Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
FORSKNINGSFORMIDLING - Politikerne vil fremme forskningsformidlingen. Men som systemet er i dag, skader det universiteterne, når forskerne bruger tid på at formidle. Altså må formidling anses som en personlig luksus, der bør henlægges til fritiden
Universitetsloven fra 2003 tilføjede formidling (eller videndeling som det hedder i lovteksten) som en af tre opgaver, universitetet har. De to andre er forskning og undervisning. For de dele af universitetet, der har set det som en central og naturlig opgave at henvende sig til offentligheden og ikke kun til forskerfællesskabet, er tilføjelsen en vigtig anerkendelse. Det gælder for dele af humaniora, samfundsvidenskab, jura og teologi, men også for andre områder af universitetet.
Men sidenhen har situationen faktisk udviklet sig i en betænkelig retning. Universitetet (og ministeriet) har indført forskellige incitamentssystemer, som altovervejende belønner god undervisning, god forskning, samt evne til at hente eksterne forskningsmidler.
På Det Humanistiske Fakultet sker det for eksempel ved at forskellige pointsystemer og andre optællingsmetoder fører til, at institutter belønnes økonomisk, når medarbejderne gør det godt i forskning, ansøgninger og undervisning. Institutterne vil derfor naturligt opmuntre de ansatte til at lægge kræfterne her.
Men når man øger incitamenterne for en type aktiviteter, så påvirker det de aktiviteter, som ikke belønnes tilsvarende. Det er særlig markant, når de aktiviteter, der belønnes af alle opfattes som centrale og værdifulde, og samtidig så omfattende, at de kan optage al vores tid. Så bliver det meget svært alligevel at afsætte tid til andre aktiviteter, som ikke på samme måde har institutionens bevågenhed.
Ting tager tid, og tid er trods alle gode hensigter en begrænset ressource – tid brugt på formidling kan nu engang ikke genanvendes andre steder. Der er derfor nu i realiteten et institutionelt incitament imod at formidle, i det mindste på Det Humanistiske Fakultet. Groft sagt: bruger man tid på formidling, så skader man ikke bare sig selv som forsker, men også sit institut og sit -fakultet.
Ved formidling forstår jeg her, at man at deler sin faglige viden og kompetencer med ikke-fagfæller, som det typisk sker i offentlige debatter, i bøger, tidsskrifter, kronikker, interviews, foredrag og så videre. Jeg medregner også virke i statslige råd og nævn, samt aktiviteter i private og offentlige virksomheder i form af foredrag, undervisning eller konsulentbistand.
Formidling adskiller sig fra forskning ved at henvende sig til medlemmer af offentligheden og ikke til fagfæller eller studerende, og ved ikke at være fagfællebedømt.
Det er ikke fordi, der slet ikke findes incitamenter til formidling. Der er et individuelt personligt incitament, som for den enkelte forsker kan spille en stor rolle. Nogle kan simpelthen godt lide at formidle, og de gør det derfor, selv når det i realiteten skader deres institutter eller deres egen karriere som forskere. Der ligger en åbenlys social anerkendelse i at blive inviteret i Deadline, som de færreste vil sige nej til.
På det individuelle plan kan økonomiske incitamenter også spille en rolle. Som efterspurgt foredragsholder kan man få et honorar, der kan være ganske stort i forhold til den almindelige løn, man får som universitetsansat. Og honoraret for en kronik i et dagblad er også et forholdsmæssigt stort tillæg til den disponible indkomst i en måned.
Der er institutionelle incitamenter af lignende slags. Det Humanistiske Fakultet uddeler nu en gang om året en formidlingspris på 25.000 kroner til to ansatte, hvilket også skaber et individuelt incitament af den nævnte slags (penge og social anerkendelse). Dog vil jeg tro, at den motiverende effekt begrænses af, at det er noget uigennemsigtigt hvad der skal til for at komme i betragtning, og af at det under alle omstændigheder vil være en form for lotteri, der afgør om man belønnes.
Det Humanistiske Fakultet har også i 2009 haft en pulje på cirka en million kroner til at støtte formidlingsaktiviteter. Men selv om det kan være udmærket at uddele disse midler, så giver de ikke i sig selv direkte et individuelt incitament til at formidle, med mindre midlerne kan bruges til frikøb.
Men puljen kan belønne eller stimulere de forskere, der i forvejen har individuelt incitament til at formidle, for eksempel fordi de godt kan lide det. Og igen: vil man fremme sin karriere på universitetet eller sine muligheder for at få eksterne forskningsmidler, så skal man nok ikke bruge sin tid på et formidlingsprojekt, selvom det sågar er støttet af fakultetet.
I nogle tilfælde kan der være et institutionelt incitament til formidling, nemlig når en aftager betaler et institut for en rapport eller når deltagelse i råd og nævn kompenseres økonomisk. Fører kompensationen til frikøb, kan det skabe et incitament for den enkelte forsker, og det samme sker, hvis man som forsker pålægges en opgave af institutionen.
Formidling til offentligheden kan i nogle tilfælde medføre en vis ’kendthed’ som måske spiller en rolle for hvem der ansættes som professorer eller lektorer eller hvem, der får forskningsbevillinger. Men sjældent får sådanne faktorer formentlig afgørende betydning, og det vil under alle omstændigheder være meget usikkert hvornår det er tilfældet. Hvis man ønsker at fremme sin karriere som forsker, så er det bedste råd, at man ikke skal bruge tid på formidling.
For mig at se er hovedtrækkene, at der selvfølgelig er forskellige incitamenter til formidling. Men de stærkeste incitamenter er individuelle og kun i ringe grad understøttet institutionelt. Er man til den slags, så belønnes man af formidling, men belønningen ligger i det gode honorar og den sociale anerkendelse.
Institutionen ville værdsætte ens indsats mere, hvis man i stedet bruger kræfterne på forskning og undervisning.
Det kan ligne en lille ændring i forhold til tidligere tider, hvor der jo ikke var incitamenter til noget som helst. Men det er måske alligevel en større forandring, end den tager sig ud. Som nævnt mener mange, at universitetet har en særlig funktion i et demokratisk, oplyst samfund, nemlig at bidrage til den offentlige meningsdannelse på en fagligt kvalificeret måde. Denne opgave kan siges at være skrevet ind i universitetsloven. Men til forskel fra de to andre hovedopgaver – forskning og undervisning – er denne tredje opgave ikke udmøntet i en institutionelt understøttet incitamentsstruktur.
Man kan sige, at den gode universitetsforsker af sig selv bør formidle til offentligheden, når det er relevant. Det kan være rigtigt. Men sagen er jo, at hvis tiden går fra forskning og undervisning, så skader man både sig selv og sit institut ved at gøre det.
Den rationelle institutleder bør bede sine ansatte om at undlade at bruge tid på formidling for i stedet at koncentrere sig om forskning, ansøgninger og undervisning. Som vejleder for ph.d.-studerende og postdoc’er bør man af hensyn til dem og instituttet modsætte sig, at de bruger tid på formidling. Formidling må anses som en personlig luksus, der bør henlægges til fritiden.
De stærkeste incitamenter til at formidle er social anerkendelse og penge. Der er ikke noget odiøst i disse motiver, men det er værd at notere sig, at det er meget individuelt, i hvilket omfang disse ting i praksis motiverer os.
Incitamentet til at formidle er dermed meget uens fordelt. Og bemærk, at dette incitament ikke afhænger af, om man har noget samfundsmæssigt vigtigt eller fagligt solidt at sige. Der vil også være en tendens til, at formidling vil være modtagerstyret i stedet for afsenderstyret. Hvis man bliver spurgt, og belønningen i øvrigt er passende, så vil man sige ja, nærmest uanset emne.
Det er de færreste, der siger nej, hvis Deadline ringer, eller hvis honoraret er en halv månedsløn. Som en tidligere kollega sagde: ’jeg taler om hvad som helst, men hvis jeg ingenting ved om emnet, så koster det naturligvis mere’. Men formidling, der motiveres på denne måde, vil tendere til at være styret af modtagerens nysgerrighed (og betalingsvillighed), i stedet for af afsenderens kvalificerede bud på, hvad der bør siges om et emne. Så selv der, hvor incitamentet er stærkt nok, kan man spørge, om det har den rigtige struktur.
Alt dette er en ændring i forhold til tidligere. Ikke fordi formidling blev systematisk belønnet der, men fordi ingenting blev det. Hvor meget disse forandringer vil slå igennem i en ændret adfærd, vil jeg ikke forsøge at spå om. At det kan føre til en meget markant ændring, er jeg ikke i tvivl om.
Man skal bestemt ikke udelukke, at de nuværende incitamentsstrukturer fører til, at hele faglige miljøer over en årrække skifter karakter, så det ikke længere anses for at være relevant eller prisværdigt, at man kommunikerer med andre end fagfæller og studerende.
Hvad man skal stille op med dette problem, ved jeg ikke. Jeg tvivler på, at det er muligt eller hensigtsmæssigt at indføre et pointsystem for formidlingsaktiviteter på linje med det, vi har for forskning. Det var oprindeligt ministeriets ide, men den er opgivet, fordi det er for vanskeligt at lave en meningsfuld optælling. At fjerne incitamenterne til at lave god forskning og undervisning af høj kvalitet, er heller ikke en løsning. Så problemet har ikke en åbenlys løsning, men det er jo ikke en grund til at lukke øjnene for det.