Forskere er håbløse i klimadebatten

George Monbiot taler som en Oxford-uddannet havnearbejder. Han serverer sine observationer råt for usødet: Forskere er ofte slet ikke i stand til at tale noget, der ligner menneskeligt sprog, siger han og imiterer en pukkelrygget forsker med runde briller, der misser mod solen. Og benægterne – dem, der populært omtales som ’klimaskeptikere’ – bruger ofte fuldstændig idiotiske argumenter.

FORSKERforum og DJØF har arrangeret en debataften om ’klimaspin – videnskab og politik’. De to prominente miljøskribenter og -debattører skal sige noget om alle de gråzoner, der findes på klimaområdet. Hvad er videnskab, hvad er politik, og hvilken rolle har medierne, forskerne og politikerne?

Mere vil have mere

For George Monbiot er det muligt at basalt opdele verden i to slags mennesker: Dem, der vil udvide, og dem der vil begrænse. Den første gruppe vil hele tiden udvide deres brug af ressourcer, de ser det som deres ret at udvide deres økonomiske grænser. Den anden gruppe er dem, der vil lægge bånd på udnyttelsen af de fælles goder – grundlæggende altså naturressourcerne – for at sikre bevarelsen af dem.

At der ikke er uudtømmelige naturressourcer, og at menneskelig aktivitet i sidste ende kan føre til selvudslettelse er en ubehagelig sandhed. En sandhed, som færre og færre af amerikanerne tror på, fortæller Chris Mooney.

George Monbiot forklarer hvorfor der er så mange, der nægter at tro på, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Penge, dødsbenægtelse og uforståelighed

For det første, slår han fast, bliver der i alle firmaer som direkte eller indirekte profiterer på fossile brændstoffer, brugt enorme summer på at betale dygtige formidlere til at fortælle offentligheden, at klimaforandringerne er en løgn.

Men en vigtig grund til at der findes så mange benægtere er også, paradoksalt nok, omfanget af beviserne for, at der er tale om menneskeskabt global opvarmning. Når man konfronteres med en ubehagelig – og potentielt livstruende situation – er den første reaktion benægtelse. Bare se på folk, der får at vide at de har en dødelig sygdom, tilføjer Monbiot.

Et af de største problemer – og en af de største fordele for ’skeptikere’ – er samtidig kompleksiteten i emnet, fortsætter den engelske aktivist-skribent.

Bombardement med løgne

Folk vil simpelthen hellere høre en charmerende, simpel løgn end de vil høre en ubehagelig, kompleks sandhed. Så når ’skeptikere’ tilbyder et nemt forståeligt udsagn om, at det dystre budskab fra videnskaben er falsk, er det væsentligt mere tillokkende at godtage dét, end at bruge tid på at sætte sig ind i de indviklede sammenhænge, som er sandheden.

Derudover, siger Monbiot i en sarkastisk tone, findes der et utrolig effektivt og ofte brugt trick for ’skeptikerne’, som fuldstændig underminerer en debat: Teknikken går ud på at nævne en lang række forkerte fakta. For, smiler journalisten opgivende, det tager 30 sekunder at komme med et falskt udsagn, og 30 minutter at bevise, at udsagnet er forkert. Har man måske nogen sinde hørt en klima-’skeptiker’ indrømme, at han har taget fejl på et område?

Chris Mooney viser på et af sine tegneserie-dækkede slides bekymrende tal for fremtidens kommunikation mellem videnskaben og offentligheden, og George Monbiot er helt enig i, at et af kerneproblemerne i en ofte fordrejet klimadebat er at finde her.

Forskerne uegnet til medier

Kun få af klimaforskerne er i stand til at formidle deres viden til medierne på en spiselig måde, og næsten ingen journalister har en videnskabelig baggrund.

Det er her, Monbiots imitation af den stereotype forsker kommer i brug. Hvilke chancer har han mod en velsmurt, dygtig og erfaren skeptiker i en offentlig diskussion hvor der spilles efter helt andre regler end i videnskabelige fora?

Sådanne debatter gavner ikke vores sag, slutter Monbiot, og nævner en nylig tv-debat som eksempel. Her fik forskeren ikke et ben til jorden – og modstanderen var endda en idiotisk fuck.

uni-avis@adm.ku.dk