Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK TIRSDAG - Forsker: Uvist hvad der sker hvis SU'en beskæres - Studenterformand: Østergaard løber fra regeringsgrundlaget - Konservative: Gå til eksamen hvis du vil have SU - EL om SU-reform: Regeringen opfører sig 'dybt godnat' - Internationale dimittender vil hjem - Digitalisering viser de store sammenhænge i humaniora.
Regeringen er på ukendt grund, når den vil gennemføre milliardbesparelser på de studerendes SU, for i Danmark har ingen prøvet at skære på den måde før, som regeringen nu vil skære. Det siger professor i uddannelsesforskning ved Aalborg Universitet Palle Rasmussen til Jyllands-Posten. Han advarer også uddannelsesminister Morten Østergaard (R) mod at skære i det såkaldt ekstra fjumreår – så hellere skære i den månedlige SU-ydelse, mener Palle Rasmussen.
I december 2011 sagde uddannelsesminister Morten Østergaard til Politiken, at »SU’en er en kanonsucces, og vi har i regeringsgrundlaget gjort det helt klart: Vi vil ikke beskære SU’en«. Når Morten Østergaard nu foreslår, at der skal skæres to milliarder i SU’en, så er det uansvarligt og i strid med regeringsgrundlaget, mener Jakob Ruggaard, formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), ifølge Jyllands-Posten. Ifølge en anden artikel i Jyllands-Posten vil Morten Østergaard slet ikke tale om SU’ens størrelse i fremtiden og afviser DSF’s påstand om løftebrud.
Mai Henriksen, uddannelsespolitisk ordfører for Konservative, har det forslag med til en SU-reform, at SU’en ikke udbetales, hvis den studerende ikke møder op til sine eksamener. Hun ønsker, at der kommer mere hånd i hanke med SU, så man kan få stoppet de, der bare udnytter systemet i dag, skriver Jyllands-Posten.
Regeringen er på vej ud i endnu et løftebrud, hvis uddannelsesminister Morten Østergaard vil tage SU fra de studerende med SU-reformen, mener Enhedslisten (EL) ifølge Jyllands-Posten. EL kalder det fuldstændig godnat, at regeringen har en målsætning om, at vi skal have den dygtigste og mest uddannede generation, og samtidig vil den spare på SU’en.
Kun 39 procent af de udlændinge, der også er dimittender med en dansk uddannelsesbaggrund, er stadig i Danmark tre år efter, de har afsluttet deres kandidateksamen. De internationale dimittender vil hellere hjem, skriver Jyllands-Posten, på baggrund af en undersøgelse lavet af konsulentfirmaet Damvad.
Den digitale udvikling, med mulighed for meget avancerede søgemetoder og for visualisering af datamængder, er i gang med at ændre den humanistiske forskning. Nu kan humanioras forskere på ingen tid se de store sammenhænge i ellers uoverskuelige datamængder, skriver Kristeligt Dagblad. Matematiske forskere i USA kan for eksempel forske i danske nissehistorier.
anfj@adm.ku.dk