For døve øren

Måske er det en bagvendt form for forfængelighed, men videnskabsfolk kommunikerer sjældent smukt.

På KU’s klimakongres er standarden en snøvlet tale på gebrokkent engelsk, en hjemmestrikket PowerPoint-præsentation med en milliard ord per side og et layout i grelle farver der ser ud til at være designet af stilforvirrede chimpanser. For den udenforstående kan det forekomme utroligt at fagfolkene overhovedet forstår hinanden.

Og så er der undtagelserne. Professor Johan Rockströms indlæg er for eksempel en audiovisuel klimavidenskabelig tour de force. Rockström er ekspert i naturressourceforvaltning og direktør for Stockholm Environment Institute. Han er en vigtig stemme i klimadebatten, og som formidler er han på Bjørn Lomborg-niveau.

Universitetsavisen beder ham tale om broen mellem videnskab og politisk handling.

»I lang tid har forskningsverdenen haft ganske lille betydning for de beslutninger politikere træffer,« siger Rockström.

»Og i den forstand har FN’s klimapanel (IPCC) været en enorm succes. Det er et af de få eksempler på at den videnskabelige verden har kunnet mobilisere sig selv og få indflydelse. Problemet er nu at mere og mere videnskab peger på at klimaproblemet er større end IPCC har vurderet. Denne kongres er den første større arena hvor det budskab bliver formuleret klart.«

Rykker kongressen noget?
Kongressen gør det rigtigt ved at integrere det politiske element, mener Rockström.

»Man har ikke blot samlet 2.000 mennesker. Man har samlet de rigtige 2.000. Topfolkene. Men jeg er pessimistisk når det gælder den effekt kongressen har på politikernes beslutninger. Indtil videre ser vi mere retorik end handling. Selv de mest ambitiøse løsningsforslag der er lagt frem af Storbritannien, af Tyskland og i EU vil ikke komme i nærheden af at løse klimaproblemet.«

»Problemet er ikke så meget at videnskabsfolk ikke kan kommunikere, men at de taler i det sorte hul der adskiller videnskabsfolkene og politikernes udgangspunkt for klimaforhandlinger. Det havde været lettere hvis videnskaben støttede de mest ambitiøse forslag fra EU, men videnskabsfolkene står nu og siger: ‘Hør gutter, vi beundrer jer for at tale om 40 procents reduktioner, men vi bliver desværre nødt til at tale om 90 procent.’«

Mangel på runde borde
Rockström mener imidlertid også at videnskaben kunne gøre mere for at få politikerne i tale.

»Selv om denne kongres er vældig godt organiseret, så er den stadig traditionelt sat op. Folk præsenterer deres resultater, og det meste foregår envejs. Her er ingen dybdegående rundbordsdiskussioner om politisk handling.«

Hvem skulle med?

»Når du samler de bedste miljøforskere på Jorden for at diskutere det mest påtrængende problem vi har, burde man nok have forsøgt at samle nogle flere statsoverhoveder. Det er pinligt at den svenske statsminister ikke er her. Og den norske og den finske. Bare de nordiske statsministre til en rundbordsdiskussion med folk som John Schellnhuber, James E. Hansen og Nick Stern. Alt peger på at politikerne skal forhandle om det forkerte. Virkeligheden er langt værre end det man forhandler om.«

Han understreger at dette ikke er ment som en kritik af kongressen.

»Det er potentielt den vigtigste og bedst organiserede videnskabelige klimakonference nogensinde. Men når beskeden herfra er så dramatisk, så kunne det have retfærdiggjort en endnu højere grad af involvering med den politiske arena.«

»Man kunne invitere chefforhandlerne også. Når jeg møder de politiske forhandlere, siger de ærligt at de ikke kan rumme mere videnskab. De er totalt fokuserede på at forhandle om hvordan man skal forhandle. De er slet ikke nået til at diskutere hvad de skal forhandle om. Al deres brain power går med at slås om procedurer og teknikaliteter. Hvis man kunne ryste dem lidt, ville det være utrolig hjælpsomt. Jeg tror ikke vi trænger igennem til dem nu.«

Avisen Information kunne rapportere at mange af jer her på kongressen frygter en ny Kyoto-aftale. Hvad mener du?

»For at sige det hårdt: Det er meget bedre hvis København bliver en fiasko, end hvis man underskriver en ny Kyoto-aftale. Det er sådan en halvhjertet aftale vi er på vej imod nu, desværre.«

Rockström mener at Kyoto har låst klimadebatten i 15 år. Et afgørende fremskridt ville være hvis politikerne forpligtede sig til at udfase de fossile brændstoffer, og med dette udgangspunkt gik i gang med at skabe en ramme for at det kunne ske.

»Vi har brug for en fleksibel aftale. Og videnskaben skal påvirke målene i takt med at vi får ny viden. Kyoto var en statisk aftale. Den resulterede i absolut intet.«

chz@adm.ku.dk