Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Opråb — Hvis rektor virkelig mener, hvad han sagde i sin tale om, at fællesskabet er det bedste brændstof, må han gøre mere for at redde KU’s nødlidende foreningsliv. Vi i Studenterrådet har tre konkrete forslag.
»Gør noget sammen. Gør noget, der giver mening – og giver en følelse af at høre til. Filmklub, madklub – dødsmetal-klub, Taylor Swift-klub – løbeklub, skakklub. Formålet er næsten ligegyldigt – men det er fællesskabet ikke. Fællesskabet er det bedste brændstof til jeres bæredygtige, væredygtige mentale motor.«
Sådan sagde vores nye rektor på KU, David Dreyer Lassen, i sin første immatrikulationstale den 22. august 2025.
LÆS OGSÅ: Rektor til nye studerende: Jeres verdensbillede vil blive udfordret
Og vi i Studenterrådet kunne ikke være mere enige. Fællesskabet er ikke bare en hyggelig reservedel i maskinen, men afgørende brændstof for vores trivsel på universitetet.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
I Studenterrådet ved Københavns Universitet får vi mange henvendelser fra foreninger, som spørger om hjælp til drift og ressourcer af deres foreninger. Ud over vores pulje til at støtte aktiviteter, har vi desværre begrænset mulighed for at hjælpe dem alle. Derfor opfordrer vi til, at KU tager bedre hånd om foreningslivet sammen med os studerende.
Lige nu bløder foreningslivet på universitetet. Foreninger oplever faldende medlemstal, problemer med at finde frivillige kræfter og bureaukratiske barrierer, der dræner lysten til at engagere sig. Vi har derfor brug for mere end bare pæne ord på Frue Plads – vi har brug for konkrete tiltag.
Med en frisk studiestart spirer nye fællesskaber frem – eller i hvert fald burde de.
Hvert år træder tusindvis af studerende ind på universitetet med et håb om at finde et sted at høre til. På nuværende tidspunkt er der over 300 foreninger spredt ud på KU, men vi frygter, at tallet snart vil falde.
Hvis KU virkelig mener, at fællesskab er det bedste brændstof, må universitetet tage ansvar og investere i, at foreningslivet kan holde gang i hjulene – ellers risikerer vi, at de nyere årgange ikke får den samme oplevelse og tradition for foreningsliv og fællesskab på campus, som der hidtil har været.
For at holde foreningslivets motor i gang skal KU’s ledelse have et endnu tættere samarbejde med os studerende. Det er os, der oplever, hvordan forhindringerne kommer til udtryk i hverdagen. Derudover foreslår vi tre skridt, for at hjælpe foreningslivet i den rigtige retning:
For det første skal det være nemmere at bruge campus til foreningsarrangementer. I dag er reglerne ofte så rigide, at det grænser til det absurde. Det burde være en nem og oplagt mulighed at benytte lokalerne på campus til de foreninger, som holder til dér. Desværre hører vi om absurde episoder, hvor det oplagte bliver problematiseret af vagter og rigide regler. Som for eksempel da Fysikrevyen ville fejre at have vundet ’årets forening’ – men blev smidt ud af deres lejede lokaler for at spise kage derinde. Det er ikke rimeligt, og det understreger bare absurditeten, når selv ’årets forening’ oplever problemer, der slet ikke burde findes.
Det er ikke nok at hylde fællesskabet fra talerstolen. KU må handle nu
For det andet har vi brug for gennemsigtighed og hastighed i behandlingen af ansøgninger til studiemiljøpuljer. Det skal ikke tage måneder at få svar på, om man kan købe en kande kaffe og nogle brætspil til at skabe fællesskab. Derudover skal der ikke være tvivl om, hvem man skal skrive til, for at spørge om disse ting. Mere gennemsigtighed med processer og kontakter vil gøre en stor forskel for foreningerne. Medlemmer og de tilhørende styrelser skal allerede balancere deres studier samtidig med, at de lægger kræfter i at skabe fællesskab for deres medstuderende – det skal ikke være en besværlig oplevelse.
For det tredje bør KU understøtte det praktiske arbejde. Det kan være alt fra at få en bankkonto og håndtere økonomi til at forstå de regler, der gælder for frivillige foreninger. Her i Studenterrådet har vi allerede lavet vores fidushåndbog, der kan hjælpe foreningerne, men universitetet bør tage et større medansvar.
Vi i Studenterrådet kæmper altid for et bedre foreningsliv. Blandt andet har vi sikret en ekstra million på KU’s budget til styrkelse af studenterforeningerne. På den måde kan vi hjælpe alle de studerende, som skaber de fællesskaber, der gør KU til et levende universitet.
LÆS OGSÅ: Jeg vil altid føle mig som en, der er gået forkert
Så kære rektor – vi er helt enige med dig. Men det er ikke nok at hylde fællesskabet fra talerstolen. KU må handle nu, hvis ikke motoren skal gå i stå.