Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Forskere diskuterede krænkelseskultur og ligestilling - og var rygende uenige om det meste

»Man bliver ikke klogere af at klappe hinanden på ryggen,« sagde arrangøren af et debatarrangement, der bevidst gav rum til sprængfarlige synspunkter. Ofte var forskerne så uenige, at debatten ikke kom videre fra udgangspunktet.

Hans Bonde iler ud af konferencesalen, han har for travlt til et interview, siger han, men han smiler tilfreds.

»Det er første gang, at jeg er blevet inviteret til en større kongres om ligestilling,« når idrætsprofessoren lige at sige, inden han spæner ud i novemberblæsten.

Han er tidligere blevet frosset ude af lignende arrangementer, har han lige sagt fra scenen, hans holdninger har været for kontroversielle, andre talere har angiveligt meldt afbud, så snart de har set hans navn i programmet.

Men her er Hans Bonde, der har skrevet flere omdiskuterede bøger om køn og ligestilling, ikke bare inviteret, han er den første foredragsholder til symposiet Akademisk frihed, diversitet og ligestilling, arrangeret af Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), som er en del af Akademikerne.

Det er en pointe i sig selv, bekræfter udvalgets formand, Morten Rosenmeier, da han byder velkommen.

»Nogle mener, at visse af de medvirkende, der skal tale i dag, tidligere har sagt ting, som gør, at det nu er rigtigst ikke at give dem taletid. Sådan noget er farligt,« siger Morten Rosenmeier, der også er juraprofessor på Københavns Universitet, med malmfuld røst.

Da Uniavisen senere hiver ham til side i en pause, fortæller han, at det har været det sværeste symposium at arrangere i de 17 år, han har stået i spidsen for udvalget. Flere forskere har angiveligt meldt afbud, fordi de anså emnerne – og nogle af oplægsholderne – for kontroversielle og farlige. Og Rosenmeier har med egne ord fået mere skældud end nogensinde.

Men formanden fortryder ikke noget, tværtimod:

»Hvis man skal blive klogere, nytter det ikke noget, at man inviterer en masse oplægsholdere, der klapper hinanden på ryggen og mener det samme. Vil man nå frem til en erkendelse, må man invitere nogen, der er uenige, og så kan det være, at man ved at sammenholde de forskellige synspunkter, man hører, kan nå frem til en middelvej,« siger han.

En strid om kendsgerninger

Meninger brydes da også på scenen.

Faktisk har de forskere, som UBVA har inviteret, så modsatrettede holdninger, at de ikke engang kan blive enige om, hvorvidt de problemer, de taler om, eksisterer.

Det betyder, at den første debat om ligestilling ikke handler ret meget om, hvordan man kan rette op på den markante overrepræsentation af mandlige forskere. Spørgsmålet er snarere, om der overhovedet er noget at rette op på.

Der er ingen bias, der er ingen Rip, Rap, Rup-effekt.

Mads Bryde Andersen, juraprofessor, Københavns Universitet

Hans Bonde og juraprofessor Mads Bryde Andersen afviser, at der er et ligestillingsproblem eller en ubevidst bias (at ledere fx ubevidst foretrækker mandlige kandidater) og henviser blandt andet til, at kvinders succesrater er større, når de søger faste forskerstillinger på universitetet.

Hvis der er en bias, retter den sig faktisk mod mænd, lyder det fra Bonde og Bryde Andersen, fordi man forsøger at løse et problem, der ikke eksisterer. For eksempel med Inge Lehmann-programmet, en forskningspulje, der skal fremme en mere ligelig kønssammensætning – og som de begge kalder lovstridig.

Fra den anden grøft siger formanden for DM, Camilla Gregersen, at vi har et ligestillingsproblem og fremlægger tal, der underbygger det: Andelen af kvinder daler markant, jo længere op ad forskerstigen man går (under hver fjerde professor er kvinde), mens kvindelige forskere i langt oftere end deres mandlige kolleger overvejer at skifte branche. Særligt hvis de har børn.

Birthe Larsen, økonomilektor på CBS, hiver senere fat i et par undersøgelser, der viser, at kvindelige forskere får mindre anerkendelse for publikationer og vurderes hårdere i undervisningsevalueringer end mandlige kolleger. De oplever også et mere fjendtligt miljø på universiteterne og savner rollemodeller, siger hun.

Bagefter bliver hun bedt om at forholde sig til Bondes afvisning af problemet:

»Hvis alle var sikre på, at problemet var der, ville vi ikke have det,« siger hun.

Rip, Rap og Rup?

Det er alle forskere bare ikke sikre på.

Lige efter Birthe Larsen gennemgår juraprofessor Mads Bryde Andersen tallene for mænd og kvinders karriereveje inden for advokatbranchen og når en krystalklar konklusion:

»Der er ingen bias, der er ingen Rip, Rap, Rup-effekt,« siger han.

Problemet er, at man fokuserer på slutresultatet, altså andelen af kvinder og mænd, der er ansat i ledende advokatstillinger – eller i toppen af forskerhierarkiet – og ikke deres forudsætninger for at nå dertil, siger han.

Jeg tænkte først, at jeg var lidt fejlcastet.

Heine Andersen, sociologiprofessor emeritus, Københavns Universitet

Men spørger man Trine Baumbach, der er juraprofessor på samme fakultet som Mads Bryde Andersen, tager han fejl. Rip, Rap og Rup-effekten eksisterer i høj grad på forskergangene, siger hun, og tilføjer så:

»Også selv om Rip, Rap og Rup ikke selv kan se det,« mens salen bryder ud i latter.

På et tidspunkt rejser en tilhører sig og siger det, mange nok tænker: Diskussionen har ikke flyttet sig en meter.

Det eneste debattørerne kan blive enige om er, at vilkårene for unge forskere er for hårde, konkurrencen for nådesløs, og at forskertalenter m/k derfor går tabt.

Sådan forløber kønsdebatten med deltagelse af en idrætsprofessor, en økonom, en fagforeningsboss og to jurister.

Der er ingen kønsforskere blandt talerne. UBVA havde tidligere haft en på programmet, men ifølge hendes afløser, Camilla Gregersen, trak hun sig, fordi hun for nylig er blevet chikaneret ved sin bopæl.

Fejlcastet

Det er den slags chikane, som den pensionerede sociologiprofessor Heine Andersen forholder sig til, da han genåbner ballet efter frokost. Trusler, racisme og verbale overfald, rettet mod forskere.

Til gengæld siger han ikke ret meget om det, han egentlig skulle tale om: forskningsfrihed og krænkelsesbevidsthed.

Bagefter siger han til Uniavisen, at han har undret sig over, hvorfor UBVA har inviteret ham som taler.

»Jeg tænkte først, at jeg var lidt fejlcastet.«

»For jeg synes bare ikke, krænkelsesbevidsthed er noget stort problem for forskningsfriheden. Det er måske uvidenhed, men jeg savner de eksempler, der kan overbevise mig,« siger han.

Ligesom temaet om ligestilling forbliver debatten om krænkelseskultur og forskningsfrihed i høj grad på det overordnede plan. Hovedspørgsmålet er igen: Er der overhovedet et problem?

Ubehag i undervisningslokalet

Det bliver først så sprængfarligt som lovet, da emnet skifter fra forskningsfrihed til undervisningsfrihed.

Lektor i retsfilosofi Jakob v. H. Holtermann lægger fra land med at kritisere ledelsen på Københavns Universitet for i for ringe grad at beskytte deres undervisere – et argument, han tidligere har udfoldet i et debatindlæg i Politiken.

Han afviser, at studerende har en ret til ikke at blive krænket i det akademiske rum og støver et gammelt citat fra Max Weber af: Underviseren skal lære sine elever »at anerkende ubekvemme sandheder«.

Det kan ikke være rigtigt, at nogle grupper skal finde sig i mere lort, fordi de i forvejen er marginaliserede.

Tara Skadegaard Thorsen, bæredygtighedskonsulent

Derfor skal ledelsen også afvise klager, der udelukkende handler om, at en studerende fx har fået et religiøst tabu krænket (han nævner sagen om den franske lærer Samuel Paty). Der skal være et element af chikane – et ikke-legitimt formål fra underviserens side – hvis ledelsen skal tage klagen op, siger Holtermann.

Han definerer undervisningsfrihed som en beskyttelse mod en automatisk ret til at beklikke underviserens valg.

Bæredygtighedskonsulent og medstifter af studenterforeningen FRONT, Tara Skadegaard Thorsen, tager et helt andet udgangspunkt. Studerende – ja, alle mennesker – har en ret til ikke at blive diskrimineret, lyder det.

Hun kritiserer Holtermann for at antage, at en klageproces altid vil ligne en slags domstol. Hun siger, at en underviser skal kunne stå på mål for sine valg, også i en klageproces, der tager afsæt i menneskerettighederne.

»Man kan sagtens etablere klagemekanismer, der ikke er så heftige og tunge, at Jakob skal få det ubehageligt, fordi der er studerende, der ikke kan lide, hvad der sker.«.

Hun siger, at hun som studerende blev forarget over, at undervisere angiveligt kunne kaste rundt med diskriminerende fordomme uden at skulle stå på mål for dem.

»Det kan ikke være rigtigt, at nogle grupper skal finde sig i mere lort, fordi de i forvejen er marginaliserede. Det ubehag, som Jakob snakker om, handler for mig om menneskerettigheder.«

Eklatant elendigt klædt på

Her fornemmer man, at der er noget på spil, flere tilhørere rækker hænderne i vejret, eller rykker sig spontant frem på stolene. Spørgsmålet er, hvilke anstød der er legitime i det akademiske rum – og hvem der skal definere det – som en spørger på et tidspunkt formulerer det.

Tara Skadegaard Thorsen og Jakob Holtermann holder fast i deres positioner, men er enige om en ting: At man, som Holtermann formulerer det, er »eklatant elendigt klædt på« til at besvare og håndtere svære spørgsmål om undervisningsfrihed på universiteterne.

Imens er mørket faldet på, og selv om adskillige tilhørere har næven i vejret, må moderatoren lukke ned for debatten.

En af arrangørerne tager derefter ordet og leverer udgangsreplikken:

»Debat er ikke farligt. Man bliver ikke dummere af at høre noget, man ikke er enig i,« siger han. »Jeg håber, at I er blevet klogere i dag.«

Vi har i hvert fald lært, at uenigheden kan stikke endog meget dybt på forskergangene.

Annonce

Seneste