Formidling er også cool cash

I sidste måned holdt Eske Willerslev en stort anlagt pressekonference om kortlægningen af genomet hos en uddød fortidseskimo. Pressearbejdet førte til omtale i mere end 678 internationale medier. Idrætsforskeren Peter Krustrup får for tiden oversat omtalen af sin forskning til arabisk, spansk, portugisisk og kinesisk, fordi han har erfaring med at international forskningsformidling blandt andet kan være med til at sikre funding og samarbejdsmuligheder i hele verden. To eksempler på, at forskningen bliver formidlet som aldrig før fx på det naturvidenskabelige område.

Der er flere grunde til denne udvikling. Det ædle motiv er, at forskere gerne deler deres viden med omverdenen. Samfundet, som betaler for forskningen, skal kunne blive befrugtet af den. Formidling kan desuden synliggøre den værdi, universitetet tilfører samfundet – og den formidling sker stadig mere internationalt på KU. Når universiteterne får en plads i en samfundsdebat, giver det ikke blot indflydelse. Det kan tilmed igangsætte en bred dialog, der kan være fundament for ny forskning. Formidling gør selv forskerne klogere.

For den enkelte forsker eller forskergruppe er der også et ærligt, håndfast og egoistisk motiv: Formidling kan skabe opmærksomhed og være et fundament for at tiltrække nye samarbejdspartnere og bevillinger. Måske kan det være fremtidssikring af faget som element til at rekruttere studerende, forskere og ansatte i øvrigt. Der er endda undersøgelser, der viser, at de mest forskningsaktive også er dem, der laver mest forskningsformidling.

Mere end public service

I en velskreven kronik i sidste nummer af Universitetsavisen spørger Klemens Kappel imidlertid, om det bedste råd til forskere mon alligevel er ikke at bruge tid på formidling. For skader man ikke blot sig selv som forsker, som institut og som fakultet med denne luksusbeskæftigelse?

Med den udvikling universitetet undergår, mener vi, at svaret er klart nej. Der er brug for, at vi indskriver forskningsformidling i en bredere kontekst. Det er det bedste fundament for at skabe forståelse for forskningen og den ekspertrolle, universitetet ikke længere har monopol på. Der findes efterhånden stærke producenter af viden uden for universiteterne.

Universitetets funktion i et demokratisk oplyst samfund er at bidrage til den offentlige meningsdannelse på en fagligt kvalificeret måde. Men forskningsformidling er selvfølgelig mere end public service. Klemens Kapel spørger, om der er individuelle incitamenter til forskningsformidling, der er understøttet af universitetet. Ellers er det op ad bakke med at motivere forskere til at vægte opgaven på lige fod med øvrige kerneområder.

Der skal være større tilskyndelse til at formidle. Det er ledelsens ansvar. Forskeren har i dag imidlertid næppe heller reelt større personlige incitamenter til at levere engageret og god undervisning eller forskning af højeste niveau. For det er generelt ikke sådan, at taxametrene bliver fordelt ud på den enkelte forsker eller at Videnskabsministeriets bibliometriske point bliver omsat til klingende mønt helt ud på det enkelte fag eller forskergrupper.

Ledelsen har også et ansvar

Ledelsen på KU har understreget, at forskerne ikke skal ændre publiceringspraksis for at spekulere i at få flere point. Vi går ikke på akkord med kvaliteten. Og for at løfte uddannelseskvaliteten har vi etableret didaktiske centre og arbejdet med fx undervisningsportfolioer, hvor forskerne skal dokumentere deres erfaring med undervisning.

Når det gælder formidling
• kan en ekstraordinær indsats udløse lokale løntillæg og frikøb;
• bør evnen til og erfaring med formidling kunne være afgørende for besættelsen af stillingen, hvis to ansøgere står fagligt lige til et professorat;
• har institutledere og dekaner ansvar for ikke blot at motivere, værdsætte og opmuntre til formidling. De skal også være med til at lægge en samlet formidlingsstrategi;
• skal den også tænkes med og planlægges i starten af et forskningsprojekt. Det er efterhånden et typisk krav fra internationale fonde og forskningsrådene i Danmark.

Humaniora har mange eksempler på excellent formidling lige fra bøger og artikler rettet mod et bredt publikum til hjemmesiden dialekt.dk. Universitetet ville ikke investere i støttefunktioner til formidling – fra hjemmesider, kontakt til gymnasier, lancering af nyheder i medier, hvis universitetet ikke fandt formidling afgørende for universitetets udvikling og eksterne funding. Og vi ville ikke have afsat ressourcer til den store klimakonference sidste år, formidlingspriser og -puljer eller et nyt naturhistorisk museum, hvis det ikke var af betydning.

Vi skal væk fra, at der internt bliver set skævt til de forskere, der formidler, fordi de ikke har alle nuancer med eller taler om noget i kanten af deres ekspertise. Det er helt acceptabelt også at fortælle en hurtig version af et forskningsresultat. Det mere uddybende kan man måske finde på en hjemmeside, i en afhandling eller rapport.

Prioritering og strategi

Dette skal ikke læses som, at der blot skal skrues op for volumenknappen. Vi er ikke ansat til at producere støj. Det handler ikke alene om eksponering eller om kun at indgå i en kommentering af det seneste døgns begivenheder. Vi skal primært søge at få formidlet forskningsresultater inden for en ramme, forskeren kan være tilfreds med og skabe relationer til omverdenen for den enkelte forsker eller institut på udvalgte områder.

Formidlingen er ikke et mål i sig selv – men et middel. Derfor skal der til tider tænkes strategisk og prioriteres. Der bør være drøftelser på instituttet om, hvor formidling gør størst nytte lige fra at tiltrække dygtige kollegaer og studerende eller måske bidrager til et godt dansk eller internationalt omdømme. For mange fag kan den fagligt inspirerende tilstedeværelse i gymnasiets undervisning her og nu være lige så vigtig som formidling til den brede befolkning.

Forpligtelsen til at videndele med samfundet skal tilskrives universitetet og ikke kun den enkelte forsker. Ansvaret for undervisning er heller ikke den enkelte forskers alene. Men den enkelte har gennem sin ansættelse en forpligtelse til bidrage. Der er mange måder at formidle på fra at stille op i Deadline, få udsendt en pressemeddelelse, holde foredrag, skrive lærebøger, lave en blog med kollegaer om et emne. Men indsatsen kan aldrig blive ’forkert’ eller komme til at skade egen forskerkarriere og institutionen. Tværtimod.