For fire milliarder god forskning, tak

Med op mod fire milliarder om året er eksternt finansieret forskning Københavns Universitets største indtægtskilde. Derfor er det også naturligt at have et kritisk blik på den eksterne finansiering, sådan som det for eksempel ses i en ny analyse fra Tænketanken DEA.

Ekstern finansiering kommer med en pris. Men samtidig betyder finansieringen, at vi på KU i 2022 havde omkring syv milliarder til forskning, selv om vi kun fik tre milliarder på finansloven. Mange af KU’s forskere kan derfor takke egen eller kollegers evne til at tiltrække midler. Det betyder også, at store dele af universitetets forskningsresultater bygger på ekstern finansiering.

Der er flere forskningsområder på KU, som kun kan lade sig gøre på grund af ekstern finansiering. For eksempel får projektet Selection in Cognition, der handler om menneskers beslutningsprocesser, støtte af Carlsbergfondet. Og den planlagte 12 år lange udvikling af en kvantecomputer på SCIENCE er støttet af Novo Nordisk Fonden. Begge projekter med stort forskningspotentiale.

Man kan naturligvis opstille den hypotese, at der ville komme bedre eller mere nyskabende forskning ud af flere basismidler. Men den forskning, universitetets forskere laver i dag, er gennemgående rigtig god. Det kan vi godt være stolte af.

Undgår politisk indblanding

Ser vi på, hvordan bevillingerne uddeles, er der i hvert fald i de store fonde ofte mange fagfæller involveret i at uddele midlerne. Hvis alle midler kom fra finansloven, ville det alene være ministeren og det politiske flertal, der afgjorde armslængden mellem forskere og bevillingsgiver.

Hvis alle midler kom fra finansloven, ville det alene være ministeren og det politiske flertal, der afgjorde armslængden.

Nu kan forskere søge midler hos forskellige kilder, der hver har sine prioriteter og tilgange. Det gør reelt det brede forskningslandskab mere uafhængigt, end hvis hovedparten kom fra det politiske system.

For at forbedre bevillingsystemet foreslog blandt andre DEA i forbindelse med offentliggørelsen af sin analyse af ekstern finansiering, at der bør være mere balance mellem eksterne midler og basismidler. For KU vil det kræve en milliard mere i basisbevillinger om året. Det lyder måske forjættende, men flere skattekroner til forskning skal konkurrere med for eksempel bedre erhvervsskoler eller et stærkere forsvar. Mon forskning kan vinde den konkurrence? Og skal vi sige nej til fondene, indtil det måtte ske?

Bedre end andre modeller

Hvis vi fik overtalt regeringen til at prioritere basisforskning med nye milliardindsprøjtninger, ville ledelsen få kontrol med en større del af universitets økonomi. Det kan jo fra et ledelsesperspektiv umiddelbart se attraktivt ud. Ud over at frigøre forskernes tid fra ansøgning til forskning, vil det give ledelserne mere magt. Men jeg tvivler på, om ledere virkelig er de rette til at afgøre, hvem der skal forske i hvad og hvor meget.

Et alternativ til, at ledere fordeler forskningsmidler, kunne være at overlade fordelingen til forskerkollektiver. Men her kan man spørge, om kollektiver er de rette til at lave strategiske satsninger? Det er for eksempel langt fra sikkert, at et kollektiv kunne prioritere 1,5 milliarder af fællesskabets midler til en kvantecomputer.

Endelig kunne en algoritme fordele midler. Enten tilfældigt eller på baggrund af udvalgte variable. Tilfældighed er en interessant model, som for eksempel Novo Nordisk Fonden eksperimenterer med. Men det er ikke sikkert, at tilfældighed alle steder vil opleves som retfærdig i forhold til kvalitet og indsats. Og fordeling på grund af objektive variable som for eksempel publikationer vil blot cementere publikationsjagten, som også kritiseres for blandt andet at undergrave modet til at tænke nyt.

Godt at fordele magten

Da man i 2009 lavede en ny model til fordeling af basismidler, forsøgte man faktisk at lave en retfærdig model, som kunne tage højde for forskningens mange kvalitetsdimensioner. Modelforslaget endte med at blive skrottet, da nærmest ingen kunne gennemskue det.

Derfor endte det med en mere simpel model, hvor 25 procent af nye basismidler blev fordelt på baggrund af publikationer. Men i 2021 blev publikationer så igen skrottet som variabel til fordeling af basismidler mellem universiteter, både for at reducere administrative byrder og som svar på en kritik fra forskningsverdenen, der har varet lige så længe, som variablen har været brugt.

Der er over 18.000 forskere ansat ved de danske universiteter. De forsker ikke alene bogstaveligt talt i alt mellem himmel og jord – de forsker også på mange forskellige måder og med mange formål. Nogle rent grundvidenskabeligt, andre stærkt formålsdrevet og anvendelsesorienteret – og alt derimellem.

Bevillingsystemet skal kunne understøtte denne store diversitet. Fordelen ved det danske system med basisbevillinger, offentlige og private fonde kombineret med EU-midler er måske netop, at der er plads til denne forskellighed. Men måske også, at ingen enkeltgruppe har afgørende magt over dansk forskning.