Forfatter: Jeg ville arbejde for Roskilde Festival. Det kommer jeg jo ikke til

»Hvad med dig Albert, noget nyt?«

Albert ved ikke, hvad han skal svare. Han har været på dagpenge i to måneder, gået til en masse meningsløse, hvis ikke ligefrem nedværdigende møder på jobcentret, og har ellers forsøgt at finde »den perfekte balance« mellem at skrive ansøgninger, spille konsolspillet FIFA og onanere.

»Jamen, jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvilken retning jeg vil gå i,« siger han til sine venner.

Ordene kommer fra hovedpersonen i Laurids Gissels debutroman ’Som vilde dyr’. Men de kunne lige så vel komme fra forfatteren selv.

For han kender følelsen. Af at forlade universitetet med en fin titel og en masse teorier bag pandebrasken og erfare, at man ikke rigtig aner, hvad man kan blive.

»Jeg kom ud med nogle højtflyvende ideer om, at jeg gerne ville arbejde med kommunikation og ansættes hos Roskilde Festival. Og så fandt jeg ud af, hvor få af de her muligheder der er,« siger Laurids Gissel, der tog en bachelorgrad i engelsk, inden han læste moderne kultur og kulturformidling på kandidaten – begge på Københavns Universitet.

»Jeg havde taget valgfag undervejs, og jeg vidste en masse om Foucault, men jeg skulle finde ud af, hvad fanden jeg kunne bruge den her uddannelse til. Hvilke veje kunne jeg gå? Det er lidt syret at skulle genopfinde sig selv, før man overhovedet har fundet chancen for at finde sig selv.«

Barsk konkurrence efter specialet

Til tider har han skelet misundeligt til sin hustru, der studerede jura og vidste, hvad hun ville blive på den anden siden af studierne. Hun fik en beskyttet titel, et diplom, som alle ved, hvad betyder.

Laurids Gissel skulle kæmpe med en hær af nyuddannede med flyvske titler og glinsende CV’er, der alle sammen ville dræbe for et job inden for kommunikation eller marketing – det felt, han havde forsøgt at specialisere sig i ved hjælp af studiejobs og valgfag.

Det er lidt syret at skulle genopfinde sig selv, før man overhovedet har fundet chancen for at finde sig selv

Laurids Gissel, forfatter og cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling

Det er en situation, mange dimittender havner i. Og flere vil måske opleve det i fremtiden. Som Jørgen Søndergaard, den nu pensionerede forskningsleder for VIVE, forleden sagde til Uniavisen:

»Vi kan allerede se de første tegn på et [mismatch-problem]: Der er nogle dimittender, der har svært ved at finde et arbejde, og en del, der får et dårligt jobmatch. De kan ikke udnytte det, de har lært. Det problem vil vokse, hvis vi ingenting gør.«

Laurids Gissels vej ud af dagpengenes dødvande har inspireret hans debutroman ’Som vilde dyr’, der udkom i marts. Her tager hovedpersonen Albert et job i en start up-virksomhed og bliver katapulteret ind i et hektisk arbejdsmiljø præget af en konstant vekslen mellem ekstatiske triumfer og smertelige nederlag.

Romanen er en hæsblæsende thriller fra start up-land, hvor knivene slibes skarpe bag kollegers ryg, men under det actionprægede plot ligger en tematik om at finde – eller miste – sig selv, når specialet er afleveret og studieboblen brister.

En band of misfits på jobcentret

Når Albert overhovedet tager jobbet til en kummerlig løn, skyldes det ikke mindst et brændende ønske om at smække døren til dagpengeland og realisere sig selv på arbejdsmarkedet.

Sådan var det også for Gissel. Han var desperat for at komme i gang. Bare med et eller andet. Om ikke andet for at slippe for møderne på jobcentret.

»Man sidder der på jobcentret i en gruppe af alt fra kommunikationsfolk til kunstmalere fra syv forskellige verdenshjørner og tænker: Hold da kæft … Man føler sig som en band of misfits. Eller det gjorde jeg i hvert fald.«

Efter et par måneder på dagpenge tog han start up-jobbet, som gav ham en rus i perioder og en følelse af ansvar, men som også efterlod ham med arbejdsopgaver til langt ud på aftenen, til tider med trykken for brystet. ’Som vilde dyr’ pendulerer mellem triumfer og tragedier, men er mere en forfaldsfortælling, end det er en reklame for start up-miljøet.

Forfatteren opfordrer da også andre til at tænke sig mere om, end han selv gjorde:

»Du kan nemt være forfalden til at tage det første og det bedste job, fordi det tager dig ud af arbejdsløshedskøen og dagpengemøderne. Det er bare vigtigt, at man mærker efter, kigger ind i sig selv og prøver at finde ud af, hvad man egentlig vil. Også selv om det tager en måned eller to længere.«

Det er ikke ligefrem det, politikerne siger til de nyuddannede.

»Det kan være, jeg får nogen i røret … Jeg tror bare, det er vigtigt at gøre sig de tanker. Så kan det stadig vise sig at være en lortebeslutning, man træffer som den første. Men man kan komme langt ved at spørge: Hvor passer jeg ind? Hvor har jeg følt mig tilpas?«

Andenrangs studerende

Det harmonerer ikke nødvendigvis med den retorik, som florerer på Christiansborg, og senest ledsagede den politiske aftale om at hugge 4.000 kroner af dagpengene til nyuddannede.

Jeg har fået en dyb indsigt i noget, der virkelig interesserer mig. Det har været med til at forme mig som person.

Laurids Gissel, forfatter og cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling

Det skal ikke nødvendigvis være lystbetonet at gå på arbejde, sagde Mette Frederiksen i en nu kanoniseret vending, der kunne tolkes som en opsang til kræsne, arbejdsløse dimittender.

Fordommene retter sig i høj grad mod studerende på humanistiske uddannelser, siger Laurids Gissel. Det oplevede han selv gennem et halvt årti på KUA, Amager-grenen af Københavns Universitet, der rummer de humanistiske fag og i dag går under navnet Søndre Campus.

»Jeg vil ikke sige, at jeg følte mig som en andenrangs studerende, men … « begynder han.

»Da jeg søgte legater til en praktikplads i Ottawa, var de næsten alle forbeholdt kommende jurister, ingeniører osv. Og så var det et meget lille felt med midler til humanister. Det var virkelig forsvindende få legater.«

»Den følelse, det gav mig, fik jeg igen, da jeg var færdig med uddannelsen og skulle søge job. Der er bare meget færre muligheder for os humanister.«

KU kan lære af CBS

De færre muligheder bliver til et større pres.

Humaniorastuderende er tvunget til at proppe CV’et med studiejobs og praktikpladser ved siden af pensum og ruste sig selv til en jobjagt, hvor akademiske præstationer er en svag valuta.

Erfaring uden for studierne er værdifuld, siger Laurids Gissel. Men han efterlyser, at humanistiske uddannelser i højere grad kobler den viden, de studerende får, til arbejdsmarkedet. Med eksempler, virksomhedscases og samarbejder med institutioner.

Måske ville det betyde, at færre følte, at de skulle genopfinde sig selv, når de har afleveret specialet. Sådan som både Laurids Gissel og hans hovedperson har gjort det.

»Jeg tror godt, man kunne trække flere tråde til erhvervslivet på de humanistiske uddannelser. Gøde jorden til, at man kan træde ud på arbejdsmarkedet og sige: Ok, det føler jeg, at jeg har set før. Jeg genkender det. I stedet for at være helt grøn, sådan som jeg oplevede, at jeg var. Det var meget overvældende.«

»Måske skulle jeg bare have gået på CBS … men jeg tror, man kan lære af den tilgang på Københavns Universitet.«

Alligevel ville Laurids Gissel ikke have valgt en anden uddannelse, hvis han kunne gøre det om.

Han ville ikke være foruden den viden og de analytiske redskaber, han har fået på engelsk og moderne kultur- og kulturformidling. Evner, som ifølge den nyslåede forfatter blandt andet har gjort ham i stand til at skrive ’Som vilde dyr’.

»Jeg har fået en dyb indsigt i noget, der virkelig interesserer mig. Det har været med til at forme mig som person. Og så kan det godt være, at jeg ikke bruger det direkte i dag, men hvem ved … måske ender jeg med jobbet på Roskilde Festival om ti år.«