Forsker i vridemaskinen

Den 8. marts vågnede lektor på Københavns Universitet Mikael Rothstein op til sit eget ansigt på Jyllands-Postens forside. Under overskriften: »Studerende klager: Forsker politiserer« kunne avisen nemlig berette om en klagesag som nogle studerende var i færd med at køre mod ham.

Avisen fortalte at klagerne var trætte af at Rothstein i undervisningen havde opfordret dem til at demonstrere til fordel for det nu hedengangne Ungdomshus. De ville ikke høre politiske taler for Ungdomshuset når der stod religion på undervisningsskemaet, skrev avisen.

Problemet var bare at historien ikke passede. Der var nemlig ingen klager. Ganske vist havde en håndfuld utilfredse elever henvendt sig til et medlem af Fagrådet for Religion, og fået ham til at tage det op på et møde. Men efter at have drøftet det internt og taget en snak med Mikael Rothstein om det, konkluderede fagrådet at der ikke var nogen sag at gå videre med. Da de utilfredse studerende ikke ønskede at indgive en officiel klage til studienævnet eller dekanen, anså fagrådet dermed sagen for lukket.

Men mediemøllen var allerede blevet sat i sving med Jyllands-Posten som primus motor. I sin leder dagen efter kaldte avisen Rothstein for »rystende uprofessionel« og karakteriserede hans opfordring til at demonstrere som »studentikos, uværdig og belastende for den faglige troværdighed.«

Berlingske Tidende fulgte trop med en bidende karakteristik af den »feterede universitets-tarzan Mikael Hold Så Kæft Rothstein (…) også kendt som Hævneren fra Ungdomshuset og Slagteren fra Artillerivej.«

Avisernes debatsider bugnede med læserindlæg både for og imod Rothstein, og angrebene gik ikke så meget på sagen om de få utilfredse studerende, men på Rothsteins karakter og person. Således blev han af en tidligere kollega stemplet som en frelsertype der med tvetunget tale i årevis havde chikaneret og beklikket folk med en anden opfattelse end sin egen.

Lodret løgn
Mikael Rothstein har selv deltaget i debatten med enkelte læserbreve »for at modgå deciderede injurier og bagvaskelse,« som han siger. Men ellers har han ikke ønsket at udtale sig til medierne. Alligevel har han indvilget i et interview med Universitetsavisen selv om hans første reaktion var at takke nej, fortæller han. Turen gennem mediemøllen har ganske enkelt taget hårdere på ham end han havde forventet.

»Det har været mere ubehageligt end jeg på forhånd kunne forestille mig. Jeg har personligt og professionelt ligget underdrejet i to uger. Det har påvirket familie og venner, og mit institut og dekanatet har spildt tid på sagen. Helt personligt må jeg erkende at presset er vanskeligt at bære. Jeg føler mig stærkt intimideret og groft chikaneret og har følt mig magtesløs,« siger Mikael Rothstein.

Men hvad siger han til anklagerne om at der er blevet klaget over ham?

»Det er blevet dokumenteret til hudløshed at det er en lodret løgn. Men det var den løgn Jyllands-Posten baserede sin forsidehistorie på. Jeg taler ofte politik med mine studerende som er voksne, selvstændige mennesker og jeg lægger ikke skjul på mine egne holdninger. Heller ikke hvad angår Ungdomshuset. Men det har aldrig ført til konflikter, og ingen har nogen sinde klaget,« siger Rothstein der ikke kan forstå hvordan rygtet
om nogle utilfredse studerende kunne vokse sig til så stor en sag.

»Jyllands-Postens historie om mig baseres på en anonym e-mail. Berlingske Tidende fik den samme e-mail, undersøgte sagen og konstaterede at der ingen historie var. Men Jyllands-Posten baserede altså både forside og ledere på den – og debat nu på tredje uge.«

Kulturradikal laban
Mikael Rothstein er ikke uvant med at være i mediernes søgelys. Hans veltalenhed og engagement i kulturkampen har gjort ham til en flittig deltager i avis- og fjernsynsdebatter, og de der har fulgt balladen om Ungdomshuset i København, vil kende hans holdninger og sympatier i den sag.

Men om det netop er hans fremtrædende kulturliberale debattørrolle der ligger til grund for Jyllands-Postens kampagne mod ham, kan ikke siges med sikkerhed. Dog virker det usandsynligt at en lignende historie ville være nået frem til Jyllands-Postens forside hvis den anklagede havde været en hvilken som helst tilfældig universitetslektor.

Spørger man Rothstein selv, hvorfor han tror han er havnet på JP’s forside, er han ikke i tvivl.

»Der er flere grunde: Jeg har skrevet en kritisk bog om ’Muhammed-krisen’, jeg har støttet min kollega Tim Jensen fra Syddansk Universitet som Jyllands-Posten også er ude efter, jeg har støttet Ungdomshuset og er i det hele taget kendt som en kulturradikal laban – en af dem kulturkampen retter sig mod.

Kampagnen mod mig har været politisk. Mine udtalelser om Ungdomshuset førte til en nærmest utrolig strøm af begejstrede henvendelser til mig – herunder mere end 100 e-mails fra folk jeg ikke kender – så det er vel helt oplagt at et tilsvarende antal mennesker mener det modsatte. Dem repræsenterer Jyllands-Posten blandt andet, tænker jeg,« siger Mikael Rothstein.

Et af universitetsverdenens helt store temaer for tiden er forskningsfriheden. Mange universitetsforskere beklager sig over at deres frihed til at forske og formidle i det de vil er under pres. Alligevel vil Mikael Rothstein ikke kæde sin oplevelse i medierne sammen med angrebene på forskningsfriheden. At han er universitetsforsker har været midlet til at nå ham, snarere end målet.

»Mig bekendt er der ingen der interesserer sig for min forskning i denne sammenhæng – bortset fra en præst der har karakteriseret mig som et akademisk nul. Det er mig som politisk engageret borger der skulle mases i denne sag. Kulturkampen skal rense ud i de holdninger jeg har. Min forskning spiller ingen rolle, men man forsøger at ramme mig gennem min ansættelse på universitetet. Det er jo ikke min forskning i sig selv der angribes når jeg lægges for had eller bagvaskes i offentligheden. Det er mine holdninger og min person,« siger Rothstein der dog er bekymret over tendensen som gør forskere der blander sig i samfundsdebatten til offentlige skydeskiver.

»Min kollega Tim Jensen oplever præcis det samme, og noget tilsvarende gælder for KU-forskeren Jørgen Bæk Simonsen, ingen tvivl om det. Når mange forskere holder en endog meget lav profil i offentligheden, skyldes det uden tvivl frygt for hvad man risikerer. Jeg plejer at kunne tåle ret meget, men denne gang var det i overkanten. Andre har andre grænser og tør slet ikke. Det er faktisk meget foruroligende,« siger Mikael Rothstein.

Bedragerisk journalistik
Som engageret forsker og samfundsdebattør er man et udsat bytte for medierne. Det har Mikael Rothstein nu kunnet konstatere på sin egen person. Men hvis prisen for at ytre sig i den offentlige debat er forsidehistorier og aviskampagner, er det så overhovedet det værd? Det overvejer Rothstein også, fortæller han.
»Jeg har ingen grund til at tro at det ikke vil ske igen, og så må man spørge sig selv: Gider du det? Svaret er naturligvis nej, og derfor har jeg indtil videre måttet sige til mig selv at jeg ikke magter kampen mod løgnagtige journalister, manipulerende lederskribenter og – det kom til som en sidegevinst – hadefulde attentater fra en tidligere kollega som gennem de senere år har angrebet såvel mig som Det Humanistiske Fakultet i en alliance med den politiske højrefløj.

Nogle vil måske kalde mig svag, men så skulle de prøve at vågne hver morgen i to uger til løgn og forgift. Støtten på de indre linjer har været enestående, og jeg er studerende, kolleger og ledelse stor tak skyldig. Men offentlighedens billede af mig kan jeg jo ikke påvirke,« siger Rothstein og fortsætter:

»Jeg sidder vingeskudt tilbage og må erkende at en tur gennem mediemøllen af denne karakter er mere end jeg kan byde mig selv om mine omgivelser. Og hvilke muligheder har jeg så? Enten fortsætter jeg og accepterer en omgang mere ved en senere lejlighed, eller også trækker jeg mig tilbage og forsøger at bidrage til samfundsdebatten på anden vis. Lige nu afviser jeg alle journalister. I det mindste skal jeg rekreere. Her og nu må jeg jo stadig stå model til alt muligt i offentligheden«

Alligevel accepterer Mikael Rothstein til en vis grad mediernes spilleregler, fortæller han. Han er godt klar over at han som offentlig og meget fremtrædende debattør er et klart mål for højrefløjens angreb. Det accepterer han. Men når det sker ved en bevidst fordrejning af sandheden, er grænsen nået. Det er det vigtigste perspektiv man kan drage ud af denne sag, mener han.

»Den frie debat er vigtigere end noget andet. Derfor er Jyllands-Postens kampagne og min tidligere kollegas bagvaskelse noget man må regne med. Problemet er altså ikke at man bliver modsagt eller kritiseret. Problemet er når det sker på et løgnagtigt grundlag. Jeg støtter således Jyllands-Postens ret til at tvære mig ud på lederplads lige så tosset de vil, men sker det under henvisning til løgne og udokumenterede påstande, så er det et anslag mod den reelle debat. Det er her det virkelige problem ligger: Bedragerisk journalistik og politisk kampagne på et ikke-eksisterende grundlag,« slutter Mikael Rothstein.