod i årene efter krigen.

»Det har været hårdt arbejde at starte på som 92-årig, men jeg er jo stadig åndsfrisk, og selv om det er 24 år siden jeg gik på pension, så har jeg da fået udgivet min sidste bog om fonetik da jeg var 90,« fortæller Eli Fischer-Jørgensen.