Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Forsker på flugt: »De sagde, at jeg bedrev propaganda og spredte homoseksualitet på instituttet«

Forskningsfriheden er under pres i flere lande, og det tvinger akademikere på flugt. Og problemet rykker tættere på Danmark, siger to ansatte på Københavns Universitet, der hjælper internationale akademikere i knibe.

En fredag formiddag ringer et hemmeligt nummer på telefonen. Stemmen i den anden ende siger, at denne artikel ikke må oplyse vedkommendes køn, bopæl eller hjemland. Angsten for at blive opsporet er for stor. Udtalelserne tilhører en forsker, som måtte forlade sit hjemland efter at have udført forskning, der ikke var acceptabel for den »autoritære regering,« som vedkommende selv kalder den.

»Det er nemt at blive stemplet som en fjende af staten, hvis du stiller dig kritisk over for regeringen, enten ved at ytre dig på sociale medier eller ved at dele nye opdagelser inden for dit akademiske felt. I mit hjemland sidder en masse forskere i fængsel og kan nemt blive henrettet. Og så er der mange, der har mistet deres arbejde,« siger stemmen i telefonen.

Det er nemt at blive stemplet som en fjende af staten, hvis du stiller dig kritisk over for regeringen.

Forfulgt forsker

Jeg ved reelt ikke, hvem jeg har talt med. Kontakten, hvis man kan kalde den det, er blevet etableret af netværket Scholars at Risk, der hjælper forfulgte forskere med midlertidige ansættelser på vestlige universiteter, heriblandt Københavns Universitet.

»Det her er nogle mennesker, der har været modige. De har sat deres liv og deres familie på spil,« siger Vivian Tos Lindgaard, der er sektionsleder i afdelingen International Staff Mobility ved Københavns Universitet. Hun styrer i selskab med specialkonsulent Søren Høfler den danske sektion af netværket Scholars at Risk, der siden 1990’erne har hjulpet forskere med at fortsætte deres akademiske arbejde, efter de er blevet tvunget til at flygte fra deres hjemlande, heriblandt den anonyme forsker, jeg havde i telefonen.

Undgår at ph.d.’er ender i ufaglært arbejde

Danmark har været medlem af netværket siden 2016, men på grund af manglende økonomisk støtte, har det indtil videre kun været muligt at få netværket etableret på Københavns Universitet.

Den danske sektion for Scholars at Risk har huset en håndfuld forskere på flugt på Københavns Universitet, hvor deres forskningsarbejde vedligeholdes, og deres identiteter beskyttes under et års ansættelse med mulighed for forlængelse i endnu et år. Det er en vigtig mulighed for de forfulgte til at fortsætte deres karriere:

»Scholars at Risk modvirker, at de her mennesker tager ned til Sandholmlejren og søger asyl, hvor de ender som Føtex-medarbejdere med en ph.d.-grad, hvilket jo ofte sker for flygtninge med en akademisk baggrund. De skal sidde flere år i flygtningelejre og vente, og de bliver nedbrudt og mister forbindelsen og deres kompetencer i den akademiske verden. Det her program bibeholder forskernes kompetencer og deres netværk – de kommer videre,« siger Vivian Tos Lindgaard, der selv har tidligere erfaring fra Udlændingestyrelsen som chef i Sandholmslejren, hvor hun behandlede asylansøgninger.

Kompetencerne bliver altså ikke glemt bag kassen i et supermarked, og Scholars at Risk-netværket kan forhåbentlig gå imod påstanden om, at »flygtninge kun er en byrde«, som Vivian Tos Lindgaard udtrykker det.

»Det er vigtigt at vise, at det ikke altid er sådan. Der er faktisk nogen, der kan være en stor ressource. Jeg synes aldrig, at man hører de historier. Vi hører kun om dem, der ikke kan finde ud af det og er på bistandshjælp,« siger hun.

»Det er jo også det, der er i vejen med vores integrations- og flygtningesystem. I Danmark får man en flygtningestatus – som allerede er meget svær at opnå i dag – og hvad så? Så kører kommunen dem igennem nogle programmer, hvor der ikke er øje for deres forskerkompetencer og en eventuel forbindelse til arbejdspladserne, som ansætter højtuddannede udlændinge,« siger Vivian Tos Lindgaard.

Censuren rykker tættere på

Mange forskere på flugt kommer fra lande som Tyrkiet, Iran og Thailand, siger Vivian Tos Lindgaard og Søren Høfler. Selv om det måske virker langt væk fra Danmark, er censuren i forskningen måske tættere på, end vi tror:

Det vi ser i The Handmaid’s Tale er hverdag mange steder.

Søren Høfler

»Antallet af forskere, der melder sig til det her netværk, er kun stigende. Censuren, der kører rundt i Europa, kommer tættere og tættere på den danske grænse,« siger Søren Høfler.

Vi skal ikke langt fra en hverdag, der ligner vores egen, før vi støder på censurering af forskning. Selv i USA, forekommer det. Klimaforandringerne og Donald Trumps personlige meninger om dem kan nævnes som et eksempel, siger Søren Høfler:

»Det vi ser i The Handmaid’s Tale er hverdag mange steder. Vores kolleger i USA fortæller os hele tiden om, at der kommer mindre og mindre funding til forskning, der ikke stemmer overens med Trumps holdninger. Det er jo en helt sindssyg censur.«

Navn og billede i avisen med propaganda-overskrifter

Nogle dage efter min første telefonsamtale, ringer en anden forfulgt forsker på Zoom. Denne gang er der billede på vedkommende, og de – vedkommende foretrækker at blive tiltalt med pronominerne de/dem – vil gerne oplyse deres hjemland, Tyrkiet, og forskningsområde, som er social psykologi med fokus på mentalt helbred, heteronormativitet og sexisme i LGBT+-miljøet.

De var med til at underskrive The Peace Petition, en underskriftsindsamling fra 2016 om et stop for stridighederne mellem kurdere og tyrkere i Sydøsttyrkiet, en konflikt, hvor staten blev anklaget for at bidrage til massakrer.

Som fortaler for queer-rettigheder og underskriver af et protestdokument har forskeren fra Tyrkiet oplevet problemer under deres ph.d.:

»Min vejleder hængte mig ud, fordi jeg havde været med til underskriftsindsamlingen. Jeg kom igennem, men det var virkelig hårdt,« siger de.

Deltagelsen i underskiftsindsamlingen havde ikke kun konsekvenser under uddannelsen, men også på jobmarkedet bagefter:

»Jeg fik på et tidspunkt et jobtilbud på et andet universitet, men da de fandt ud af, at jeg havde været med til underskriftindsamlingen, trak de tilbuddet tilbage. De turde simpelthen ikke løbe risikoen, fordi de var bange for, at det kunne se ud som om universitet støttede terrorisme. Jeg kunne ikke få et normalt liv op at køre på nogen som helst måde,« siger de.

Det lyder som noget fra en actionfilm. Det er skørt, men det var det, der skete.

Forfulgt forsker

»De populistiske og lokale aviser begyndte at trykke mit navn og billede. Der begyndte en efterforskning af mig, fordi jeg havde kørt en workshop på psykologistudiet om, hvordan man kan støtte queer studerende, bare så underviserne havde styr på den helt grundlæggende terminologi. De sagde, at jeg bedrev propaganda og spredte homoseksualitet på instituttet,« siger de og griner.

»Det lyder som noget fra en actionfilm. Det er skørt, men det var det, der skete.«

Stress på arbejdet og angst for fremtiden

De valgte at forlade hjemlandet, hvor Scholars at Risk først fik arrangeret en ansættelse i Belgien, dernæst Danmark og nu Norge.

»Det sværeste ved det her system er, at du får hjælp, men kun i et år ad gangen. Så skal du selv finde ud af, hvad der skal ske bagefter. Det er meget frustrerende. Du kan ikke lade vær med at bekymre dig om, hvad der skal blive af dig.«

Selv om tilværelsen er ustabil, ændrer det ikke på, at der skal produceres akademiske artikler, så man kan blive taget i betragtning til den næste ansættelse. Forskerens arbejde starter klokken otte om morgenen og slutter ved otte-ni tiden om aftenen – hver dag.

»Jeg ved at min tid er begrænset, og at jeg bliver målt på, hvor produktiv jeg har været i løbet af mit ophold,« siger de.

De vågne timer bliver enten brugt på arbejde eller i aktivistiske arrangementer med LGBT+-grupper med etniske minoriteter – men hverdagen er svær:

»For tre år siden troede jeg, at tavlen blev hvisket ren, da jeg fik tilbudt mit første etårige job gennem Scholars at Risk. Jeg troede kun, det ville vare et år. Nu er mine tanker om fremtiden altid forbundet med angst. Mit ophold er lige blevet forlænget med et år, men hvad skal der ske efter det? Det stresser mig, og jeg er træt af at hoppe fra land til land.«

Tilværelsen i et nyt land har sine forhindringer, også selv om der findes netværk som Scholars at Risk:

»Jeg føler mig mere fri til at lave min forskning. Men når du kommer til et universitet som forfulgt forsker, er det svært at komme ind på folk. Jeg er her jo alligevel kun et års tid, og derfor føler jeg mig ofte ret ekskluderet. Det er svært at samarbejde, for folk kender mig ikke og synes måske ikke, at jeg er kvalificeret nok. Jeg følte mig egentlig ikke særlig inkluderet på Københavns Universitet og heller ikke i Bruxelles. Du bliver ikke set som en kollega, men som en midlertidig gæst.«

Angreb på forskningsfrihed er ukrudt i Europas have

Robert Quinn er menneskerettighedsadvokat, og det er ham, der har grundlagt Scholars at Risk. Vi mødes på Zoom, mens det stadig er morgen i New York City, hvor han har hjemme.

»Det lader til, at verden er begyndt at forstå, hvorfor det her arbejde betyder noget. For ti år siden tog vi for givet, at alle var enige om, hvad sandhed er. Nu er folk begyndt at angribe det koncept, og de konstruerer fortællinger, som bestemt ikke er sande ud fra et forskningsorienteret udgangspunkt. Træets rødder er under angreb, og det er vores netværks opgave at forklare det og hjælpe offentligheden med at forsvare sandheden.«

Angsten for at censuren af forskning også er ved at få sit tag i mere vestligt orienterede lande, kan Robert Quinn godt forstå:

»Der vil altid være et kronisk pres på nye måder at tænke på, fordi magt og tænkning hænger uløseligt sammen.«

Der vil altid være et kronisk pres på nye måder at tænke på, fordi magt og tænkning uløseligt hænger sammen.

Robert Quinn

Quinn vil dog ikke gå så lang som til at kalde præsident Trump for en direkte trussel mod forskningsfriheden:

»Vi har en leder og et ledende parti, som nedslider sandheden. Det er et problem, men det er ikke et direkte angreb på universiteterne. «

Et demokratisk land som Danmark er ifølge Robert Quinn ikke i høj risiko for forskningscensur. Vi er dog geografisk, diplomatisk og økonomisk forbundet til lande, der ikke arbejder efter de samme spilleregler:

»Hvis du har en smuk have, og der pibler ukrudt frem, så bør du tage dig af det, ikke? Men bare fordi der er lidt ukrudt, så er hele haven jo ikke under ødelæggelse. Men det er godt at indse, at hvis du ikke gør noget ved ukrudtet, så kan det med tiden overtage hele haven,« siger han.

Vi skal blive bedre til de svære samtaler

Vi skal alle være med til at holde den akademiske integritet i hævd, siger Robert Quinn.

»Jeg tror det er rigtig godt, at man høfligt, men bestemt presser på for at tage de svære samtaler og italesætter de mekanismer og diskurser, der er på universitetet. Vi bliver nødt til at ritualisere de praksisser, der knytter sig til forskningsfrihed, så hele fællesskabet forstår, at det er vigtigt, og hvad det præcis går ud på.«

Hvad kan man selv gøre som underviser eller studerende?

»Vi er alle små aktører, men de store forandringer sker, når mange små aktører begynder at arbejde sammen. For det første tror jeg, at vi skal prøve at være så intellektuelt og følelsesmæssigt ærlige og opmærksomme som muligt. Når nogen bliver råbt ad, udelukket eller fyret, så kan det være en overtrædelse af de principper, som forskningsfriheden hviler på. Hvis vi ritualiserer dem og udvikler et vokabularium og en tillid sammen, kan vi bedre håndtere, hvis den slags situationer skulle opstå,« siger Robert Quinn.

Livet er på plads, men familien mangler

Da interviewet med den forfulgte forsker, som ikke vil give sig til kende, har varet en time, har jeg stadig ikke fået svar på mange af mine spørgsmål, og mere af tiden er gået med forhandlinger om anonymitet, end med vedkommendes egne erfaringer med forskningsfrihed og forfølgelse fra magthavere i hjemlandet. Men jeg har lært, at den anonyme forskers hverdag ligner så mange andres: Arbejde, tv-serier, sport med vennerne og ny bil. Og dog: Det, der mangler, er familien, som vedkommende ikke har set i fire år:

»Min familie er stadig i mit hjemland. Vi snakker tit sammen på Skype. Jeg tænker meget på dem. De er glade for, at det går godt hos mig i Europa. Jeg elsker mit hjemland meget højt, og jeg vil prøve at tage tilbage, så snart muligheden viser sig. Jeg aner ikke, hvornår jeg får dem at se igen. Jeg regner med, at der i hvert fald vil gå tre år, før jeg kan vende hjem, men det hele kommer an på udviklingen i mit hjemland.«

Der takkes for min tålmodighed og fordi, jeg gad lytte, og så lægger det hemmelige nummer på.

Seneste